Krasnik tager til genmæle

Martin Krasnik: De seneste ugers diskussion om Lars Hedegaards besøg i Deadline vidner om en atomiseret og overfladisk offentlighed, hvor det man i andre lande ville opfatte som et almindeligt kritisk interview har startet en bandekrig på ord. Men ligesom at den muslimske verden trænger til religionskritik, bør Hedegaards usammenhængende påstande vel udsættes for kritisk journalistik, eller hvad?

En tegning af en skægget, bistert udseende mand med en bombe i sin turban. Kurt Westergaards karikaturtegning blev lige så definerende for mig og mange jævnaldrende danskere, som Den Kolde Krig var for dem, der er en halv eller hel generation ældre. Jyllands-Postens karikaturtegninger tvang Danmark ind i den globale debat efter 11. september. Ligesom under Den Kolde Krig handlede det om identitet, demokrati og ideologiske modsætninger, men nu fik vi det store slagsmål om religion med i købet. Det religiøse spørgsmål om kollektive dogmer og personlig identitet havde vi lykkeligt glemt i vores del af verden. I årevis havde vi brugt ord og udtryk, som om de var objektive fænomener, alle er enige om: Tolerance, oplysning, ytringsfrihed, trosfrihed osv. Men disse fænomener har ikke bare været genstand for drabelige opgør i verdenshistorien. Kampen om dem er en forudsætning for demokratiet og skaber stadig daglige politiske sammenstød i resten af verden. Det var vildt fascinerende at være midt i. Muhammed-tegningerne opløste vante skillelinjer, og der opstod nye, overraskende alliancer: Humanistiske venstrefløjstyper gik arm i arm med erhvervslivet og »anstændige« borgerlige og prædikede tolerance og følsomhed. Dansk Folkeparti fandt nye venner i tidligere kommunister, der nok kunne kende en totalitær ideologi, når de så den. Muhammed-krisen tvang os til at tænke os om på ny.

I de sidste par uger har mit interview med Lars Hedegaard fået en del opmærksomhed. Jeg er journalist, og jeg elsker offentlig debat, så jeg er naturligvis glad for den overvældende interesse. Ikke mindst fordi jeg går meget op i netop disse spørgsmål. I 2005, lige før offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne, skrev jeg en bog og lavede en dokumentarfilm om islamisme. Jeg rejste gennem flere muslimske lande og opsøgte fremtrædende islamister for at forstå deres tankegang. Det var ikke mindst på grund af denne rejse, at jeg straks vidste, hvad jeg som journalist skulle mene om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Jeg synes, at Flemming Roses idé var fantastisk, og jeg ville ønske, at jeg selv havde fået den. For en publicist er sagen da klar! Selvfølgelig skal alle i et demokratisk samfund kunne udsættes for både hård kritik, latter og pegende fingre, især når der er tale om kollektive dogmer. Naturligvis går det nogle gange ud over tolerancen, men sådan må det være i offentlighedens syrebad. Jeg forstod derfor ikke kritikken. Folk med et normalt globalt udsyn så pludselig vor tids store globale debat som et resultat af den danske højrefløjs provokationer.

Året før havde Lars Hedegaard og Søren Krarup grundlagt Trykkefrihedsselskabet, fordi forfatterforeningen PENs bestyrelse ikke kunne tage sig sammen til at optage Hedegaard som medlem. Hedegaards reaktion var forståelig, og der var brug for et forum, der kunne holde ytringsfrihedens fane højt. Men Hedegaards selskab blev mere og mere skingert. I 2003 udgav han sammen med Helle Merete Brix og Torben Hansen bogen I Krigens Hus, der var fuld af løse påstande om muslim­ernes planer om at overtage magten i Vesten. I årene derefter afskrev mange Lars Hedegaard som seriøs samfundsdebattør. Men det betyder naturligvis ikke, at alt, hvad han siger, er forkert. Jeg selv mente og mener stadig, at ytringsfriheden åbenlyst bliver krænket af kravet om respekt for religiøse følelser og traditioner. At påstå, at den frie religionskritik i medierne, kunsten og på universiteterne skam ikke er truet, er ganske enkelt mærkeligt. Og jeg mener stadig, at venstrefløjen har fejlet eklatant ved at overlade religionskritikken, som ellers er dens historiske speciale, til den yderste højrefløj. Alle ideologier er ikke ens, og det er alle religioner heller ikke. At forklare vold og undertrykkelse blandt muslimer med udtrykket »der er ekstremister alle vegne« er i bedste fald udtryk for påfaldende intellektuel dovenskab.

Derfor faldt det mig naturligt at skrive en invitation til Lars Hedegaard, hvor jeg udtrykte beundring for hans mod til at ytre sig og undren over den valne opbakning til ham efter mordforsøget. Overalt fandt man det jo nødvendigt at behæfte støtten til Hedegaard med forsikringer om, hvor uenig man naturligvis er med ham – som om det havde noget med sagen at gøre. Men efter knap to måneders tid var det en indlysende journalistisk opgave at spørge til de holdninger, Hedegaard selv mener, han blev forsøgt myrdet for. Det indvilligede han i. I telefonen sagde jeg til ham, at jeg ville spørge om »dhimmificeringen« af samfundet, som han taler om, og om den kritik, der er rejst mod ham. Hedegaard er jo en garvet debattør, og han svarede, at jeg kunne »spørge om hvad som helst«. Til ære for Søren Krarup og hans stopur kan jeg fortælle, at jeg i alt talte i telefon med Hedegaard i otte minutter og 56 sekunder, hvilket plejer at være rigeligt til at gennemgå temaerne for et interview.

Som bekendt gik det ikke, som Hedegaard håbede på. Han svarede ikke på flere helt åbne, simple spørgsmål om sine grundsynspunkter. Mange af dem havde han endda haft tid til at tænke over, siden Ole Birk Olesen stillede ham dem på internetmagasinet 180grader for et par år siden.

De 25 minutter i Deadline fik Hedegaards støtter til at slå jernring om ham, allerede før interviewet blev bragt. At de opfatter situationen som en decideret krig, blev hurtigt tydeligt. Ammunitionen var aggressiv mistænkeliggørelse af mig. Med Søren Krarup som talsmand fik kritikken et helt religiøst sprog: Jeg er en »falskner«, en »løgner«, en »forræder«, ja, man ser Judas for sig, og ironisk nok var budskabet, at Lars Hedegaard skulle behandles med en særlig respekt og varsomhed – ligefrem tolerance? Jeg havde åbenbart krænket deres profets ære.

Måske skyldes vreden og al den snak om falskhed og forræderi, at jeg tidligere – på grund af mine holdninger til Muhammed-krisen – var blevet opfattet som »en af deres«. Nu var jeg pludselig en vendekåbe, en landsskadelig kulturradikal, en overløber! Som forfatteren Kristian Ditlev Jensen skrev i den mest mærkværdige kommentar, legitimerede jeg ligefrem mordforsøget ved overhovedet at spørge til Hedegaards holdninger.

Denne verden af venner og fjender forklarer måske også begejstringen på den modsatte side. Som Jakob Feldt skrev i Information, havde jeg nu endelig fattet, at jeg selv og mine kolleger i årevis har »kurtiseret« Hedegaard og hans lige. På begge sider er det åbenbart opsigtsvækkende, når et enkelt menneske har op til flere svar på samme spørgsmål og i samme sætning kan sige: Ytringsfriheden bør ikke gradbøjes på grund af misforstået »respekt«, den muslimske verden trænger til seriøs religionskritik og et opgør med de rådende dogmer – og Hedegaards usammenhængende påstande bør udsættes for kritisk journalistik, hvad ellers?

Gid flere ville bevæge sig ind i det ingenmandsland, der er opstået mellem fronterne i den danske offentlighed. De sidste uger har været så forudsigelige – som at se et dansenummer med de stridende bander i West Side Story. I Information og Politiken var der udelt begejstring. I Berlingske var der vrede eller bortforklaringer; selv chefredaktøren købte Trykkefrihedsselskabets påstand om, at jeg havde sået tvivl om, at attentatet overhovedet har fundet sted. I Jyllands-Posten var det mest sort raseri.

Det var også overraskende, at en hel del af mine kolleger hoppede med på Søren Krarups forsøg på at fjerne opmærksomheden fra interviewets indhold. På Politiken glimrede man med at løbe med på klagen over, at jeg havde »snydt« Hedegaard, og man fik en lektor på RUC til at udtale sig i dystre vendinger uden at besvære sig med at spørge mig til sagen først. Måske er det ikke så mærkeligt, at et simpelt, kritisk interview, som er hverdagskost i andre lande, kan skabe så stort postyr.

Det afgørende er dog, at de sidste ugers bandekrig om Lars Hedegaard vidner om en sært atomiseret og overfladisk offentlighed, hvor alt for mange reagerer med loyalitet mod de andre medlemmer af banden. Det handler mest om, hvad man mener – ikke om man er nået frem til sin holdning ved at tænke sig om og se på virkeligheden. Hvis vi vil finde et sted, der seriøst har brug for et opgør med rådende kollektive dogmer – så behøver vi nok ikke lede så længe.