Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Konservative og liberale supplerer hinanden

Kronikken: Debatten i Berlingske om konservatisme kontra liberalisme har været ideologisk og noget verdensfjern, skriver Martin Ågerup, Cepos. Fælles for borgerlige vælgere er ønsket om personlig frihed og personligt ansvar.

Liberale og konservative er i virkeligheden tæt på hinanden, skriver Martin Ågerup. Her Lars Løkke Rasmussen (V) og Lars Barfoed (K). Foto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rune Kristensen (RK) kalder i Berlingske 16.09 Cepos for Danmarks måske vigtigste borgerlige organisation. Så langt er vi enige. RK kritiserer endvidere Cepos generelt og mig specifikt for ikke have deltaget i sommerens debat om liberalisme og konservatisme. Det er nu ikke helt korrekt. Jeg har faktisk deltaget i debatten i de elektroniske medier. Men dette er mit første indlæg på skrift.

Efter min mening har debatten været kørt på de helt høje ideologiske nagler, hvilket desværre har gjort den noget verdensfjern. Man er blevet efterladt med det indtryk, at der skulle være en afgrundsdyb kløft mellem de to ideologier. De fleste avislæsere vil sikkert undre sig lidt. For sandheden er jo, at konservative og liberale oftest ligger ganske tæt på hinanden i den praktiske politik, og at de borgerlige partier langt hen ad vejen konkurrerer om de samme vælgere.

Dette paradoks opstår blandt andet, fordi mange af sommerens debattører helt har ignoreret, at begge ideologier ikke kun har en principiel, men også en utilitaristisk begrundelse. Ideen er, at man ikke kun vurderer samfundsindretningen på, hvad der er retfærdigt udfra en teoretisk principiel betragtning, men udfra hvordan den vil virke i praksis. Liberalismens utilitarisme har et lidt andet udgangspunkt end konservatismens, men i praksis ender begge borgerlige retninger ofte med både at fremføre parallelle argumenter og med at nå til noget nær identiske anbefalinger.

Den liberale utilitarisme udspringer af tænkere som John Stuart Mill og før ham Adam Smith. Den konservative tilgang udspringer delvis af samme tænkning, men ligeledes af en opfattelse af en given samfundsorden som begrænsende for, i hvor høj grad det fremover vil være ønskeligt – og kunne lade sig gøre – at lave drastisk om på samfundsindretningen. Normer og traditioner sætter rammerne for en given samfundsorden, som ikke kun kan begrundes abstrakt, men også konkret i landets historiske rødder og traditioner. Ikke mange liberale vil være uenige i, at det forholder sig sådan. En velfungerende markedsøkonomi forudsætter for eksempel visse normer i befolkningen, og selv en nok så velskreven forfatning kan ikke i længden beskytte borgerne mod vilkårlige overgreb, hvis et samfund ikke har en indarbejdet frihedstradition.

Sommerens ideologidebat tog udgangspunkt i rene teoretiske betragtninger og fremstår således løsrevet fra virkeligheden. Når nogle liberale kritiserer den førte klima- og energipolitik, skyldes det ikke, at fremtidige generationer i en liberal optik er ligegyldige, som nogle af sommerens debattører har påstået. Kritikken er derimod ganske praktisk og jordnær, nemlig, at den i øjeblikket førte politik angiveligt ikke kan opnå sit erklærede formål og har meget uheldige følgevirkninger, hvis omkostninger meget vel kan overskygge de eventuelle gavnlige effekter ved selve politikken. Det er en kritik, som også enhver konservativ bør forholde sig til, og hvis man i øvrigt er enig i analysen, burde man også her kunne finde fælles fodslag med de liberale kritikere.

RK beskylder Cepos for ikke at ønske de konservatives selskab. Det er ikke korrekt, og RK synes ikke helt at have forstået, hvad Cepos er. Cepos er en uafhængig borgerlig tænketank. Det betyder, at vi har et idépolitisk udgangspunkt, men er uafhængige af særinteresser, heriblandt politiske partier. Vores primære fokus er at udpege konkrete problemer i vores samfundsindretning samt at udarbejde mulige løsningsforslag. Helt overordnet ser vi bl.a. et behov for reformer, der reducerer skattetrykket og dermed leveomkostningerne for danskerne og produktionsomkostningerne for danske virksomheder. Hvis der skal være råd til det, må den offentlige sektors størrelse reduceres, og langt færre danskere i den arbejdsdygtige alder skal leve på passiv forsørgelse. Endvidere skal velfærdssektoren gøres mere effektiv gennem konkurrenceudsættelse samt andre reformer, der skaber gode incitamenter til at køre længere på literen.

Jeg vil tro, at langt de fleste konservative kan erklære sig enige i denne analyse. Det samme gælder i øvrigt langt de fleste liberale, mange socialliberale og endda en hel del socialdemokrater. Af samme årsag har Cepos da også en tæt og god dialog med politikere fra det meste af det politiske spektrum.

RK påstår, at der ikke er én konservativ fuldtidsansat i Cepos. Jeg ved ikke, hvor han har den oplysning fra. Personligt ved jeg ikke, om den er rigtig eller forkert. Eftersom Cepos er partipolitisk uafhængig, ansætter vi ikke medarbejdere udfra deres partipolitiske tilhørsforhold. Det eneste, der tæller, er medarbejdernes faglige dygtighed, og vi har såmænd også haft en medarbejder, som tidligere havde været ansat i et af partierne i den nuværende regering. Vedkommende blev hverken ansat på grund af eller på trods af dette. Vedkommende blev ansat på baggrund af sin fænomenale faglige dygtighed.

Cepos’ analytiske fuldtidsmedarbejdere er talspersoner for Cepos. Disse kan derfor ikke samtidig være folkevalgte eller kandidater for politiske partier, fordi en sådan dobbeltrolle ville skabe interessekonflikter. Cepos arbejder også sammen med universitetsforskere og andre personer, som er knyttet til et konkret projekt, men ikke fastansat i Cepos. Disse er selvsagt ikke talspersoner for Cepos.

Niels Westy Munch-Holbek, som RK kritiserer for konkrete udsagn på Facebook, er tilknyttet på dette grundlag, og hvad han skriver på sin Facebook-profil, er hans egen sag. Det afgørende er, at Niels er hyret til at forvalte Cepos Akademi i den rette Cepos-ånd, således at de studerende præsenteres for såvel konservative som liberale tænkere. Blandt oplægsholderne på dette efterårs kursus er Mikael Jalving, Søren Hviid Pedersen, Henrik Gade Jensen og Morten Uhrskov.

Helt hen i vejret er det, at RK vil gøre det til et Cepos-anliggende, hvad Christopher Arzrouni eller Ole Birk Olesen skriver på Facebook. Summa summarum er, set fra mit synspunkt, at RK ikke giver et eneste eksempel på en Cepos-medarbejder, der har blandet sig i partipolitisk fnidder. Vi forholder os til, om et givet politisk forslag trækker Danmark i den rigtige eller i den forkerte retning – helt uafhængigt af, hvilket parti der har fremsat det.

I en fremragende kronik i denne avis skrev Brian Mikkelsen 28.08 om Kasper Elbjørns lige så vellykkede kronik ugen forinden, at det med udgangspunkt i tænkeren Friedrich von Hayek stod klart, »at Elbjørn, der er medlem af Venstre, er konservativ-liberal«. BM tilføjede: »Jeg kalder mig selv liberal-konservativ og havde meget svært ved at være uenig i Elbjørns kronik.«

Personligt har jeg det på samme måde. Liberalismen og konservatismen supplerer hinanden og danner tilsammen det, man i Danmark kunne kalde borgerligheden. Som borgerlige ønsker vi en samfundsorden, der fremmer personlig frihed og personligt ansvar. Vi ved, at man passer bedre på sine egne penge end på andres, og derfor bør så mange af dem som muligt blive i borgernes og virksomhedernes lommer, hvor de kan gøre mest gavn. Staten skal koncentrere sig om færre opgaver, som den dermed kan løse bedre, heriblandt at hjælpe samfundets svageste i stedet for alle os andre, som kan selv. Den offentlige regulering bør være enkel og forståelig for dem, den berører. Målet med den bør være at fremme frivillig interaktion mellem borgere og virksomheder – både her i landet og på tværs af landegrænser.