Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Finansministeriets regnemodeller er politiske

Det er et politisk synspunkt, at Danmarks økonomiske politik frem mod 2025 bør indeholde skattelettelser. Og det er en ærlig sag. Problemet opstår, når de politiske holdninger forklædes som økonomisk videnskab.

Når forhandlingerne om regeringens 2025-plan snart går i gang, vil Finansministeriets regnemodeller som så ofte før blive brugt til at fælde dom over, hvilke politiske forslag der er ansvarlige, og hvilke der er uansvarlige. Men vær på vagt over for alle, der fortæller dig, at dommen er neutral videnskab. Det er langtfra tilfældet.

Christiansborgs partier har efterhånden trukket positionerne op forud for efterårets politiske drama: Den store 2025-plan, der skal sikre, at der er penge at bruge på politiske forslag. Liberal Alliance vil have skattelettelser i toppen. Socialistisk Folkeparti ønsker skattestigninger i bunden. Socialdemokraterne vil hæve dagpengesatsen for de mennesker, der efteruddanner sig. Og Dansk Folkeparti vil have strammet udlændingepolitikken nok en gang.

Og så er der overdommeren: Finansministeriet. I løbet af efteråret vil Finansministeriet regne og fortælle os, hvilke forslag der er inden for skiven, og hvilke der er uden for. Hvad betyder det for »udbuddet af arbejdskraft« og »den strukturelle saldo«, hvis vi sætter skatten ned eller gør forholdene bedre for de arbejdsløse? Hvilke forslag er ansvarlige, og hvilke vil medføre skibskatastrofer og pludselig død? Finansministeriet har svarene.

De seneste år har Finansministeriets måde at regne på været under beskydning. De økonomiske modeller er fra især venstrefløjen blevet anklaget for at være »neoliberale« og blokere for »bløde« velfærdsreformer. Kritikken bliver som regel mødt af en kommentar fra Finansministeriet om, at man benytter de »gængse regnemetoder« samt en advarsel fra ministeriet mod at lade »politisk ideologi styre de økonomiske regnemodeller«.

Finansministeriet må forstås således, at de nuværende regnemetoder er neutrale og renset for ideologi. Hvis regnemetoderne derimod bliver genstand for debat og påvirkning fra partierne på Christiansborg, bliver de politiseret. Og det ville være noget rod. Finansministeriet vil gerne holde fast i, at alle de vurderinger, ministeriet kommer med, fremstår som nøgtern, økonomisk videnskab og dermed hævet over politiske slagsmål. Nix pille.

Her skal man som deltagende og tænkende borger i vores demokratiske samfund være på vagt. For Finansministeriets regnemodeller er allerede politiske. Det er de, fordi de hviler på en række antagelser om, hvad mennesket er for en størrelse, og hvordan vi bør indrette os økonomisk for at skabe mest muligt lykke for flest mulige mennesker. Det er politik.

Forsøget på at afpolitisere et emne kan være en god strategi, hvis man ikke vil have andre til at blande sig og helst vil holde magten for sig selv. Men fra et demokratisk synspunkt er det problematisk at parkere regnemodellerne som et teknisk spørgsmål for økonomer, når det nu er et spørgsmål, der angår os alle.

Lad os – for at gøre det mere konkret – se på tre centrale antagelser, som Finansministeriet anvender i sine beregninger, og som alle er politiske af natur. De er alle beskrevet i ministeriets notat om regnemetoderne fra 2012, der kan findes på fm.dk.

Første antagelse: Udbuddet af arbejdskraft øges, når marginalskatten sættes ned. Finansministeriet regner med, at hver gang man sætter skatten på den sidst tjente krone ned, vil folk gennemsnitligt arbejde mere, og derfor er skattesænkninger positive for udbuddet af arbejdskraft. Finansministeriet bygger antagelsen på et studie, hvis data stammer fra 1996.

Siden da er der kommet en række studier, der peger på, at skattelettelser ingen effekt har på udbuddet af arbejdskraft, eller at skattelettelser har en direkte negativ effekt herpå, fordi de fleste mennesker i så fald vil vælge fritid fremfor arbejde. Senest for to måneder siden har et studie fra Folketingets økonomer ikke kunnet bekræfte Finansministeriets antagelser.

Hvorfor vælger Finansministeriet at basere sine vurderinger på de 20 år gamle data frem for nyere studier? »Gængse regnemetoder« er et valg, der viser noget, som nogen ønsker.

Anden antagelse: Udbuddet af arbejdskraft øges, når kompensationsgraden sættes ned. Når man sænker ydelser som dagpenge eller kontanthjælp, vil mennesker på disse overførsler vurdere, at de hellere må finde sig et arbejde, da de ellers bliver presset for hårdt på de nedsatte ydelser til, at det er et rart sted at være.

Antagelserne bygger bl.a. på empiri fra OECD-studier fra 1996. Men der er blevet lavet nyere undersøgelser af OECD. Et studie fra 2006 finder ingen signifikant effekt på udbuddet af arbejdskraft af at sænke kompensationsgraden i Danmark. Hvorfor vælger Finansministeriet at basere sine antagelser på studierne fra 1996 og ikke de nyere, der ikke viser samme effekt? Igen vælger man, hvilken viden man vil benytte.

Tredje antagelse: Øget udbud af arbejdskraft bliver hurtigt til beskæftigelse. Når udbuddet af arbejdskraft øges – enten som følge af at marginalskatten eller kompensationsgraden er blevet sat ned – tager det via Finansministeriets regnemodeller syv år, før størstedelen af de mennesker, der nu udbyder deres arbejdskraft, er kommet i beskæftigelse.

Danmarks Statistik vurderer ud fra de hidtidige erfaringer på dansk grund med en lavere »eksportelasticitet«, der betyder, at processen vil tage over dobbelt så lang tid, nemlig 15 år. Finansministeriet henviser til internationale studier og andre økonomiske institutioner, der regner på samme måde. Men hvorfor ikke bruge de danske statistiske data, der altså peger på en langsommere overgang til beskæftigelse? Igen vælger man en regnemetode, der helt konkret gør det lettere at argumentere for at fjerne arbejdsløshedsunderstøttelse.

Der er argumenter for og imod de tre ovenstående økonomiske antagelser. Kritikken her går hverken på, at Finansministeriets embedsmand ikke kan regne (det kan de bedre end de fleste), eller at de anvender økonomiske modeller med antagelser om, hvordan mennesker agerer i forskellige situationer. Vi har brug for modeller til at guide vores økonomiske beslutninger, og modeller vil altid bygge på antagelser.

Pointen er snarere, at regnemodellerne ikke kan isoleres til at være et økonomisk/teknisk spørgsmål. Modellernes antagelser har politiske konsekvenser. Man behøver ikke være overvismand for at se, at modellerne med de tre ovenstående antagelser inkluderet alt andet lige vil komme frem til, at sænkning af skatter og overførselsesydelserne er særdeles positivt for økonomien.

Der er nogle partier og interessegrupper i vores samfund, der politisk er enige i den udlægning af teksten. Der er en grund til, at Anders Samuelsen (LA) i hveranden bisætning nævner, at hans plan er gennemregnet af Finansministeriet, der er kommet frem til, at det er en fremragende plan. Med ovenstående antagelser i ministeriets modeller skulle man være en særdeles spidsfindig talsnedker for at få et andet resultat.

Det er et politisk synspunkt, at Danmarks økonomiske politik frem mod 2025 bør indeholde skattelettelser. Og det er en ærlig sag. Problemet opstår, når de politiske holdninger bliver forklædt som økonomisk videnskab og brugt til at slå anderledes tænkende oven i hovedet med. Der er ikke økonomisk konsensus om, hvorvidt f.eks. topskattelettelser er fornuftige.

Folketingets økonomer foreslog i deres rapport fra juni, hvor de afviste Finansministeriets antagelser om skattelettelser og arbejdsudbud, at man fremlagde flere beregninger. Et sæt, hvor man inkluderer antagelserne. Og et sæt, hvor man ikke inkluderer antagelserne. Det er et visionært forslag, der ville øge muligheden for en sober og fair debat om den økonomiske politik i årene, der kommer.