Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Frås er værre end sex og sidespring

»Det er ikke nemt at gå fra vin til vand, og fra BMW til brugt Berlingo. Fra fancy hårdesign til køkkengrydeklip. Heller ikke, selv om man ikke kan betale.«

Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I USA kan man dårligt vælges til et politisk embede, hvis man ikke tror på Gud den Almægtige. Det er også prekært, hvis man har opført sig upassende i forhold til den herskende seksualmoral. Sexskandaler er gefundenes Fressen for pressen og politiske modstandere på den anden side af Atlanten.

I et land, hvor en stor del af befolkningen nedstammer fra puritanere og pilgrimme, har hor og utugt offentlighedens bevågenhed. Men det betyder ikke, at der ikke er tilgivelse derfor. USA kan nemlig godt lide angrende syndere, der stiller sig op og brødebetynget siger undskyld. For med Henry Kissingers ord: »Power is the ultimate aphrodisiac«. Magtfulde mænd er tiltrækkende. Og de bliver derfor udsat for flere fristelser end almindeligt dødelige. Det er der en vis forståelse for. Bare se på John F. Kennedy og Bill Clinton.

En vis forståelse. Tidligere kandidat til at blive borgmester i New York, Anthony Weiner, måtte sande, at der var grænser for folkets og hustruens tolerance over for, hvor mange gange han kunne blive ved og ved med at sende obskøne nøgenfotos af sig selv til fremmede kvinder. Efter offentlige undskyldninger fortsatte han med sin »serial sexting«, som det kom til at hedde. Som bekendt var det Bill de Blasio, ikke Weiner, der endte i City Hall. Og hustruen Huma Abedin, der er personlig rådgiver for Hillary Clinton, har nu indgivet skilsmissebegæring.

Nu er det jo ikke sådan, at der ikke har været omtaler af, hvordan mænd her i vores land har misbrugt deres stilling og optrådt upassende over for personalet. Det får – lidt – medieomtale, og vi bliver måske også – lidt – forarget over, at nogen kan finde på at udnytte sin stilling til eksempelvis at gramse under firmafestivitas. Den pågældende står måske også offentligt frem og undskylder. Men så glemmes det igen.

Sædeligheden er vi heldigvis ikke så optaget af herhjemme. Vi er ikke puritanere. Lidt slutshaming engang imellem holder vi os ikke for gode til. Der er stadigvæk forskel på, hvad mænd og kvinder kan tillade sig. Men ellers er vi skam meget frisindede.

Det er heller ikke ulovligt at gå til prostituerede. Og hvis man gør det, er det et privat anliggende, synes langt de fleste at mene.

Frås derimod. Det er noget ganske andet. Det bryder vi os ikke om.

Madfrås

I Jylland er der en restaurant, hvor gæsterne får en bøde, hvis de ikke spiser op. Og det er ikke den eneste. Der er også andre steder, hvor man skal betale, hvis man levner f.eks. hele sushi-stykker.

Er man ikke til konceptet »hellere revne end levne«, kan der meget vel være mulighed for at få en doggie-bag med sig hjem.

Mådehold er hot – fråseri er not. Sådan er det. Det har flere virksomheder inden for fødevare- og restaurationsbranchen luret. På de progressives hjemmesider reklameres med, at de afleverer mad til velgørende institutioner.

Lidt civil ulydighed er det også blevet til, når såkaldte skraldere forcerer mure og hegn for at nå ind til butikkernes containere og få fat i fødevarer, der er blevet for gamle til salg.

Butikker med varer, der nærmer sig sidste salgsdato, er vokset op i kølvandet på den trend. De har også et socialt sigte, for varerne kan fås om ikke til indkøbspris, så noget nær.

Det er forbundet med god gammeldags protestantisk skyld og skam at ødsle og smide ud.

»Hør ikke til dem, der svælger i vin, eller dem, der fraadser i kød; thi Dranker og Fraadser forarmes...« som det skrevet står i Ordsprogenes Bog.

At leve over evne

Det er konceptet for programmet Luksusfælden. Som titlen antyder, handler det om mennesker, der er kommet i økonomisk uføre, som oftest fordi de har levet over evne. Men nu skal bøtten vendes. Med hjælp fra to økonomiske eksperter, der slanker budgettet med drastiske tiltag. Fælles for de fleste deltagere er, at de har den gode vilje. De er – som alle andre – forargede over deres eget frås og er fast besluttet på at lade sig reformere. Problemet er bare, at det er lettere sagt end gjort. Det er ikke nemt at gå fra vin til vand, og fra BMW til brugt Berlingo. Fra fancy hårdesign til køkkengrydeklip. Heller ikke, selv om man ikke kan betale.

Tag en figur som byrådssekretær Lund fra Matador. Han havde fået smag for det gode liv. Selv om han havde en beskeden gage, kunne han ikke sige nej, når konen og sønnerne, der studerede i København, skulle ekviperes. Pige i huset havde de også. Selv om hun ikke fik løn og til sidst rendte af pladsen. Han og fruen spiste lækker middag på Postgården efter en begravelse, mens byens driftige advokat nøjedes med en kop kaffe, skønt han havde giftet sig til mange penge.

Selv den ellers altid så tolerante Ingeborg kunne ikke dy sig for at harcelere over, hvordan byrådssekretæren levede over evne. For det var for galt. Det endte som bekendt med at gå ham ilde. Han måtte flygte fra byen i ly af natten – med kommunekassen. For uhæderlig var han også. I en jobannonce fra den virkelige verden, hvor der blev søgt en byrådssekretær, gjorde man sig vittig over Lund. Sådan én skulle det ikke være. Nej, føj. Karakteren er blevet symbol på noget af det værste, man kan være i vores samfund: en ødeland i offentligt embede, der heller ikke kan kende forskel på dit og mit.

Frås med skatteborgernes penge

Det er nærmest blevet helligbrøde. En lov man ikke skal forbryde sig imod, for så vanker der verbale prygl og kontant afregning. Man kommer i skammekrogen. Man bliver sendt på græs. Hvis det er rigtig slemt, bliver man fyret. Det er nu sjældent. Når stormen er redet af, får man som regel lov at komme ind i folden igen.

Når politikere bliver taget i upassende forbrug eller ligefrem svindel med offentlige midler, venter den offentlige gabestok. Frem hiver pressen billeder, hvor den formastelige står og drikker spirituosa. Frem hives gamle bilag for hotelophold og forplejning. Og måske en forarget hotelvært, der anonymt kan berette om excesserne.

Retorikken omkring forbruget indeholder altid verbet at »æde«. For at gøre det ekstra dyrisk.

Nu har vi desværre ikke et tilsvarende verbum for umådeholdent drikkeri ligesom tyskernes »saufen«, for så ville det med garanti have været taget i brug i den overskrift, der genbruges gang på gang: Han (eller hun) åd og drak på skatteborgernes regning.

Det minder lidt om Gustav Wieds »Livsens Ondskab«, hvor toldkontrollør Knagsted som medlem af Ædedolkenes Klub, mødestedet for byens honoratiores, spiser og drikker umådeholdent (dog for egne midler) til stor forargelse for Thummelumsen, en falleret gårdejer, der fungerer som tjener og selvbestaltet moralens vogter. Thummelumsen selv lever spartansk og under knap sig selv og sin gamle mor føden. Da Mor Karen har formastet sig til at købe en sild, går han helt fra snøvsen. Så det gør nærmest ondt, når han ser de velnærede herrer nedsvælge det ene glas vin efter det andet, mens han slæber fade med kapuner og stege rundt – og forarges. Åh, hvor han forarges over alt det fråseri.

Vore dages Thummelumsener står ikke på sidelinjen med deres moralske kvababbelse. De ytrer sig med slet skjult skadefryd i medierne.

Og på samme måde, som når man læser Gustav Wied, kan man så tænke over, hvem der opfører sig værst: Den, der kaster den første sten eller den, der ikke kan udvise mådehold.

For i kølvandet på frås kommer uvægerligt forargelsen – over andres frås. Den er ikke køn.

På dansk har vi begrebet skadefryd. Egen lykke er god, men andres ulykke er heller ikke at foragte. På tysk hedder det Schadenfreude. Det gør det også på engelsk. Pudsigt nok. Men i den anglosaksiske verden har man ikke et ord, der dækker helt. »To gloat«, at godte sig, kan man jo godt gøre uden, at det er over andres ulykke. F.eks. hvis man vinder i ludo. Men vil man tale om den kedelige følelse, skadefryd, må man ty til Schadenfreude. Den tyske filosof Arthur Schopenhauer citeres for at have sagt følgende: At føle misundelse er menneskeligt, at nære skadefryd er djævelsk.

Jeg er ikke utilbøjelig til at være enig.

  • Helle Birk er lektor, cand.mag. et jur.