Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Hvem har ret til at bestemme på arbejds-pladsen?

»Hvorfor udviser disse ellers så magtbevidste politikere og topledere i bedste fald kun halvhjertet interesse for de offentlige lederes ret til at lede og fordele arbejdet?«

KL og Danmarks Lærerforening var i konflikt i foråret 2013. Nu føres kampen videre decentralt. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Politiforeningen på Fyn er sur på politidirektøren. Så sur, at foreningen ikke vil tale med hende. Over for Fyens.dk har den lokale formand for politiforeningen blandt andet begrundet det med, at: »Der har ikke været nogen vilje til at give politiforeningen reel medinddragelse«. Inden denne udmelding har der tilsyneladende været et længere forhandlingsforløb om en reorganisering af det fynske politi, som politidirektøren stod i spidsen for, og som trådte i kraft kun to dage før det stort annoncerede tillidsbrud.

Ellers er der ikke meget at finde i de lokale og regionale medier på Fyn om utilfredshed eller dårlige sager for den fynske politidirektør. Det mest iøjnefaldende er den opmærksomhed, som hendes udnævnelse i september sidste år fik. Ganske vist er hun jurist af uddannelse, men hun var ved sin udnævnelse den første politidirektør i Danmark, der ikke havde haft en fortid inden for politi- og justitsvæsenet.

Læs også: Tænk, hvis lærere og djøf’ere begyndte at lytte til hinanden

Den aktuelle utilfredshed med direktøren handler ifølge den lokale politiformand om tillid og mistillid, medarbejderinddragelse og kommunikation. Den kunne også handle om magt og interesser. Om hvor meget personaleforeningerne skal have lov at bestemme. Om hvem der skal have ledelsesretten, når der på de offentlige arbejdspladser skal træffes beslutninger om organisation, budget og personale.

Jamen, er den højt besungne danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere forhandler sig til rette om disse spørgsmål, da ikke netop bygget på tillid og konsensus? Nej, det er den ikke. Den er resultatet af en mere end 100 år lang politisk magtkamp om retten til at bestemme på de danske arbejdspladser. Og en politisk magtkamp har ikke nogen slutdato. Den fortsætter, og derfor er spørgsmålet om, hvor meget arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet skal begrænses af personaleorganisationerne stadig i dag en magtkamp udkæmpet på daglig basis.

Her giver den aktuelle sag fra Fyn imidlertid anledning til en undren, der rækker langt ud over de fynske bøgeskove. For hvor er den ene part i denne magtkamp? Personaleorganisationerne er der. Stærke, velorganiserede og kampberedte som altid. De tager kampen både på det nationale niveau, det regionale niveau, det kommunale niveau og det helt lokale niveau ude på de enkelte offentlige institutioner og arbejdspladser. Det er såmænd fuldt legitim interessevaretagelse.

Problemet er dem, der burde holde dem i skak – politikerne og de offentlige topledere. Hvor er de? I stedet for at engagere sig i denne kamp har de delegeret kampen til ledere og mellemledere rundt om i den offentlige sektor. De står bestemt ikke stærkt i forhold til de store og landsdækkende personaleorganisationer.

Javist, så laver man et kæmpebrag med Danmarks Lærerforening i 2013, champagnepropperne springer i KL og Finansministeriet, sejren er hjemme. Men sådan en sejr, hvis man da kan kalde den det, skal jo følges op og forsvares. Ellers sker der det, som netop er ved at ske på folkeskoleområdet, hvor Danmarks Lærerforening blot fører kampen videre på decentralt niveau, i de enkelte kommuner og ude på de enkelte skoler. De fine folk i regeringen og Finansministeriet er da for længst videre med andre og mere vidtløftige projekter.

Ingen opbakning ovenfra

Hvorfor udviser disse ellers så magtbevidste politikere og topledere i bedste fald kun halvhjertet interesse for de offentlige lederes ret til at lede og fordele arbejdet? Det kan ikke være, fordi spørgsmålet ikke er vigtigt. I en tid med knappe ressourcer og politiske ønsker om effektivisering og forandring i den offentlige sektor, er det så vigtigt som aldrig før. Offentlige ledere, der kan og vil kaste sig ud i svære prioriteringer og omstillinger, er en del af løsningen, men man får dem ikke, hvis man ikke politisk og ledelsesmæssigt bakker dem op. Og man kan ikke få offentlige driftsledere til at kaste sig helhjertet ind i disse aktiviteter, hvis de gang på gang oplever, at der ikke er opbakning oppefra til de nødvendige kampe med medarbejderne og ikke mindst med de i realiteten professionelle lokale tillidsfolk og deres organisationer.

Skulle man alligevel finde lokale ledere med så megen dødsforagt, at de giver sig i kast med opgaven, er konsekvensen ikke sjældent, at det er dem, der ender med at blive fyret. Og hvis ikke de bliver fyret, bliver de ofte underkendt i en sådan grad, at de ikke igen vover at udfordre den gældende magtstruktur med de stærke personaleorganisationer.

For der kunne være en anden udlægning af historien fra Fyn end det billede, som pressen giver af en leder, der ikke lytter til sine medarbejdere. Det kunne være historien om en leder, som faktisk tog det alvorligt, at politikerne har udstukket et budget, der beskærer ressourcerne til Fyns Politi. Det kunne være en historie om, at personaleorganisationer – sådan som det generelt er erfaringen – gerne vil tage medansvar for populære tiltag og beslutninger. Men også at de nødigt bidrager konstruktivt, når der skal skæres ned og tages beslutninger, der gør ondt på medarbejderne. Og det kunne være historien om, hvordan topledelsen endnu en gang kryber i skjul, når en af dens mellemledere kommer i problemer og ellers netop har brug for opbakning fra det hierarki, som hun er en del af.

Politidirektørens første reaktion på Politiforeningens udmelding var, at hun vil kigge indad. Ja, hvor skulle hun ellers kigge hen, kan man spørge. Kigger hun opad er der angiveligt ikke megen hjælp at hente.

Justitsminister Søren Pind har foreløbig ingen kommentarer. Det samme gælder rigspolitichefen. Retsordførerne fra S og DF giver udtryk for, at de længe har fornemmet, at der var utilfredshed blandt politifolkene på Fyn. Ja, det tror da pokker, at der er utilfredshed, når der skal flyttes arbejdspladser og reorganiseres. Hvad havde man regnet med, da man vedtog sparekravet?

Vil organisationerne tage ansvar?

Måske er i virkeligheden den største fejl, som politidirektøren har begået i denne sag, at hun troede, at politikerne mente det alvorligt, når de meldte et sparekrav ud. Havde hun haft en lang fortid i systemet, havde hun vidst, at det i forhold til dansk politi hører til sjældenhederne, at politikerne er parat til at stå på mål for den slags udmeldinger, når Politiforbundet rasler med sine fagpolitiske våben.

En anden forklaring på politikernes og de offentlige toplederes manglende kamplyst kunne være, at det er stærke personaleorganisationer, der repræsenterer store vælgergrupper, og som opererer på områder, der normalt har den almindelige borgers sympati. Men sådan har det jo altid været, og sådanne politiske omkostninger kan begrænses, hvis man fra politisk side vier denne kamp tilstrækkelig opmærksomhed. Men måske er de politiske beslutningstagere efterhånden blevet så forblændet af den megen bragesnak om tillid, trivsel og medarbejderinddragelse, at de har glemt, at det også handler om, hvem der har magten og retten til at lede og fordele arbejdet på de offentlige arbejdspladser.

Det lyder fint og fredeligt, når formændene for de store offentlige fagforbund i en fælles kronik i Politiken skriver om de tre ligeværdige bundlinjer i den offentlige sektor: borgernes velfærd, mest muligt for pengene og et godt og meningsfuldt arbejde for medarbejderne. Men hvad sker der, når de fine hensyn skal konkretiseres?

Nogle gange sker der det, som tilsyneladende er ved at ske på Fyn, at hensynet til mest mulig velfærd (politi) for pengene betyder, at der skal flyttes arbejdspladser, hvilket dårligt kan undgå at genere nogle medarbejderes trivsel og arbejdsglæde. Er personaleorganisationerne også villige til at tage medansvar for sådanne beslutninger, der på det korte sigt kan gøre ondt på deres medlemmer? Hvis de ikke er det, er det for så vidt legitimt – det er trods alt politikernes ansvar at bestemme i et demokrati som det danske.

Men så burde personaleorganisationerne også se deres organisationsmagt udfordret. I et demokrati bør magt og ansvar hænge sammen, men det gør det ikke automatisk. Politikerne og den offentlige topledelse har ansvaret. Det er langt fra givet, at de har magten.

  • Jørgen Grønnegaard Christensen er professor emeritus i statskundskab, Aarhus Universitet. Peter Bjerre Mortensen er professor i statskundskab, Aarhus Universitet.