Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Drop luftkastellerne om folkeskolen

Kald dog en spade en spade: Der er bare nogle børn og unge, der ikke er kvikke nok til, at de kan nå op på mere end et vist bogligt niveau. Jeg vil anbefale beslutningstagerne at blive vikar i folkeskolen i et halvt år. De skal ganske enkelt på egen krop mærke, hvad det vil sige at skulle undervise klasser på 24-32 elever.

Forestillingen om den rummelige folkeskole har bevirket, at få elever kan ødelægge undervisningen. Anderledes roligt gik det for sig, da billedet blev taget i 1951. Arkivfoto: Aage Sørensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er tre små dråber, der har fået mit 30-års lærergerningsbæger til at løbe over.

Den første dråbe falder i en DR P1-debat fredag 7. februar, hvor professor i pædagogik, Niels Egelund, og Finn Juel Larsen, næstformand i Skole & Forældre, er indbudt til at diskutere på følgende baggrund: »For meget larm i timerne, for lidt respekt for lærerne, for få eftersidninger. Mangler der disciplin i klasseværelserne? Er det på tide at skolelærerne træder i karakter og kræver kæft, trit og retning?«

Begge debattører glimrer ved tydeligvis ikke at have stået foran eller bag et kateder i årevis og dermed være uden kendskab til de faktiske problemer. Det forhindrer dem dog ikke i at have uforgribelige meninger om færdselsregler for, hvordan der kan skabes ro i klasselokalerne.

Læs også: Hvilken skole skal vi undervise i?

Dråbe 2 rammer i Deadline samme aften. Lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Janne Hedegaard, og forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen er inviteret i studiet af Nynne Bjerre Christensen for at tale inklusionsdagsorden. Begge forskere tror, at ledelse, kollegasparring og nye organisationsformer (læs: Ny Nordisk Skole) kan løse problemet i de enkelte støjende klasser, hvor inklusion betyder et stigende antal elever med diagnoser.

Jeg er ved at falde ned af sofaen, da Hedegaard fører sig frem med, at det også styrker de dygtige børn, at der kommer (endnu flere) urolige børn ind i klasserne. Lærerne skal bare blive bedre til at motivere børnene, og i øvrigt er forskellighed et gode og passer ind i en pædagogisk vision om retfærdighed (sic!), der skal give alle lige muligheder.

Jeg bliver for 117. gang bekræftet i det, jeg har vidst i årevis: Pædagogiske forskere placeret på Himmelbjerget er en af tre hovedårsager til, at det er gået totalt galt i uddannelsessystemet. De to andre grunde er massiv forældre-ansvarsforflygtigelse samt taxametersystemet.

Læs også: Inklusion er en gevinst for eleverne

Dråbe 3 udløser det vandfald, der kalder mig til tasterne. En pensioneret tidligere lærerkollega fortæller mig i en telefonsamtale, at en bekendt – en knap 60-årig velmeriteret lærer, kendt for at være problemknuser i særligt vanskelige klasser - er blevet fyret, fordi hun har langet ud efter en elev, der har provokeret og SPYTTET på hende.

Fyret!

Fordi hun har reageret instinktivt på en måde, som de fleste ville gøre, når de bliver udsat for et overgreb. Jeg er målløs.

Nu MÅ vanviddet standses inden for uddannelsessektoren, som er ved at blive kørt helt i sænk på grund af et kompleks af sammenfaldende uheldige faktorer. Ikke mindst forestillingen om den rummelige folkeskole har udvirket, at to-tre-fire urolige og utilpassede elever i hver klasse har fået lov til at ødelægge undervisningen og indlæringen for de resterende 23-25 med sørgelige konsekvenser for generel faglig paratviden.

Det er dybt forstemmende, at undervisningsminister Christine Antorini (S) til sit kamikaze-projekt Ny Nordisk Skole har lånt øre til et reformpædagogik-spæklag. Fremfor at stige ud af luftballonen og lytte til lærere, som præcis ved, hvor skoen trykker – og hvad der skal til for at vende Titanic. Og hvad er det så lige, der vanskeliggør min lærergerning?

Læs også: Forsker: Læreruddannelsen er for slap

At jeg først nu, hvor katastrofen er så massiv, kan få en vis opbakning af ledere i uddannelsessystemet samt af politikerne i det synspunkt, at den første forudsætning for en hvilken som helst faglig indlæring er, at der er ro i klassen. At skabe ro er gået hen og blevet benhårdt arbejde og fordrer, at læreren magter at tage den blytunge autoritetsbyrde på sig. Den tynger så grumt, fordi der i hver eneste time skal tages ubehagelige konflikter med eleverne. Elever, som kommer for sent, elever, som ikke har bøger med, elever, som ikke har læst, elever, som er på Facebook eller på iPhone, elever, som udstråler jeg-gider-ikke-lige-nu, elever, som skal på toilettet midt i timen, elever, som...

Læs også: Forældre siger god for SMSer i undervisningen

Christine Antorini kan give ti timers mere danskundervisning om ugen, uden at det rykker så meget som én stavefejl – hvis altså ikke der er ro, mens jeg forklarer forskellen på nød og nødt og for og får. Moderniseringsstyrelsen har tydeligvis ikke forstået at tænke logisk i denne sag. Mens der kvidres løs om, hvordan autoriteten skal tilbage til lærerne, gør Antorini & Co. i samme åndedrag alt, hvad de kan, for at underminere den selvsamme autoritet. Det sker ved at indføre en totalitær heldagsskole, hvor lærerne skal være på pinden fra 8 til 16. Sådan skaber man en lønarbejdermentalitet, der er perfekt til at dræbe den kaldstanke, som jeg selv har undervist på gennem 30 år. Jeg vil anbefale beslutningstagerne at blive vikar i folkeskolen i et halvt år. De skal ganske enkelt på egen krop mærke, hvad det vil sige at skulle undervise klasser på 24-32, før de træffer beslutninger.

Læs også: Det begynder i folkeskolen

At jeg ikke får opbakning til, at det er forældrenes ansvar at gøre deres børn skoleparat. Det er ikke pædagog-Pias ansvar, det er ikke lærer-Lenes ansvar, og det er ikke SFO-Sørens ansvar. Det er fars og mors ansvar – og det er utroligt, at Antorini og hendes halehæng igen og igen kan slippe af sted med at placere aben (børneopdragelsen + undervisningsparatheden + elevmotivationen) i institutionerne frem for i familien. Beslutningstagerne har tydeligvis ikke forstået en bjælde af de herkuliske opgaver, som ansvarlige lærere hanker op i dag ud og dag ind. Og det har mange forældre heller ikke, fokuseret, som de er på deres egen lille Hassan.

Læs også: Vejen til bedre karakterer til tosprogede begynder med forældrene

At jeg ikke får opbakning til, at skolen er en arbejdsplads. Skolen er hverken varmestue eller værested og kan derfor ikke løse problemerne med:

  1. Utilpassede børn med diagnoser og motivationsproblemer.
  2. Utilpassede indvandrerbørn af forældre, som ikke har pakket kulturkufferten ud.
  3. At hæve børn med en lav intelligenskvotient til de krævede faglige niveauer.

Kald dog en spade en spade: Der er bare nogle børn og unge, der ikke er kvikke nok til, at de kan nå op på mere end et vist bogligt niveau. Hvorimod de kan blive skrappe til samfundsnødvendige jobs som parkbetjente, rengøringsassistenter og frugtplukkere.

Derfor ville politikerne også gøre alle dedikerede undervisere en stor tjeneste ved at lægge en bombe under Danmarks Pædagogiske Universitet og alt dets uvæsen. Den magtfulde pædagogiske elites årelange kolportering af: 

  1. Det-skal-være-lystfyldt-at-lære. 
  2. Ligemageriet (ingen skal lære, hvad ikke alle kan lære) har allerede kostet et par generationer af børn og unge dyrt.

Læs også: Undervisningen rammer skævt på 21. år

Alt for mange har hverken tilegnet sig solide faglige kundskaber, udholdenhed eller arbejdsdisciplin. Højst en henvisning til psykolog. Derfor skal vi gøre op med den utopiske lighedstanke og dele børn efter, hvad deres evner rent faktisk rækker til. Ikke mindst de svage elever bliver ladt massivt i stikken, fordi de ikke kan håndtere kravene og uroen i den rummelige, feel good-folkeskole. Gruppearbejde kan være fint, når disciplinen er til stede, men det er den først, når eleverne er blevet trænet i at tage ansvar. Og det tager lang tid, skulle jeg hilse at sige.

Vi skal dog ikke miste modet, for der er en vej frem. Her følger opskriften på, hvordan vi kan gøre op med det fatale dannelsestab i vores uddannelsessystem, så vi kan ruste vores børn og unge langt bedre:

Læs også: Tag hellere folkeskolen alvorligt

Afskaffelse af taxametersystemet.

Et opgør med reformpædagogikkens kompetence-ideologi, som har betydet, at nutidens studerende mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder.

Forældreansvar, fordi (ud)dannelsen af børn begynder i familien.

Det står lysende klart i dag, at de nye generationer har lidt et væsentligt traditions- og kulturtab. Det har de bl.a., fordi faget ikke mere er i centrum, og fordi en lødig hukommelsesskole med respekt for parat- og almenviden er blevet stemplet som sort. Og det har de, fordi den lærer, der brænder for at formidle sine fag på højt niveau, er blevet sortstemplet med idiotien »privatpraktiserende«.

Antorini & Co. har et valg. Enten at fortsætte dødskursen båret oppe af luftkasteller eller at lytte til de mennesker, som har skoene på.