Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Københavns Små Storbyteatre – udvikling eller afvikling?

Overalt i kultursektoren diskuteres den hårdfine balance mellem tradition og fornyelse.

Pelle Nordhøj Kann, kunstnerisk leder, Teatergrad og Det Flydende Teater. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra politisk hold har der i flere år været et klart fokus på at få kulturlivet til at drive en bedre forretning. Et fokus, der har været helt nødvendig og ganske forståligt. Desværre har det økonomiske fokus også gjort at mange teatre har nedprioriteret den kunstneriske udvikling.

Der er langt i mellem de store sats og det er som om, vi alle har haft så travlt med at skabe markante profiler, at vi er blevet fanget i vores egen form. En form, der desværre er ved at fastfryse udviklingen i det københavnske teaterlandskab.

Mandag d. 16. november var der afleveringsfrist på ansøgninger til »Små Storbyteatre i København«, og der skulle efter sigende være landet hele 29 ansøgninger på Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalgs bord. De Små Storbyteatre udgør en lille privilegeret skare på 11 børne- og voksenteatre, der alle har fireårige bevillinger svingende fra 1,8 mill. til 6,2 mill. årligt. Umiddelbart et ideelt udgangspunkt for at udvikle teatergenren, men desværre og udgangspunkt der ikke folder sit fulde potentiale ud.

Med ansøgningsfristen blev der atter sat gang i spekulationerne i hele teaterbranchen; Vil der opstå interne chefrokader på teatrene? Skal der skæres ned på økonomien? Skal der stadig være lige mange børne- og voksenteatre?

For mig at se er der et andet spørgsmål, der trænger sig på; Har kulturpolitikerne de fornødne nerver og politisk mod til at skabe en udvikling i den snigende stilstand der lurer på området? Det er 8 år siden at der sidst blev optaget et nyt teater og mange af teatrene har opretholdt deres status siden ordningens oprettelse i 1995. Det er 20 år siden og meget er sket i den omkringliggende verden.

Spørgsmålet er om tiden ikke inde til, at der skal ske en fornyelse i de Små Storbyteatre. Nye kompagnier står klar i vækstlaget; mange har vist sit værd og søgt om optagelse i flere år, andre er lige kommet til.

Publikumsvanerne har ændret sig og kræver en ny tilgang. Den politiske virkelighed, med dertilhørende prioriteter, har ændret sig og jeg tror virkelig, at der skal ske noget nyt i teaterbranchen, hvis ikke vi skal ende på hylden med Krakskortet, walkmanden og Arte-kataloget.

For mig at se står politikerne overfor et klart valg; Skal de lade alle de eksisterende Små Storbyteatre bestå eller give plads til at nye kompagnier kan få chancen og så stå på mål for konsekvenserne.

Det nemmeste og politisk mest appetitlige valg er formentlig status Q: at lade alle de eksisterende teatre bestå. Så slipper politikerne for kunstnere i protest over nedlæggelser af kulturarv og manglende respekt for historien.

Men det betyder også, at der næppe kommer til at ske nogen nævneværdig udvikling i de næste fire år, og det vil virkelig være ærgerligt. I min optik spilles der lige nu spilles de for meget på samme bane; nogle spiller åbenlyst modigere, hurtigere, mere aggressivt end andre, og enkelte spiller desværre præcis det samme spil, som de har gjort i årevis.

Generelt spilles der dog alt for meget af det samme: en teaterproduktion tager ca. 1,5 år at producere, koster ca. 1,5 million, tager ca. 1,5 time, spiller i en teatersal til ca. 150 publikummer der har betalt ca. 150 kr. for billetten, der er brugt ca. 150.000 kr. på PR og ca. 1,5 minut på reel samtale med vores publikum.

Alternativet til dette valg, er en noget mere kompleks affære. Hvis Kultur- og Fritidsudvalget vælger at ændre ved den fastfrosne struktur, så kræver det, at de indgår i en reel debat om, hvad de ønsker for den københavnske scenekunst.

Tænk, hvis en sådan debat fik sat gang i en udvikling, hvor vi alle blev tvunget til at se på vores produkter, samarbejdspartnere og vores tilgang til publikum. Tænk, hvis debatten resulterede i en større variation i udbuddet og skabte plads til at nye, uforudsigelige teaterformer kunne opstå inden for det etablerede.

Kultur- og Fritidsudvalget har udstukket 10 principper for valget af de næste fire års Små Storbyteatre. Det første princip lyder: »De små storbyteatre skal sammen med hovedstadens øvrige scener sikre et bredt og forskelligartet teaterudbud.«

Og de udbygger deres princip med at teatrene skal »[…sikre efterspørgslen fra de meget forskelligartede miljøer og befolkningsgrupper…]« samt »[…opfange og iscenesætte nye strømninger inden for teaterverdenen]«.

Vi har behov for at turde tage en reel kulturpolitisk debat, om hvad et forskelligartet teaterudbud er. Hvem er de forskelligartede miljøer og befolkningsgrupper, og hvad gør vi konkret for at nå dem? Der er blevet talt meget om »publikumsudvikling« i de seneste år, men hvor er de konkrete resultater? Kommer der reelt flere forskelligartede miljøer i teatret eller er det stadig »Bente 50+«, der skal holde hånden under kulturlivet? Hvad er det for nye strømninger, der skal iscenesættes, og hvordan ønsker vi at udvikle os og gøre os mere attraktive for et moderne publikum?

Forstå mig ret; jeg har den størst tænkelige respekt for de eksisterende Små Storbyteatre og deres arbejde for at udvikle scenekunsten i København. MEN der mangler variation i udbuddet. Det der foregår er godt og spændende, men vi mangler alternativer.

Hvis vi skal kunne præsentere et bredt og varieret teaterudbud, der følger med tiden, må vi som branche udfordre vores fastgroede konventioner, om hvad teater er, og vi har behov for modige politikere, der tør tage en chance og skabe dynamiske og udfordrende rammer for os. Rammer, der nogle gange betyder, at der skal træffes upopulære valg i udviklingens navn.

Derfor har vi behov for jer, kære politikere. Vi har behov for at I træffer et klart kulturpolitisk valg. Hvad vil I? Og hvornår skal der ske en reel udvikling af den københavnske teaterscene? Inden for andre brancher arbejder man med to scenarier: Udvikling eller afvikling – status Q er en uacceptabelt løsning for alle.

Hvis vi ikke snart får sat gang i en reel udvikling af teatergenren, frygter jeg en langsom afvikling af den kunstart, vi alle elsker så højt.