Konfliktmægler: Hvis vi vil hjælpe kvinder som Sarah, er vores højlydte forargelse over imamer ikke nok

Sarah er presset ind i en kulturkløft. Den traditionelle marokkanske, hvor familien og netværket arbejder for at bringe parterne under samme tag igen uanset, hvordan samlivet ellers udfolder sig. Og den danske, hvor retten til skilsmisse formelt er en selvfølge, men hvor det samtidig er ønskeligt og forventeligt, at adskilte parter kan samarbejde ligeværdigt og ligestillet. Ingen af modellerne passer til Sarahs virkelighed.

»Selvfølgelig skal vi som samfund, tydeligt og skarpt, tage afstand fra imamer, som udøver undertrykkende praksis, men vil vi mere end tage afstand, må vi samtidig slå følge med de kvinder, som har modet til at søge en anden vej,« skriver Ruth Juul. Asger Ladefoged

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Medierne har i de seneste uger haft fokus på vilkårene for skilsmisse for nogle kvinder med muslimsk baggrund. Den berettigede forargelse står i kø; det er utilstedeligt og forkasteligt, at imamer på dansk grund sætter krav op for at bevilge såkaldt islamisk skilsmisse til kvinder, der bor og lever i Danmark.