Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kræftoverlevelse er et fælles anliggende

Julie midtgaard, Morten Quist og Brian Holm: Har vi tiltro til, at den danske befolkning vil have forståelse for vigtigheden af at engagere sig frivilligt og bidrage økonomisk til bekæmpelse af kræftsygdom, selvom fokus i kommunikationen om kræft flyttes fra historier, der kalder på medlidenhed, til historier, der kalder på beundring?

Tegning: kamilla wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kræftens Bekæmpelse har i oktober måned gennemført sin kampagne ’Støt Brysterne’. Kampagnen afsluttes med en reklamebetalt TV-transmitteret gallaforestilling, som, i tillæg til glitrende tilbudsaviser med alskens sløjfe-produkter fra rugbrød til hygiejnebind og smykker, let kan give det indtryk, at den bedste eller mest effektive vej til bekæmpelse af brystkræft er gennem øget forbrug. Vi skønner det rimeligt at stille spørgsmålstegn ved, hvem der profiterer af, at brystkræft kommercialiseres og til formålet seksualiseres? Og har man overvejet betydningen af at profilere én diagnosegruppe frem for andre, som naturligt trænges i baggrunden?

Forskning, uddannelse, oplysning og støtte beror i betydelig grad på private midler og derfor er landsdækkende indsamlinger indlysende nødvendige, og fremstillingen af kræftpatienten som et offer er besnærende. Hvem er imidlertid kampagnens virkelige interessenter udover de virksomheder, som har øjnet en unik mulighed for at markedsføre deres produkter? Og er det muligt, at sådanne aktiviteter i højere grad kunne forenes med det budskab, som kvinder med brystkræft – og alle andre kræftpatienter med dem – måske reelt savner, nemlig, at de er overlevere – at de er stærke, og at deres styrke angår os alle. Har Kræftens Bekæmpelse overset eller bevidst forsømt denne mulighed?
Populært sagt stiger antallet af personer, som dør med kræft i forhold til tidligere, hvor et flertal døde af deres kræftsygdom. Når færre dør, skabes flere overlevere, og vi forpligtes til at forholde os til, hvad det vil sige at være overlever, og hvilket potentiale, der antagelig skjuler sig heri. I USA har man igennem flere år talt om survivorship og navnlig organisationen LIVESTRONG opmuntrer til solidaritet i kampen for kræftoverlevelse.

LIVESTRONG er uadskillelig fra sin grundlægger Lance Armstrong og hans historie. Lance Armstrong blev i 1996 diagnosticeret med fremskreden testikelkræft. Han gennemgik aggressiv behandling, herunder en operation, hvor lægerne fjernede svulster i hans hjerne. Året efter erklæredes han sygdomsfri og mindre end tre år efter sin diagnose vandt han første gang Tour de France – en præstation, som han gentog syv år i træk.

I lyset af Lance Armstrongs historie, er LIVESTRONG blevet synonymt med synliggørelse af den enkelte kræftoverlevers ressourcer, der fordrer respekt, handling og ansvar. Det er et bevidst modtræk til fremstillingen af kræftpatienten som et offer, der betoner medlidenhed, apati og passivitet, som nok vækker sympati, men som risikerer at underminere den enkeltes mulighed for og krav på social inklusion og deltagelse samfundsmæssigt.

Kræftoverlevelse er en kvalitet, som alle med en kræftdiagnose bør tillades uanset prognose. Dermed er overlevelse noget substantielt andet end helbredelse. Overlevelse indbefatter håb uanset sygdomsstatus og handler først og fremmest om betydningen af en fælles indsats for synliggørelse og bevarelse af den enkelte kræftoverlevers værdier og værdighed. Håb må ikke forveksles med optimisme, men angår snarere en tiltro til, at livet kan opleves meningsfuldt uanset udfaldet. Lad os tilbyde nogle konkrete eksempler.
Aktuelt mødes mennesker med lungekræft to gange om ugen for at træne på Rigshospitalet i et forskningsprojekt kaldet LUFT (Lungekræft og Fysisk Træning). Deltagerne er informeret om, at de formentlig ikke kan blive helbredt for deres sygdom, men har samtidig fået installeret troen på, at det nytter og giver mening at træne kroppen. Det afgørende er, at træningen peger ind i fremtiden og tilbyder dem en stolthed og en anledning til at virke i fællesskab med ligesindede.

Et andet eksempel angår initiativet Proof of Life. For tre år siden inviterede vi 12 unge kræftoverlevere til at gøre det umulige muligt. På ni dage besteg de Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, kørte 250 km på mountainbike og gennemførte et maraton. De var drevet af viljen til og håbet om, at deres kræftdiagnose ikke skulle få overtaget i deres unge liv, og at en ekstrem livsbegivenhed nogle gange bedst besvares med ekstreme midler. Sammen dannede vi foreningen Proof of Life, som den dag i dag fortsat inspirerer og giver håb til unge voksne med kræft i et sprog og aktivitetsform, som respekterer og reflekterer, at de først og fremmest er unge voksne.

Ligeså væsentligt som at kunne tilbyde særlige fællesskaber for kræftoverlevere, er dog udvikling og afprøvning af strategier, der kan sammentænke muligheden for inklusion og sammenhold på tværs af aldersgrænser, køn og sociale skel og modvirke, at den enkelte føler sig social tekskluderet eller marginaliseret som følge af sin kræftdiagnose. Således har vi for nylig etableret foreningen PACT, som, udover at være en forkortelse for Physical Activity after Cancer Treatment, netop bygger på vigtigheden af social inklusion. Delvis inspireret af LIVESTRONG, har de nævnte eksempler til fælles, at de kobler kræftoverlevelse med idræt – ikke med henblik på at udbrede sundhedspædagogiske formaninger om gevinsten ved fysisk aktivitet, men snarere for at inspirere, forføre og vise tillid til, at overlevelse er mulig som et mål i sig selv.
Kræftoverlevelse starter i det øjeblik, at diagnosen er en kendsgerning. Konfrontationen med egen dødelighed kan provokere en evne og en vilje til at udforske og holde særlig godt fast i det, der betyder noget i livet. Af den grund er kræftoverlevelse en krævende proces, som nødvendigvis vil afsløre ressourcer eller mangel på samme, og som kan bevirke en robusthed, råhed og en insisteren, som kan skabe både forundring og fortvivlelse hos dem, der ikke har personlig erfaring med at leve med en livstruende sygdom. Pointen er dog netop, at en kræftdiagnose kan give den enkelte et psykisk forspring i forhold til sine omgivelser. Alligevel er kræftoverlevelse alt andet end et individuelt og egoistisk projekt. Uagtet at en kræftdiagnose kan være indsigtsgivende, ville de fleste kræftpatienter formentlig have foretrukket en eksotisk udenlandsrejse eller højskoleophold for at udvide deres horisont.

En kræftsygdom er en reel trussel, som fordrer handling ledsaget af kritisk snarere end ensidig positiv tænkning.  

Da Lance Armstrong besluttede at gøre comeback i Tour de France i 2009, udtalte kritiske røster, at han ikke kunne få nok af rampelyset. Lances respons var, at hans comeback hverken tilhørte ham selv eller hans kritikere, men derimod de 28 millioner, som på verdensplan kan betegnes kræftoverlevere. Han garanterede ikke, at han ville vinde, men at budskabet om, at kræftsygdom kan overleves, ville sejre. Lance Armstrongs sportslige bedrifter vil til enhver tid tjene som manifest af de psykologisk præstationsfremmende egenskaber ved en kræftdiagnose – egenskaber og kvaliteter, som alle med en kræftdiagnose potentielt har adgang til og krav på. Tillad os – i sagens tjeneste - at driste os til at mene, at cykelsport på det niveau – som kræftoverlevelse i øvrigt – kan betragtes som en personlig kunstform, hvor budskabet er indrammet i en stræben efter overvindelse, mod og håb.

Har vi tiltro til, at den danske befolkning vil have forståelse for vigtigheden af at engagere sig frivilligt og bidrage økonomisk til bekæmpelse af kræftsygdom, selvom fokus i kommunikationen om kræft flyttes fra historier, der kalder på medlidenhed til historier, der kalder på beundring? Er svaret ja, er tiden inde til at tiltag, der understøtter og tillader, at kræftpatienter kan opfatte sig selv og opfattes af andre, som overlevere frem for ofre. Hvis danskerne vil og er klar ligger mulighederne åbne for fælles investering i overlevelse – ikke kun målt i antal leveår, men i kvaliteten af disse leveår med eller uden sygdommen som ledsager.