Kongerækken

»Dronningen er en levende del af dansk historie, og hun har på sin begavede måde forstået at markere monarkiets plads i et samfund, hvor monarkiet kun er en selvfølge, fordi man ikke tænker over det.«

Foto: Linda Kastrup. »Kongehus og dansk historie hører sammen. Kongehuset repræsenterer landets historie. Hver konge har haft sin historie, som er en del af den historie. Uden historien mister kongehuset sin glans, og den er nu engang en afgørende del af begrundelsen for at have et monarki.« Foto: Linda Kastrup
Læs mere
Fold sammen

Da jeg var barn, lærte man kongerækken, og jeg kan den stadig. Kongerækken er skelettet i min danmarkshistorie, men også når jeg skal placere begivenheder i udlandet i et historisk perspektiv, benytter jeg kongerækken. Ming-dynastiet i Kina 1368-1643 er nemt at huske, når man i den ene ende kan forbinde det med Valdemar Atterdags genopretning af det danske rige og i den anden ende tænke på den aldrende Christian IV og hans kampe mod svenskerne.

Kongerækken er dejlig irrationel og helt neutral, og tallene kan derfor benyttes til at hænge hvad som helst op på. Som mange andre i min generation havde jeg på mit barneværelse en plakat, der med karikerede tegninger af kongerne og angivelse af deres regeringsår mindede os om, at vi bor i verdens ældste monarki, hvor den samme familie med lidt spring hist og her har siddet på tronen. Det begyndte »Once upon a time …« med Gorm den Gamle i 900-årene og endte dengang med Frederik IX. Det giver perspektiv og er i sig selv et af de bedste argumenter for ikke at lave for meget om på det. Danske konger, eller i dag Dronningen, har helt naturligt indtaget en plads, som er bestemt for dem. Ingen valg, ingen sejrherrer, ingen der tror, at de er noget, fordi nogen har stemt på dem. Lakmusprøven er at lukke øjnene og tænke på, hvilke danske politikere vi ville opleve i en kamp om posten som præsident. Nej, vel. Bare tanken sikrer kongehuset fred i vor tid og formentlig lidt mere.

Læs også: DRONNINGEN 75 ÅR

Dronningen er ikke valgt, og vi har ikke regelmæssige præsidentvalg, der sikrer opmærksomhed omkring posten som statsleder. Det er derfor en del af jobbet at sørge for, at vi mærker, at landet har en monark. Regelmæssige runde fødselsdage, der ikke går upåagtet hen, bryllupper og skilsmisser, sågar tvillinger og en højt begavet prinsgemal, der ikke er bange for at sige, at han gerne vil være konge, nytårstaler i et sprog fra verden af i går, som analyseres af tjenstvillige historikere og andre er med til at sikre kongehuset en plads i vores bevidsthed, og så kan man tilmed diskutere, om den ene eller anden prins nu også skal have noget eller hvem, der skal med på kongejagt, og hvem der skal betale det.

Det danske monarki lever i dag højt på Dronningens popularitet. Det hører med til den historie, at Dronningens 75 års fødselsdag finder sted i 75-året for Danmarks besættelse. Der er ikke langt fra 9. til 16. april, og selv om begivenhederne på de to datoer i 1940 ikke har nogen rationel forbindelse, så har de fået det i dansk bevidsthed. En tronfølger blev født umiddelbart efter besættelsen og blev en del af kongehusets bidrag til besættelsesårene. Dronningen og kongehuset er på den måde endnu en del af en levende danmarkshistorie, og så længe det opleves sådan, har kongehuset sin klare berettigelse som symbol på kontinuitet under en nations op- og nedture.

Læs også: Danske dronninger gennem tiden

Historien om kongehuset og Danmark begyndte på plakaten i barneværelset med Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Valdemarstiden som betegnelse for de fremgangsrige 100 år siden midten af 1100-årene er knyttet til kongemagten. Erindringen om den tid er med til at tegne et positivt billede af dansk middelalder, hvor den gamle kong Valdemar giver Jyske Lov med ordene »Med lov skal land bygges«. Mere dansk og rigtigt kan det da ikke blive, selv om det ikke er så dansk endda.

Så gik det mindre godt en tid, indtil Valdemar Atterdag og hans dygtige datter, Margrethe, fik genoprettet landet og endda gjort det til Nordens ledende magt med Kalmarunionen. Den kom til at koste dyrt i forhold til Sverige, og meget andet end Christian IVs højre øje blev tabt i den rivalisering. I 1660 tabte danskerne således enhver politisk indflydelse i forhold til kongen. Under enevælden 1660-1848 havde kongen på papiret en magt som ingen anden europæisk monark, men ufriheden opfattedes som landsfaderlig omsorg, og selv en notorisk udygtig konge som Frederik VI, der ikke ville lytte og traf katastrofale valg, kunne ikke rokke ved enevældens popularitet. Man havde det jo godt, bare man ikke kritiserede styret. Lidt i retning af Kina i dag. Det ændrede sig med Grundloven af 1849, der fritog kongen for regeringsansvaret. Spørgsmålet var herefter, hvad en konge, der ikke har magt, så egentlig skal lave.

Læs også: Eksklusivt interview med Dronningen: »Vi skal ikke lade os kyse«

Der er tradition for, at danske konger bliver ved uanset alder. Erik af Pommern blev ganske vist i 1430erne så træt af at være konge, at han slog sig ned som sørøver på Gotland, men ellers har de holdt ud. Frederik II og Frederik V havde måske et let overdrevet alkoholforbrug, og Christian VII og Frederik VII kan vel med bevaring af den fornødne respekt for embedet kaldes excentrikere, men ellers har det været pligtopfyldende og ordentligt. Ganske vist blev ingen spurgt om, hvad de mente, og var de blevet spurgt, ville det ikke have haft nogen betydning. Det er en af grundene til, at man ikke skal have enevælde, men det er en anden historie.

Der har i Danmark været en lidt pudsig tradition for ikke at betragte kongerne som i sig selv interessante personer, der fortjener en biografi. Christian IV er undtagelsen, men ellers er det først i de senere år, at konger som Frederik IV, Christian VII eller Frederik VI og Christian X har fået en biografi. I virkeligheden er de Christian’er og Frederik’ker med en enkelt kong Hans, der har vekslet siden 1448, jo slet ikke uinteressante. Christian I rejste til Rom og blev den, der gennemførte overgangen fra middelalderkonge til renæssancefyrste, kong Hans og i endnu højere grad Christian II var fascinerende magtmennesker, og Christian III en dygtig og dybt religiøs monark, der mesterligt fik gennemført reformationen i 1536. Frederik III fik manipuleret enevælden igennem, hans søn Christian V fik uden stor begavelse, men med gode rådgivere, enevælden konsolideret, og Frederik IV var en myreflittig monark, der også kunne optræde med pondus, som det måtte forventes af i en enevældig stat.

Læs også: Forsker: Dronningen bør ikke blande sig i indvandrerdebat

Christian VIs pietisme og lukkede væsen er svær at sælge i dag, men det var under ham, at enevælden satte vigtige uddannelsesreformer i gang, og at kongen rent faktisk anerkendte, at regeringen ikke skulle blande sig i domstolenes afgørelser. En stor fordel ved regeringssystemet i 1700-årene var, at bureaukratiet fik lov til at fungere, at dygtige embedsmænd traf afgørelser, og kongerne respekterede indtil Frederik VI, at selv om man var enevældig, var man ikke nødvendigvis den rette til at træffe afgørelse uden at lytte til andre. Kigger man ud i Europa og sammenligner med andre kongehuse, så ser det såmænd slet ikke så dårligt ud.

Kongehusets store spørgsmål i dag handler ikke om tronfølgen, men om kongehusets rolle i fremtiden, den dag nemlig, hvor kongehuset ikke som i dag er en del af en levende og mere eller mindre dramatisk historie, men blot er en familie med familiebegivenheder og interesser som alle andre, iblandet lidt jetset og medieopmærksomhed, men i virkeligheden ikke særlig bemærkelsesværdigt. Kongerækken er nemlig mere end bare årstal. Kongerækken er en ramme om dansk historie, og de vekslende konger og deres historie afspejler landets historie netop som rammen om en tid, hvor kongehuset faktisk spillede en rolle som symbol eller undertiden reelt.

Læs også: Thomas Larsen: Dronningen har ændret kurs

Hvordan det mon skal gå, når der engang sker et tronskifte er ikke nemt at sige. Det er noget at være konge eller dronning af Danmark, og der er noget at leve op til. Kan man undre sig over, at der ikke er skrevet mere biografi om tidligere tiders konger, er faren i dag den modsatte, nemlig at kongehuset får en rolle i medieverdenen som sportsstjerner, rocksangere, skuespillere eller mere eller mindre ekshibitionistiske kendisser uden respekt og sans for embedets ophøjethed. Har nogen været dygtig til at finde balancen her, er det den nuværende dronning. Det lyder lidt gammeldags, og det skal det også være, hvis respekten skal bevares. Dronningen er en levende del af dansk historie, og hun har på sin begavede måde forstået at markere monarkiets plads i et samfund, hvor monarkiet kun er en selvfølge, fordi man ikke tænker over det. Skal det fortsætte, og det må det gerne, så er det afgørende vigtigt, at de, der følger efter, finder deres plads som en del af dansk historie og ikke som almindelige danskere i den mere velhavende ende.

Kongehus og dansk historie hører sammen. Kongehuset repræsenterer landets historie. Hver konge har haft sin historie, som er en del af den historie. Uden historien mister kongehuset sin glans, og den er nu engang en afgørende del af begrundelsen for at have et monarki. En præsident skal gøre sig umage, hvis hun eller han vil genvælges. Vi er i det 21. århundrede, og det samme gælder monarkiet. Her handler det bare ikke om genvalg, men om at bevare en institution, som i den grad er forbundet med vor nationale identitet. Det er på alle livets områder, som Dronningen har sagt om indvandrere: »… man må også stille det krav, at de forstår, hvor de er kommet hen.« Ligesom Dronningen.