Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Konservative og liberale er ikke brødre

Konservative er ikke berøringsangst for at lovgive på områder, der af liberale betragtes som hørende under privatsfæren. Emner såsom prostitution, organsalg, narkohandel, samlivsformer. Frihed i sig selv konstituerer intet, det gør derimod autoritet og orden.

Berlingske skrev i december historien om hvordan biskoppen i kbh satte en revisor til at undersøge omstændigheder omkring en renovering af en fremtrædende præsts embedsbolig til mere end 2 mio. kr. En revisionsrapport afslører nu, at sydhavn sogn har brugt mere end 8, 6 mio. kr. uden godkendelse. Her Frederiksholm Kirke i Sydhavn Sogn. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den sidste uge har der været en heftig avisdebat mellem liberale og konservative. Debatten har fokuseret på de forskelle, der er mellem liberalisme og konservatisme. Jeg vil i det følgende forsøge at formulere, hvad konservatismen er, og hvorledes den er forskellig fra liberalismen. I den forbindelse vil jeg referere til den moderne konservatismes skaber, Edmund Burke. Uden dette idéhistoriske perspektiv bliver diskussionen let diffus og udflydende. Uden viden om fortiden, og den idemæssige tradition, mangler vi simpelthen et alfabet til at formulere vores nutidige tanker og refleksioner. Måske man skal melde provokativt ud og sige, at konservatismen har ikke mere til fælles med liberalismen, end den har med marxismen. Så enkelt kan det siges. Konservatismen er en selvstændig idétradition. Konservatismen, som en politisk anskuelse, blev først formuleret af den engelske politiker, litterat, filosof m.m., Edmund Burke. I hans værk, Reflections on the French Revolution, formulerede Burke en konservativ kritik af den første liberalistiske revolution, nemlig den franske revolution. Denne kritik har stadig relevans for konservatismen i dag. For det er i dette værk, at Burke fremsætter en fundamental kritik af Oplysningens politiske filosofi.

Det er specielt to pointer, som Burke gjorde sig, der er værd at ihukomme som moderne konservativ. For det første en kritik af alle ideologier, der forsøger radikalt at skabe, eller modellere, et samfund efter en bestemt politisk ideologi. Hvad Burke så var kimen til en totalitær politisk styreform. Hele datidens franske samfund skulle omstyrtes, og i stedet skulle liberale værdier og institutioner indføres til fordel for de hævdvundne og historisk betingede oprindelige institutioner. Mange moderne liberale vil nu så indvende, at deres ide om individuel frihed netop ikke er en samfundsmodel, men opgøret med en hvilken som helst samfundsmodel til fordel for det enkelte menneskes ret til at leve som han/hun vil. Men selv dette er jo også udtryk for et ideologisk perspektiv for, hvorledes det fremtidige samfund skal se ud. Den britiske konservative politiske tænker, Michael Oakeshott, beskrev den liberalistiske F. A. Hayeks tanker om et liberalt samfund og hans kritik af det socialistiske samfund og den marxistiske samfunds- idé, som værende udtryk for den samme ideologiske tænkning bare med modsatte ideologiske fortegn! Den konservative tager derimod udgangspunkt i de historisk givne konkrete traditioner, der udtrykker kontinuitet og stabilitet. Dette gøres fordi det enkelte menneskes fornuft, og moralske habitus, er skrøbelig og ufuldstændig. Den viden og erfaring vi har, er nemlig indlejret i samfundets konkrete traditioner og institutioner. Eftersom der findes mange kulturer og nationer med andre traditioner og institutioner betyder det også, at det at være konservativ i Kina, Tyskland, USA og i Danmark har vidt forskellige politiske udformninger og konsekvenser. Og dette leder os over i Burkes anden pointe.

For den konservative er den væsentligste betingelse for et godt og frit samfund stærke traditioner og institutioner. Mennesket er et skrøbeligt væsen, og for at overleve og leve et godt liv, skaber vi institutioner og traditioner. Institutioner såsom familie, nære netværk, arbejdsfællesskaber, kulturelle og religiøse fællesskaber, og endelig politiske fællesskaber eksemplificeret i nationen og staten. Dette er i og for sig ikke underligt. Hvis vi tænker på vores personlige liv, så vil de fleste mennesker mene, at det, der gør livet værd at leve, er vores liv sammen med andre mennesker, vores familie, børn, venner, arbejdskollegaer etc. Dette har også en politisk konsekvens. For det er en opgave for konservatismen at skabe en ramme og struktur for mange af disse historiske og givne fællesskaber. Det betyder også, at konservative meget ofte anvender politisk autoritet til at opretholde forudsætningerne for disse fællesskaber. Med tryk under forudsætningerne. Dette betyder blandt andet, at konservative ikke er angst for at anvende politisk autoritet til at sikre de før-politiske forudsætninger for et velfungerende samfund. Konservative vil derfor gerne politisk sikre forudsætningerne for familien, folkeskolen, kirken, monarkiet, store vægtige kulturinstitutioner, et socialt sikkerhedsnet for dem som ikke kan hjælpe sig selv etc. Frihed i sig selv konstituerer intet, det gør derimod autoritet og orden.

Det er disse mange fællesskaber, der er grundlaget for et velfungerende samfund. En samlet lære af Burkes observationer og tanker er måske en tredje pointe. Nemlig, grundet alle disse meget forskellige fællesskaber, der har meget forskellige mål, værdier og kriterier, så består den politiske opgave for den konservative i at bevare disse mange forskellige traditioner og institutioner. Netop fordi disse skaber mening og retning for det enkelte menneske og de relationer vedkommende indgår i. Konservatismen er grundlæggende værdipluralistisk, hvilket vil sige en anerkendelse af, at vores samfund består af mange forskellige institutioner, der alle har vidt forskellige værdisystemer og kriterier. Som en naturlig konsekvens heraf betragter konservatismen da også, at vores moralske univers består af mange og forskellige værdier. Den konservative politik består i at respektere disse forskellige institutioner og værdier. Der findes ikke en entydig og rationel målestok for samfundets kompleksitet og myriader af forskellige fællesskaber og institutioner. De har dog nogenlunde de samme forudsætninger: velfungerende og stærke traditioner og institutioner og en stærk stat, der er rammen om disse traditioner og institutioner.

Den væsentligste skillelinje mellem konservatismen og liberalismen skal findes i sidstnævntes individualisme. En nødvendig forudsætning for enhver form for liberalisme er en eller anden form for etisk individualisme. Med etisk individualisme forstås det forhold, at det er individers frihed, lighed eller nytte, der har forrang i forhold til alt andet. Dette alt andet kan være Gud, traditioner, nationen, det folkelige fællesskab etc. Dette har helt konkret politiske konsekvenser. Lad mig nævne nogle eksempler.

Konservative støtter en fri markedsøkonomi. Men det er ikke det samme som, at vi støtter et markedssamfund, det vil sige et samfund med en minimalstat, og hvor næsten alle sociale relationer er kommercielle og økonomiske. Markedsøkonomi er kun ét aspekt af et samfund, samfundet er mere end en markedsøkonomi, samfundet er en kompleks social organisme. Moderne konservatisme er således ikke bundet af en politisk logik, der nødvendigvis skal reduceres til individuelle nyttebetragtninger. Der findes således et andet og større perspektiv, end det enkelte individs perspektiv.

Konservative er tilhænger af personlig frihed. Men det er en frihed der har sit udgangspunkt i det fællesskab, som er forudsætningen for det enkelte menneskes liv. Friheden skal således ikke forstås som en individuel ejendom, men som en mulighed for at udfylde de pligter og funktioner, der er forbundet med at være indlejret i de forskellige fællesskaber. Frihed skal anerkendes af andre, og det samfund man er en del af. Friheden skal være indeholdt i en samfundsmæssig matrix, der giver frihed mening og retning.

Konservative er ikke berøringsangste for at lovgive på områder, der af liberale betragtes som hørende under privatsfæren. Emner såsom prostitution, organsalg, narkohandel, samlivsformer etc. er områder, hvor den konservative ikke har nogen problemer med at lovgive i forhold til. For at samfundet kan hænge sammen behøves et fælles værdisæt, en moralsk økologi, der skal beskyttes, forvaltes og udvikles. Det skyldes, at mennesket ikke kun behøver en social og politisk orden, men også en moralsk orden for at kunne fungere.

Den konservative anerkender, at historie, kultur, identitet, religion og politik er sammenbundne og gensidigt afhængige. Det giver derfor ikke mening at hævde, som nogle liberale gør, at man kan være politisk liberal og moralsk konservativ. Til dette vil vi svare, at så er man skizofren. At være konservativ er at vedkende sig at mennesket er et samfundsvæsen, der indeholder og integrerer det omgivende samfunds og fællesskabers forventninger og normer. At være konservativ er at nære en veneration for de døde, en respekt for de levende og en forpligtelse for de ufødte.