Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kristian Jensen bør tage på skattejagt i Afrika

Hvis mere samhandel og bedre konkurrencevilkår for det lokale erhvervsliv lyder som sød musik i V-regeringens ører, bør udenrigsminister Kristian Jensen tage til FN-topmødet i Addis Abeba for at fremme den dagsorden.

3/20 - PHOTO PACKAGE ON CHILDREN GOING TO SCHOOL - MORE AVAILABLE ON IMAGEFORUM: http://www.imageforum-diffusion. afp.com/ImfDiffusion/themes/ShowTheme. aspx?ThemeID=3103846&chgCtx=1&mui=1 A child walks to school on June 11, 2013 in Qunu, a village outside the town of Mthatha in the Eastern Cape, where former South African President Nelson Mandela grew up. Ordinarily Qunu is a slow-paced blend of livestock, locals on foot and the occasional car winding along the smattering of roads and dirt paths that link humble homesteads. But with Mandela again in hospital, his beloved village has become a magnet for the world's media, hoping to offer some insight into his life. AFP PHOTO / JENNIFER BRUCE RESTRICTED TO EDITORIAL USE Fold sammen
Læs mere

Kristian Jensen er blevet udenrigsminister i en tid, hvor det står lysende klart for enhver, at de udfordringer, som resten af verden tumler med, før eller siden også bliver vores udfordringer. Historisk store flygtningestrømme bevæger sig over landegrænser på flugt fra krig, forfølgelse eller fattigdom. Klimaforandringer manifesterer sig som reelle forandringer af vilkårene for fødevareproduktion. Øget tørke og mere ekstreme vejrforhold influerer på menneskers overlevelsesstrategier og har konsekvenser for de politiske beslutninger, der sætter rammerne om menneskers levevilkår og brug af energi og naturressourcer alle steder på kloden.

I rækken af udfordringer, som ikke kender til landegrænser, og som kalder på international handling, er sammenhængen mellem skat og finansiering af fremtidens udvikling vigtig at hæfte sig ved for den nye udenrigsminister.

Behovet for en reform af det internationale skattesystem står nemlig øverst på dagsordenen ved FNs store topmøde 13. juli i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba.

Læs også: Kronik: Det kan være godt at være lidt bagefter

Parallelt med globaliseringen af virksomheder og arbejdskraft og med at økonomisk vækst har bredt sig til udviklingslande, som førhen stod i økonomisk stampe, er svaghederne ved det internationale skattesystem også kommet frem i lyset. Udgangspunktet for forhandlingerne er en erkendelse af, at der skal nye penge på bordet, hvis det skal lykkes at skabe den verden, vi ønsker, og af at skat og udvikling hænger tæt sammen.

På grund af skattely, skatterabatter og mangel på gennemsigtighed i multinationale virksomheders pengestrømme mister udviklingslandene enorme summer hvert år – summer, som kunne være brugt på sundhedssystemer, uddannelse og erhvervsudvikling for hele samfundet. Øget skatteopkrævning i udviklingslandene fra både borgere og virksomheder ses som en afgørende kilde til finansiering af udvikling og stabile samfund med sammenhængskraft og politisk kontrakt mellem stat og borger.

Mødet i Addis Abeba har overskriften Finance for Development og kan med andre ord blive altafgørende for, om det lykkes at skabe reel opbakning til finansiering af de kommende bæredygtige verdensmål, som skal vedtages på FNs generalforsamling i New York til september.

For Kristian Jensen er topmødet en oplagt mulighed for at vise flaget og tilkendegive, at Danmark tager det internationale ansvar alvorligt. Udenrigsministeren bør rejse til Afrika og presse på for, at EU støtter demokratisering af den internationale skattediskussion, så der kommer mere samhandel, mere fri konkurrence og mindre behov for statsstøtte. Det er liberal politik når det er bedst.

Kristian Jensens partifælle, Jakob Ellemann-Jensen, har nemlig ret i, at når udviklingslandene ikke kan opkræve ordentlige skatter, reagerer de ved at hæve toldsatserne. Af mangel på andre offentlige indtægter til statskassen øges beskatningen af handlen på tværs af grænser.

I regionalt perspektiv er det ødelæggende for både samhandel og politiske relationer. Det forværrer også den ulige konkurrence mellem udviklingslandenes egen privatsektor og de store multinationale virksomheder, som er mestre i skattespekulation og i at opnå store skatterabatter til gengæld for investeringer og produktion i udviklingslandene.

EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, betegner det som skjult statsstøtte, når multinationale virksomheder begunstiges af de lave selskabsskatter. Men for regeringer under pres for at levere investeringer og potentielle arbejdspladser er det svært at sige nej. Resultatet er, at mange fattige lande har oplevet høje vækstrater uden en tilsvarende reduktion af fattigdom og ulighed. Lande som Mozambique og Zambia formår nok at tiltrække store udenlandske investeringer, men skatteindtægterne fra virksomhederne står ikke i retfærdigt mål med den værdi, som de multinationale virksomheder tager med sig ud af landet eller med deres forbrug og slid på naturen.

Læs også: Kronik: Hvad nu hvis væksten udebliver?

I et land som Malawi kunne retfærdig skattebetaling fra en virksomhed som det australske mineselskab Paladin eksempelvis have indbragt 286 millioner kroner, hvis altså ikke pengene var overført til lavt beskattede datterselskaber i andre lande. Malawi kunne have brugt pengene til at aflønne mange tusinde sygeplejersker og lærere til direkte gavn for landets befolkning.

Manglen på skatteindtægter fra multinationale virksom­heder springer i øjnene der, hvor statsbudgetterne må hjælpes på vej af udviklingsbistand. Men det defekte skattesystem har også konsekvenser for rige lande. WikiLeaks, Lux Leaks og andre blotlæggelser af internationale bankkonti og finansielle systemer, har afsløret den malstrøm af transaktioner, som finder sted – ganske ofte inden for lovens rammer – men stort set altid med det resultat, at statskasser går glip af indtægter, der ellers kunne være brugt til at opbygge og styrke samfundet til gavn for borgere, innovation og udvikling.

Det står med andre ord klart, at det internationale skatte­regime er forældet, brudt sammen og ude af stand til at hamle op med uigennemsigtige ejerskabsstrukturer og multinationale selskaber, som shopper rundt og selv definerer deres skatteprocent. En stor del af diskussionen op til næste uges topmøde i Addis Abeba har handlet om OECD versus FN. Begge spiller i dag en rolle i udviklingen af internationale normer for skat, men OECD dominerer på grund af magtfulde medlemmer og langt flere ressourcer end FN. Og udviklingslandene sidder ikke med ved de rige landes bord i OECD.

Op til mødet udgiver Mellemfolkeligt Samvirkes søsterorganisation Action Aid rapporten »Levelling Up«. Den peger på utilstrækkeligheden i, at OECD forsøger at udvikle legitime skatteregler, som også adresserer udviklingslandenes problemer med skatteopkrævning, blot ved at trække enkelte udviklingslande ind i den igangværende BEPS-proces. (BEPS: Base Erosion and Profit Shifting – skal komme med forslag til, hvordan virksomheders skattespekulation standses.) Sagen er, at udviklingslandene har grundlæggende brug for bedre adgang til at beskatte de multinationale virksomheder. OECD anerkender dette problem, men vælger ikke at håndtere det i tilstrækkelig grad. Måske fordi det utvetydigt vil rykke ved den magt, som OECD-landene i dag har i internationale skattespørgsmål.

Læs også: Kronik: Infrastruktur skal hjælpe os ud af krisen

Set fra både syd og nord bør en reform af det internationale skattesystem og en styrkelse af udviklingslandenes egne skattesystemer spille en afgørende rolle, når der nu skal sættes flere penge i spil til gavn for en mere bæredygtig fremtid.

Første skridt bør være at etablere et mellemstatsligt forum med mandat til at definere internationale skatteregler og med ressourcerne til at implementere dem. USA har kæmpet imod med næb og kløer, og i løbet af forhandlingerne op til topmødet i har der været et enormt pres på gruppen af udviklingslande for at få dem til at acceptere en minimal opgradering af den allerede eksisterende skattekomité i FN.

Danmark har indtil nu haft den position, at vi gerne vil hjælpe udviklingslandene med at opbygge deres skatteadministrationers kapacitet, så de bliver mere effektive. Kristian Jensen har endnu muligheden for at banke til EU og sikre, at topmødet i Addis Abeba munder ud i et nyt, legitimt forum for udformning af internationale skatteregler.

Derved kan udenrigsministeren løsne for det forældede sammensurium af nationale skatteregler, bilaterale aftaler og internationale normer, som kommer ud af mestendels OECD. Selv om det unægtelig vil tage mange år at nå frem til et sæt moderne internationale skatteregler, er der brug for dem i form af et fælles minimum for selskabsskat og en fælles definition af fordelingen af beskatningsgrundlaget mellem lande.

Læs også: Kronik: Verdens værste skat