Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Derfor skaber velfærd afhængighed

Søren Hviid Pedersen: Velfærdsstatens omfattende redistribution afhjælper intet, for hvilke sociale problemer har velfærdsstaten udryddet? Ingen, vi kæmper stadig med udstødelse, marginalisering, svigt etc. Hvad velfærdsstaten derimod producerer, er afhængighed. Afhængighed af velfærdsydelser.

Søren Hviid Pedersen, cand.scient., ph.d. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ildsjælen Lisbeth Zornig har iværksat en kampagne kaldet »Stemmer på kanten« med blandt andet det formål at få udsatte grupper til at engagere sig politisk, f.eks. gennem valgdeltagelse. Logikken er, at så længe udsatte grupper i samfundet ikke er politisk aktive, får det politiske system ikke det input, der tilgodeser disse udsatte grupper. Input der gerne skulle lede til, at det offentlige subsidierer disse grupper enten noget mere eller på andre områder end hidtil.

Men man kan diskutere, hvorvidt mobilisering på baggrund af snævre økonomiske interesser og mere specifikt mobilisering af interesser, der vil presse flere ydelser ud af velfærdsstaten, måske er at få interesser, der i forvejen er rigeligt repræsenteret, repræsenteret endnu mere?

Læs også: Udsatte danskere skal stemme ja til demokratiet

For hvad er det, vi gør, når vi agerer politisk inden for velfærdsstatens rammer? Dynamikken er sandsynligvis, at vi motiveres af, at velfærdsstaten redistribuerer ressourcer og goder. I stort omfang. Der er en stor redistribution i Danmark, en redistribution som hovedsagelig sker gennem skattesystemet. Belønningen for at støtte politikere, der ønsker omfordeling, indbefatter således alt fra service, skoler, hospitaler, infrastruktur etc. og gennem overførselsindkomster. Når politikere således udarbejder valgprogrammer og fremsætter valgløfter, er det som hovedregel altid for andre borgeres penge. For alle disse løfter og forhåbninger kan kun finansieres gennem borgernes skatte- og afgiftsbetalinger. Politikeres strategi er således at få tilgodeset sine vælgere på bekostning af modpartens vælgere.

Kombineret med det faktum, at Danmark er et åbent og demokratisk system, opstår der muligheden for en uheldssvanger klientelisme, der leder over i et velfærdsdemokratisk kompleks. Dette kompleks er meget kort fortalt, at der hersker en vis asymmetri mellem finansiering og forbrug af offentlige ydelser. I vores danske kontekst er der således ikke en direkte forbindelse mellem finansiering og forbrug i kraft af, at vi har en universel skattefinansieret velfærdsstat. En konsekvens heraf er, at motivationen til at ønske skattelettelser er mindre for den enkelte borger end ønsket om nedskæringer af den offentlige sektors ydelser. Netop fordi byrden er fordelt på mange borgere, og ydelserne er fordelt på enkelte grupper af klienter. Herved skabes en uligevægt af incitamenter mellem dem, der ønsker skattelettelser, og dem der ønsker flere offentlige udgifter. Det velfærdsdemokratiske kompleks er ganske velbeskrevet helt tilbage til Jørgen Dichs »Den herskende klasse« fra 1973 og yderligere videnskabeligt dokumenteret af Ole P. Kristensens doktordisputats fra 1987. Men problemet er ikke bare politisk. Der er også andre negative konsekvenser forbundet med velfærdsstatens redistribution.

I den forbindelse rejser der sig nogle helt grundlæggende problemstillinger. For denne meget omfattende redistribution har nogle helt klare negative etiske konsekvenser. Der er især tre problemer der knytter sig til redistribution.

  • For det første: Eftersom vi lever i et demokrati, er det majoritetens præferencer, der tilgodeses. Helt legitimt selvfølgelig. Men netop derfor bør man være varsom med at bede borgere om at bidrage til politikker, hvis eneste formål er at berige udvalgte grupper i samfundet. Mindretallets præferencer tilgodeses ikke, og alternativet for disse er således enten at opgive at forfølge disse eller selv at finansiere disse, vel og mærke med de penge, der er til overs efter skat.
  • For det andet: Redistribution vil underminere enhver form for personligt ansvar. Dette skyldes det forhold, at eftersom staten redistriburerer og sørger for borgernes behov, bliver ansvaret for min lykke og mit liv ikke mit eget, men statens. Staten påtager sig opgaven at leve borgerens liv, forvalte og organisere borgerens liv og lykke. Hermed tabes oplæringen i at være personlig ansvarlig for sit liv, og vi mister således en grundpille i den vestlige civilisation, hvor det personlige ansvar har været en bærende værdi.
  • For det tredje: Jo mere staten overtager ressourcer og midler fra borgerne, desto mere betyder det, at flere og flere aktiviteter, der førhen var organiseret af markedet og civilsamfundet, socialiseres og statsliggøres. Hermed udstrækkes statens magt til områder, der måske bedst varetages af private, og hvor der hersker en udstrakt grad af pluralisme og frihed. Der kommer således en ubalance mellem statens magt og civilsamfundet. En af den vestlige civilisations store landvindinger var at finde en balance mellem staten, markedet og civilsamfundet. Når statens magt bliver for stor, undergraves frihed og velstand, når markedet bliver for enerådende, indføres jungleloven, og når civilsamfundet overtager, hersker anarkiet og kaos. Så det gælder om at finde en balance mellem disse tre sfærer.

Læs også: Organisationer roser regeringens sociale mål

Velfærdsstatens omfattende redistribution afhjælper intet, for hvilke sociale problemer har velfærdsstaten udryddet? Ingen, vi kæmper stadig med udstødelse, marginalisering, svigt etc. Hvad velfærdsstaten derimod producerer, er afhængighed. Afhængighed af velfærdsydelser, for jo mere vi modtager af velfærdsydelser, der er skattefinansieret, det vil sige finansieret af borgerne selv, ja, jo mere bliver vi afhængige af staten; vi bliver velfærdsnarkomaner. De penge, der er tilbage, for den enkelte borger og hans familie, er at regne for lommepenge.

Vi kommer således i et afhængighedsforhold til staten, et forhold der undergraver vores personlige ansvar og vores personlige frihed. Vi mister den meget vigtige tradition for selvforsørgelse og ansvar, fordi vi oplæres i, at problemer er noget, andre løser for en. Situationen i dag er, at »Stemmer på kanten« gerne vil mobilisere grupper af mennesker, der med stor sandsynlighed vil presse på for flere offentlige udgifter og dermed forøget redistribution. Måske risikerer vi, at disse mange udsatte, der i forvejen er afhængige af stoffer og alkohol, oven i det bliver velfærdsjunkier eller velfærdsafhængige.

Der behøves simpelthen nogle afgørende reformer, der kan være en modvægt til alle disse krav. Det store spørgsmål er, hvem eller hvad disse skal være.

  • For det første kunne man forlænge politikernes valgperiode, i stedet for fire år kunne det være otte eller ti års rullende valgperioder. Dette kunne give politikerne incitamenter til ikke i så høj grad at lade sig afpresse af vælgerne.
  • For det andet, privatiseringer, der gør, at man bevæger sig væk fra skattefinansieret velfærd over til private, men obligatoriske, forsikringer. Således kommer der en direkte sammenhæng mellem finansiering og forbrug, så hvis man ønsker højere ydelser, må den enkelte selv betale.
  • For det tredje afvikle den universelle folkepension gennem en længere overrække, således at flertallet kan forsikre sig gennem arbejdsmarkedspensioner, og for dem, der ikke har mulighed for dette, garanteres et minimumsbeløb.
  • For det fjerde indføre en eller anden form for negativ indkomstskat således, at de mennesker, der kommer under en given grænse, kan få udbetalt et tilskud fra det offentlige. Dette for at sikre, at de mennesker, der ikke kan klare sig selv, kan få et eksistensminimum.

I den udstrækning, vi vil hjælpe vores medborgere, skal disse tiltag være markedskonforme. Det vil sige, at såfremt vi beslutter at afhjælpe vores medborgeres økonomiske eller sociale omstændigheder, skal det ske således, at vi ikke undergraver kilden til al velstand, det frie marked og den frie markedsøkonomi.

Credoet for danske borgerlige politikere bør være, at en genuin og reel socialpolitik er en socialpolitik, der ikke undergraver markedet og dermed heller ikke undergraver markedsøkonomiens forudsætninger såsom personligt ansvar, selvhjælpsetik, arbejdsomhed etc. Vores nuværende kurs, hvor vi kollektiviserer ansvaret og dermed opløser selve begrebet om personligt ansvar, er en farlig kurs, der kun skaber ufrihed og sociale tabere.