Den seneste tids debat om drengeomskæring, bringer endnu engang spørgsmålet frem - hvor sidder kulturidentiteten henne? I tissemanden eller mellem ørerne? Efter min mening mellem ørerne.

Mange vil måske vide, at jeg er imod drengeomskæring, med streg under ’drenge’, men for, at barnet selv får lov til at vælge det irreversible indgreb uden medicinsk indikation til, når det når en alder, hvor andre indgreb af samme karakter også kan vælges til.

For snart otte år siden stod jeg selv i den situation, at jeg havde fået et drengebarn med en muslimsk mand og derfor måtte vi tage den snak, som mange flerkulturelle par står i, når de får børn: hvis ritualer og traditioner skal ’med’, hvordan skal vi navigere i det flerkulturelle og flerreligiøse værdisæt i forhold til barnet osv. Diskussioner som i virkeligheden handler om traditioners forrang frem for den anden. Især når vi taler om traditioner, der netop ikke ’kan gøres om’ og som ikke kan være både/og - men må være enten eller. Man kan netop ikke sy en lynlås i forhuden og så lade barnet tage den af og på efter, hvilken del af familien han befinder sig i, vel?

Det lille stykke hud kan ofte blive til en blodig slagmark for traditionernes forrang og dermed kulturens forrang inde i de flerkulturelle forhold. Men også ude i samfundet, kan vi se på debatten. De fleste af os er nemlig stadig af den opfattelse, at vores kultur og religion kun udtrykkes gennem traditionerne, og tager man dem væk - pist, er kulturen eller religionen det også.

Sådan tænker jeg ikke, da jeg ser kulturen som noget mere foranderligt. Når jeg holder foredrag om dette emne sammenligner jeg ofte med de tilstedeværendes forhold til julen. Hvem husker ikke de første juleaftener i ægteskabets vår, hvor det skulle besluttes om det skulle være and eller gås, ris a la mande eller risengrød? Hvem har ikke haft fornemmelsen af, at slap man lige nøjagtig dén tradition, så var det ikke rigtig jul? Og at det alligevel viste sig at blive jul i de små hjem, selvom juletraditionerne ændrede sig?

Åh, hvordan kan dog jeg formaste mig at sammenligne en forhud med en and? Det kan jeg selvfølgelig, fordi jeg gerne vil anskueliggøre for mine tilhørere, som ofte ikke har haft den erfaring at stå med et så direkte og konkret valg mellem to kulturer, at det har de skam alligevel. For uanset, hvem vi stifter familie med, er der selvfølgelig nogle til- og fravalg, nogle kompromiser og noget forandring. Jeg prøver at anskueliggøre, at når det kommer til vores forhold, til vores traditioner og ritualer, så er vi mennesker nøjagtig ens, uanset hvor vi kommer fra eller hvilken gud, vi bekender os til: vi holder lige lidt ekstra fast i bordkanten, når vi skal slippe en tradition. For tænk nu - hvis vi slipper - ryger så hele vores kultur på gulvet?

Jeg forstår følelsen, men jeg tror jeg ikke, at hverken kulturen eller religionen tager en tur i gulvet, fordi man ændrer traditionerne. Det troede vi heller ikke dengang for otte år siden, da beslutningen blev at lade forhuden på vores dreng blive, hvor den var. Det må han selv vælge til, hvis han vil. Siden skrev jeg bogen ’Med eller uden skræl’ om drengeomskæring, hvor jeg interviewede en lang række mennesker. Læger, jøder, muslimer, rabbiner, imam og andre. Nogle havde valgt til, andre fra. Jeg blev meget klogere af hver eneste samtale, også med dem, hvor vi ikke var og er enige.

Jeg lærte undervejs, at traditionernes magt er enorm stor. At hykleriet er det ligeså. For når det kommer til drengeomskæring, er vi ekstremt berøringsangst. For så handler det pludselig om religion. Det mener jeg ikke, det gør - drengeomskæring er en tradition, der kan forandres, hvis man vil det.

Se bare på de moderne jøder, der har lavet et ritual, hvor man blot ’markerer’ en omskæring. Jeg tror ikke, at de er eller føler sig som mindre jødiske af den grund. Jeg kender også muslimer, der undlader omskæring, men heller ikke føler sig mindre muslimske af den grund. Jeg tror, at de ligesom jeg mener, at deres kulturidentitet sidder mellem ørerne.

Meget er sagt om forældrenes ansvar og ikke mindst ret til at bestemme over deres børn, og at vi som samfund ikke skal blande os i det. Men det gør vi jo allerede på en lang række områder af samme karakter: Drengeomskæring er i Danmark et kulturidentitetstegn, der markerer et tilhørsforhold til en bestemt stamme. En imaginær tatovering på dilleren, mener jeg, hvor der står ’jeg tilhører den jødiske eller muslimske stamme.’ Hvis nu jeg gerne vil markere mit barns tilhørsforhold til mig og min ’stamme’, hvorfor må jeg så ikke lade mit barn tatovere: ’Tilhører den Dalsbæk’ske klan’? Eller brændemærke ham med et Dannebrog i måsen? Nej, for der har samfundet sat en aldersgrænse. Men mens tatovøren vender ryggen til mig, kan jeg godt gå hen og få skåret et stykke sundt væv af mit barn uden medicinsk indikation?

Hvad så, hvis jeg startede en tradition med at fjerne øreflippen eller lilletåen på mine efterkommere, ville det så også være ok? Ret sikkert ikke. Det er her, vi som samfund bliver inkonsistente og hykleriske. Hvorfor denne berøringsangst med forhuden? Hvorfor dette hykleri? Når det handler om religion og kultur, får vi lige pludselig meget svært ved at tage ordentlig fat i diskussionen. Religionsfriheden er noget af det sarteste, vi har, plæderer Anders Jerichow på lederplads i Politiken. Vel er det da ej. Religionsfriheden er et rum i samfundets hus, der giver dig frihed til at udøve din religion inden for de regler, samfundet sætter. Hvis samfundet udvikler sig, og vælger at sætte væggene andetsteds gennem demokratiske processer, så kan samfundet naturligvis det. Religionsfriheden skal ikke være nogens skjold mod at blive kigget efter om det, man nu gør derinde i rummet, harmonerer med det omkringliggende samfunds normer og værdier. Selvfølgelig kan vi det. Det gjorde vi med pigeomskæring og fandt, at den praksis ikke harmonerede med de normer og værdier, vi som samfund har nu, nemlig at børnenes frihed til at bestemme over egen krop, står over religion eller kulturelle traditioner. Det er det største hykleri, at fordi der er tale om noget religiøst, så bliver vi pludselig nervøse for at træde nogle over tæerne.

Og nu siger jeg dét højt, som er svært at sige: Især fordi vi har at gøre med en jødisk praksis, er det ekstra svært, det så vi jo med Angela Merkels ret hurtige tilsidesættelse af egne domstole, da hun lovede beskyttelse af drengeomskæring i forlængelse af en dom, der stipulerede det modsatte. Der sad sartheden et ganske andet sted end i religionsfriheden. For den muslimske tradition er den jødiske tradition en stærk alliancepartner, for vi ved jo godt, at hvis dette var en muslimsk tradition alene, ville der ikke være nogen ende på, hvor hurtigt det skulle gå anført naturligvis af The usual suspects på Christiansborg, der sjovt nok er usædvanligt stille, når det handler om lige denne praksis.

Men netop fordi der bliver noget tåget derinde i religionsfrihedsrummet, så lad os så vidt muligt træde ud af det, når vi diskuterer drengeomskæring.

Lad os se på det fra barnets perspektiv. Er vi ikke netop kommet så langt i vores modernisering af synet på børn, at vi kan sige, at når det kommer til børnenes krop, så giver vi den så meget integritet, at det dér med om man skal skæres i for at vise, hvilken ’stamme’ man tilhører, det må vente, til barnet selv kan tage stilling? Det er ikke en indskrænkning af forældrenes religionsfrihed, det er en udvidelse af barnets ret til selv at vælge.

Det er ikke en pegen fingre ad nogen, eller at kalde dem for dårlige forældre. Det er slet og ret en udvikling af et moderne, tidssvarende demokratisk samfund at lade drengenes forhud blive, hvor den er, til de selv kan bestemme.