Det er ikke let at regere. Uroligt sover det kronede hoved, og i Danmark må vi tilføje: også i dagtimerne. Der er klimaminister Martin Lidegaard (R), hvis lovgivning om solceller har huller, hvorigennem millioner af skatteborgernes penge risikerer at rasle ud. Det må være en trøst, at ministre ikke holdes ansvarlige på samme måde som ansatte i banksektoren, hvor man også ved udygtighed har mistet store summer de seneste år. Denne kronik angår et andet eksempel på lovsjusk, nemlig loven om måltal, der gælder fra 1. april – og nej, det er ingen spøg.

Regeringspartierne var i den ubekymrede oppositionstid glade for ideen om kvoter for kvinder i bestyrelsen af større selskaber. Synspunktet hviler på den iagttagelse, at andelen af kvinder i bestyrelser er beskeden og langt fra de 50 pct., som man må forvente, at de udgør af den samlede befolkning. Det tolkede man som udslag af diskrimination, hvilket kunne retfærdiggøre kvoter. En enkel, man fristes til at sige: enfoldig, analyse.

For bestyrelser er ikke repræsentative for befolkningen og skal heller ikke være det. Studerer man disse forhold nærmere, ses en betydelig forskel på den rolle, som bestyrelser spiller i de forskellige EU-lande, og dermed også på deres sammensætning og kvalifikationer. I nogle lande er bestyrelsen blot et kontrolorgan, mens de i andre indgår i ledelsen med varierende intensitet. I Danmark er bestyrelsen en del af selskabets ledelse sammen med direktionen og udgør endda det centrale, dvs. overordnede, ledelsesorgan. Danske bestyrelser er derfor små sammenlignet med udlandet og består af personer med ledelseserfaring; der er ikke plads til pynt og repræsentation. Det er den vigtigste del af aktionærernes private ejendomsret over deres aktier, at de kan vælge de bedst egnede medlemmer til bestyrelsen uden at være begrænset af honnette politiske ambitioner.

Det er ubestridt, at andelen af kvinder i de øverste ledelseslag er beskeden. Men hvis andelen af kvinder i bestyrelser modsvarer andelen af kvinder i de ledelseslag, hvorfra bestyrelser rekrutteres, foreligger der ingen diskrimination, og dermed er analysen bag kvoter forkert.

Der findes andre argumenter end diskrimination for at indføre kvoter, f.eks. at diversitet i sig selv er en fordel. Den påstand kan drøftes teoretisk og empirisk; i begge tilfælde falder den. I den teoretiske ledelsesdebat er diversitet et plusord, men det er kvalifikationer også, bare mere. Ønsker man virkelig diversitet, hvis det indebærer, at for hver to dygtige ledere skal man have en komplet idiot (uanset køn) med for at sikre mangfoldigheden? De tilsvarende empiriske undersøgelser er i bedste fald tvetydige, faktisk viser den nyeste og mest omfattende fra Dunfeldt & Rudholm en negativ følge af diversitet, eller udtrykt mere galant: manglende fokus på kvalifikationer.

Heldigvis blev regeringen også på dette punkt klogere og opgav ideen om kvoter. Men den lov om måltal, som man i stedet gennemtvang, er ikke god. Først pålægges store danske selskaber at indrette en politik for at øge andelen, hvis et køn er underrepræsenteret i de øverste ledelseslag. Store selskaber har allerede en sådan politik og typisk en hel HR-afdeling til formålet, og dermed er lovkravet i bedste fald overflødigt, i værste fald udtrykker det en manglende tillid til selskabernes reelle hensigter. Hvis politikerne vil styrke kvinders erhvervsmuligheder, kunne de mere nærliggende begynde med de forhold, som ligger inden for deres eget ansvarsområde, f.eks. styrke muligheden for at kombinere et familieliv med den hårde arbejdsdisciplin, som det kræver at nå de øverste ledelseslag, herunder institutionspladser og deres åbningstid og adgangen til hjemmehjælp, au pair og skattemæssige incitamenter.

Dernæst skal de store selskaber fastsætte såkaldte måltal. Dette krav lanceres i lovforslaget som en pendant til de anbefalinger, som Komiteen for God Selskabsledelse udgiver. Det er noget af en tilsnigelse. Komiteens anbefalinger angår diversitet i relation til kvalifikationer og er dermed ikke begrænset til køn. Men især er anbefalingerne frivillige, hvorimod loven om måltal er en straffelov. Den eneste fællesnævner er, at selskabet selv må vælge sine måltal. Dette glade budskab om valgfrihed fremhæves da også centralt i lovforslaget: »Det er virksomhederne selv, der skal opstille et måltal under hensynstagen til de forhold, der gør sig gældende i den enkelte virksomhed, og det er dermed frit for virksomhederne at bestemme, hvad der er et realistisk måltal. Herved tages der også hensyn til, at der er stor forskel på de forskellige brancher. Nogle erhvervsgrene er mere attraktive for kvinder end andre, hvorfor det kan være uhensigtsmæssigt, hvis måltallet skal være ens for alle.«

Desværre ligger tanken om tvang aldrig ret langt væk for politikere, og nærlæser man lovforslaget, vil man opdage, at der begravet i bemærkningerne er to krav til måltallet. For det første skal der angives en tidshorisont på højst fire år for opnåelse af måltallet. Men kravet om en tidshorisont er ikke nævnt i lovens egen tekst og er dermed ikke en del af loven. Dernæst bemærkes: »Heraf følger, at den fastsatte andel skal være større end den andel, det underrepræsenterede køn udgør på tidspunktet for fastsættelsen af måltallet.« Denne bemærkning har heller ikke støtte i lovens egen ordlyd, men synes at følge af den første bemærkning om en tidshorisont, der heller ikke selv er nævnt. Der foreligger således en non sequitur, dvs. en falsk følgeslutning, hvilket svarer til, at man først planter det ene ben i den blå luft og derefter prøver at tage næste skridt i samme retning; det går ikke.

Nu er det ikke første gang, at en regering forsøger at lovgive i bemærkningerne, og da danske dommere er pæne mennesker, vil de normalt prøve at tilgodese lovgiverens hensigt, selv hvor den er skjult i bemærkningerne. Men det kan næppe ske her, for kravet om stadigt højere måltal modsiges jo af de centrale bemærkninger om selskabernes frihed til selv at vælge. Endvidere er loven en straffelov, hvilket lægger bånd på dommernes instinktive imødekommenhed.

Konsekvensen er, at selskaberne kan fastsætte måltallet helt frit, f.eks. kan de vælge det måltal, som afspejler aktionærernes seneste valg til bestyrelsen og dermed respekterer deres ejendomsret i disse anliggender. Imens kan de håbe på, at loven ophæves igen efter et regeringsskift, for den repræsenterer benhård blokpolitik, der blev gennemtrumfet hen over en enig opposition.

Der er også andre eksempler på sjusk, f.eks. gælder kravet om måltal ikke for selskaber med færre end 50 medarbejdere. Tallet 50 synes grebet ud af luften som så meget andet i denne lov. Det er i hvert fald ikke et tal, der optræder i den selskabsretlige lovgivning, hvorimod man kender tallet 35, hvilket er grænsen for medarbejderrepræsentation. Det synes at have undgået lovgivernes opmærksomhed, at medarbejdere ikke bare er medarbejdere, men kan have forskellig tilknytning. Men loven om måltal angiver ikke, hvordan de 50 medarbejdere skal opgøres, og der gives heller ingen hjemmel til at beregne det. De arme embedsmænd i Erhvervsstyrelsen har i en vejledning foreslået, at man bruger reglerne om medarbejderrepræsentation til beregningen. En sådan vejledning er ikke bindende for borgerne, men hvad skal man ellers gøre, når nu loven er så ubehjælpeligt udformet?

Endelig fremgår det af loven, at medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen ikke skal regnes med ved opgørelsen af underrepræsentation. Så fik regeringen klargjort ganske eftertrykkeligt, at de ikke er lige så fine som de aktionærvalgte medlemmer, hvilket ellers har været udgangspunktet i lovgivningen.

Princippet om, at når noget går galt, så går det rigtig galt, gælder åbenbart også for lovgivning. Når der henses til, at denne lov bygger på en mangelfuld analyse, uvidenhed om selskabernes indretning og utilstrækkelig empiri, kan det ikke undre, at loven blev selvmodsigende i sine intentioner og sjusket i sin udførelse. Den efterlader os målløse.