Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Familiepolitik hører til i Skatteministeriet

Børnefamilierne har ikke dårlige rammer. Men de har fastlåste rammer. Sænk skatten og lad familierne indrette sig, som de har lyst til.

Amalie Lyhne, cand.scient.pol., debattør, mor til to og bonusmor til to mere Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Danmark sender vi vores børn i institution, og vi henter dem kl. 16. Ikke kl. 15, for det vil kræve et halvtidsjob, og det er der ikke råd til, ligesom det harmonerer dårligt med den altdominerende forestilling om jobbet som den vigtigste identitetsskaber. Og ikke kl. 17, for hvem kan nå at finde en vante, anmelde en tegning, hælde børnene i deres flyverdragter, købe ind, køre hjem, sætte vasketøj over og lave mad på kun én time?

Vi lever i et enormt ensrettet samfund, og ikke mindst børnefamilierne bliver presset ind i den samme model: To stk. institutionsbørn, to udearbejdende forældre og et vognlæs husligt arbejde oveni.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig model. Flertallet er glad for de offentlige institutioner og vil gerne kombinere børn og arbejde. Faktisk har vi i Danmark ifølge undersøgelser fra Rockwoll Fonden mere fritid end i de fleste andre europæiske lande, ligesom danske forældre bruger meget mere tid med deres børn i dag, end de gjorde tidligere.

Derfor er der ikke nogen grund til at klynke over børnefamiliernes vilkår som sådan.

Men der er god grund til at sætte spørgsmålstegn ved ensartetheden. For familier er forskellige og har forskellige ønsker og behov, og derfor er det bekymrende, at de økonomiske incitamenter til at vælge standardmodellen er så stærke, at det er endog meget svært at vælge en alternativ måde at indrette sig på.

Har man for eksempel den kætterske tanke, at det helt lille barn uden sprog har bedst af at være derhjemme i trygge og kærlige rammer fremfor i en vuggestue, så må man kæmpe imod solide samfundsstrukturer.

Først er der statsstøtten til institutioner. Den er så massiv, at forældre kun betaler 25 procent af den reelle pris for en institutionsplads – resten er allerede betalt over skatten. I nogle kommuner kan man få en mindre kompensation, hvis man selv står for børnepasningen, men det er langtfra i alle. Beløbet er under alle omstændigheder langt under det beløb, som man reelt sparer statskassen for. Det allermest groteske eksempel på samfundets benspænd over for forældre, der gerne selv vil passe deres børn, er at du let kan få offentlig støtte til at ansætte en anden person til at passe dit barn – du må bare ikke selv gøre det.

Og så er der skatten. Som bekendt er skatten så høj i Danmark i dag, at det som børnefamilie er svært at klare sig med kun én indkomst. Samtidig udviser skattesystemet en kraftig skævhed igen til fordel for standardmodellen med to udearbejdende forældre. To familier med præcis den samme husstandsindkomst betaler nemlig vidt forskellige beløb i skat alt efter sammensætningen: En familie med én forælder, som tjener 500.000 kroner om året, og én forælder, som ingenting tjener, fordi vedkommende går hjemme med børnene, skal betale langt mere i skat end familien med to forældre, som hver tjener 250.000 kroner om året. Det skyldes, at det ikke er tilladt at overføre bundfradraget for topskat fra den ene til den anden ægtefælle.

Nej, ud fra et rationelt-økonomisk perspektiv er det idioti at lade være med at sende sit barn i institution efter endt barsel. Derfor har Danmark verdensrekord i institutionalisering af børn, og vi er endda meget langt foran de lande, vi normalt sammenligner os med. I ingen andre lande i verden sendes børn i institution i så ung en alder og i så mange timer ad gangen. 86 procent af alle danske et-årige går i institution, mens det kun gælder for 71 procent af de norske børn, 49 procent af de svenske og 30 procent af de finske.

Det ensrettede børneliv stopper ikke her. Hverdagen i landets mange daginstitutioner er stort set den samme: Samme åbningstider, samme pædagogiske principper, samme organisering af dagen. Der findes kun ganske få alternativer til de kommunale institutioner, og det skyldes naturligvis ikke mangel på fantasi hos forældrene, eller at den typiske danske børnehave er så perfekt, at ingen har lyst til at gøre noget som helst anderledes. Nej, det skyldes, at staten de facto har monopol på at drive daginstitutioner.

Ønsker man at oprette et privat pasningstilbud, render man let ind i så mange sten på vejen, at man ender med at opgive. Det siger også sig selv, at det er usundt, at kommunen på én og samme tid er konkurrent og godkendelses- og tilsynsmyndighed. Ifølge en opgørelse fra Kommunernes Landsforening sidste år er det kun tre procent af kommunernes udgifter til børnepasning, der går til private institutioner.

Debatten om de pressede børnefamilier har en tendens til at munde ud i ønsker om flere offentlige ydelser og flere rettigheder til forældrene: Længere barselsorlov, flere omsorgsdage, længere åbningstider i institutionerne uden øget forældrebetaling, flere orlovsordninger og lovsikret ret til deltid, som man for eksempel har i Sverige. I denne måned har både Københavns Kommune og to ministerier lanceret kampagner, som skal få danskerne til at få flere børn og få dem tidligere, mens fertiliteten er i top, og straks hører man politiske krav om at sende flere særordninger og flere penge i børnefamiliernes retning, så det bliver mere attraktivt at få børn.

Men alle disse krav vil blot føre til nye, men lige så stærke og lige så ensrettende incitamenter og strukturer, ligesom man med rette kan spørge, om nutidens forældre virkelig er så sølle og stakkels, at vi bør sætte endnu flere skattekroner af til at hjælpe dem – altså, favorisere dem på bekostning af andre borgere med andre behov?

Svaret på det spørgsmål er naturligvis nej. Og svaret på de snærende samfundsstrukturer er helt enkelt: Sænk indkomstskatten – for alle borgere, naturligvis – og lad samtidig pengene følge barnet, så samfundet har den samme udgift, ligegyldigt hvordan forældrene vælger at lade deres børn passe.

Det handler nemlig ikke om at lade pendulet svinge i den modsatte retning og pludselig begynde at fremelske hjemmegående mødre. Med lavere skat favoriserer man hverken den ene eller den anden type familie, for flere penge i egen lomme vil være en stor fordel både for karrierefamilierne og for familierne med ønske om helt eller delvis hjemmepassede børn. Karrierefamilierne med to udearbejdende forældre og lange institutionsdage for børnene vil få bedre råd til at betale sig fra de huslige pligter og dermed have mere tid til hinanden, når arbejds- og institutionsdagen er ovre, mens andre typer af familier vil få bedre råd til, at den ene forælder arbejder mindre eller slet ikke.

Børn er forskellige, forældre er forskellige, familier er forskellige. Der findes ikke én rigtig måde at indrette sig på, og derfor bør vi give mere plads til mangfoldighed og alternativer – ord, som venstrefløjen burde nikke genkendende til, ligesom højrefløjen naturligvis kun kan være tilfreds med at have endnu et godt argument for at sænke skatten. Ganske interessant er det også, at tidens tiltagende bekymring over børns lange institutionsdage og den stigende lyst til at være hjemme med dem går på tværs af rød og blå blok – der er intet partipolitisk i det. Ifølge en undersøgelse, som Wilke gennemførte sidste år, ville 41 procent af danskerne lade den ene forælder gå hjemme med børnene, hvis de havde råd, og kun 38 procent ville ikke. Resten var i tvivl.

Det er ikke nogen byrde at have børn, og det er i øvrigt – på trods af irriterende kampagner – et frit valg. Derfor behøver vi ikke noget særligt familieministerium, som vi tidligere har haft, og vi behøver ikke flere ydelser, særordninger eller særrettigheder for forældre. Vi behøver blot at sætte skatten ned.

Den bedste familiepolitik kan man nemlig føre i Skatteministeriet.