Københavner-fleecen

Læs mere
Fold sammen

Nu hvor Instagram har været fyldt med fotos af muslingeskaller i pænt arrangeret formationer, der fortæller, man har været på stranden, er det egentlig befriende at komme hjem og se, at dem man følger også er tilbage på arbejdet.

Jeg skal altid bruge et par dage til at vænne mig til at komme tilbage til København fra Jylland, hvor jeg kommer fra. Det er ikke, fordi byen skræmmer mig, for come on, så stor er den heller ikke.

Jeg tror mere, at jeg skal omstille mig til et andet sprog – andre væremåder. Jeg taler jo dansk, men sproget bliver brugt meget forskelligt i øst og vest. Nordjylland med, hvor jeg kommer fra.

Jeg lærte det, allerede da jeg flyttede herover som 20-årig, hvor jeg kom ind på KADK designskolen. Jeg var efterfølgende på et kort besøg hjemme i Nordjylland, hvor min søster var syg, så jeg skulle ringe til musiklæreren og aflyse hendes time.

Jeg husker, jeg sagde noget i retning af, at hun havde det vildt skidt. For det havde hun. Musiklæreren var blevet virkelig bekymret og fortalte gangen efter til min søster, at han havde forventet en længere sygemelding. Jeg skulle have sagt noget i retning af, hun har det lidt skidt. Det ville være en direkte oversættelse.

I mit job som designer er det selvfølgelig vigtigt at kunne give sin mening til kende, når en førstegangsprøve kommer hjem. Før de faglige kommentarer kan jeg stadig indlede med at sige: Den er da ok, eller den går da an. Der er mange i København, der misforstår og tror, jeg er utilfreds. I Nordjylland er vi med den kommentar helt oppe at ringe.

Er du sur?

En af mine søde kollegaer kommer fra Sindal. Hun fortalte mig, at hun nogle gange opfattes som sur. Men her er vi nordjyder bare lidt mere stille i betrækket. Et bette nik med nakken kan faktisk være en kommentar. Så man skal alligevel være hurtig, hvis man skal opfatte den.

Jeg har boet 20 år i Nord og 23 i København. Men jeg er hverken københavner eller nordjyde, og det passer mig egentlig godt. Jeg har altid godt kunnet lide at gå ind og ud af de kasser og etiketter, vi putter på hinanden.

Jeg er altid på udkik efter, hvor man kan få en god kop kaffe. Jeg vil hellere undvære én end drikke dårlig maskinkaffe = sikkert mest københavner. Jeg elsker kaj-kager og hvidt brød med smør = sikkert mest jyde. Jeg elsker nordjysk kagemand, som er lav brunsviger med flødeskum, gele og slik = helt sikkert mest nordjyde.

Det er selvfølgelig groft at opdele, hvad der er jysk og københavnsk. I starten af min tid herovre – og også min søsters – brugte vi tit vendinger og ord til vores københavnske venner, som de ikke forstod.

Vi fortalte, at der fandtes nordjyske ord og oversatte dem. Vi sagde: »Der kan I se, hvor stor forskel, der er.« Indtil en dag, hvor en af min søsters nordjyske venner sagde, at de ord helt sikkert heller ikke var nordjyske.

De ord kom fra vores mor. Hun er faktisk imminent til at finde ord, der passer til enhver situation.

Hun flyttede i sin tid til Nordjylland, og måske syntes hun ubevidst, at et nik med nakken ikke altid beskrev hendes følelser. Her nogle eksempler:

»Gosseweller« = OMG, »krakkemulle«= Alt det, man står med, smuldrer. Og der var mange flere…

Nogle kan måske undre sig over, hvordan hulen man kan gå og tro, det er rigtige ord. Men min søster og jeg kommer fra et område, hvor man til daglig går og siger: Skoen »skauer« (gnaver), manden er noget »tolle« (ynkelig), dine sko er »måwet« (beskidte.)

Hjemmelavede ord

Der er noget meget menneskeligt over at lave egne ord. Ord som egentlig definerer og afgrænser den kreds af mennesker, man færdes i. Det giver et dejligt tilhørsforhold og samhørighed.

Samhørighed indenfor et geografisk område gælder derfor også væremåde og påklædning. Man køber jo tit en bluse etc., der ligner den, man så én have på nede på gaden eller hos købmanden.

Kommer man f.eks. på de nordjyske strande har alle sin fleece. Den er meget funktionel. Et must til den nordjyske vind. Men du får aldrig mig til at købe en! Dog ender det altid med, at jeg låner en af min mors gamle. Hun ejer tre!

Men nu er der faktisk kommet et produkt, som også københavnerne kan have med på stranden. Jeg kalder den »københavnerflee-cen«. Det er denne vatterede jakke, der både kommer i en tæt kort model og lidt mere hipster form, kasseformen, den store med god plads.

Allerede på færgen fra Sjælland myldrede det med københavnerfleece i alle former og farver. Jeg selv ærgrede mig vildt over, at jeg ikke havde en med. De kom som invaderende strandgæster klar til det danske sommervejr. For ja, indrømmet, varmt blev det jo aldrig.

Måske skal jeg bare lade være med hele tiden at se og høre forskellen, men det er jo også den, der er interessant. Hvad går folk og tænker på netop her, hvor jeg er nu?

I Jylland hørte jeg to unge på boldbanen: Hvilken bil vil du have, når du bliver stor? Jeg hørte desværre ikke svaret. Men spørgsmålet fandt jeg ret interessant. Her i København har mange slet ikke kørekort. Ret tankevækkende, hvordan det offentlige trafiksystem kan påvirke de unge.

I København, da jeg var ved at slæbe kufferterne ind i porten kom der en gruppe mennesker fotograferende forbi. De diskuterede, hvem der skulle krediteres for det foto, de havde taget. Det skulle jo på Instagram.

De to eksempler handler om det samme, nemlig noget med, hvordan man vil ses. Hvilket bilmærke vil du forbindes med, når du bliver stor. Fotografiet, som de unge gerne ville linkes til på Instagram.

Det er selvklart, at vi alle vil tage os bedst ud. Man kunne også sagtens se jyderne med den nykøbte bil i en selfie-situation.

Uanset hvor vi er, er vi blevet mere selvbevidste og søger efter mere selvkontrol. Alt skal måles og vejes, selfies, visuelt og mentalt. Vi vil fremstille os selv og kommunikere på den bedst mulige måde, både når vi ude, og nu hjemme med de sociale medier. Jeg skal i hvert fald nok forhindre, at min mors fleece kommer på min Instagram.

Alligevel sørger jeg altid for, at der kommer lidt jydestøv ind over min hverdag. Det kommer måske bare lidt mere subtilt.

Efter at mine forældre, der lige har fejret guldbryllup, er flyttet til København, er det desværre alt for sjældent, jeg kommer til Nordjylland. Jeg savner indimellem det nordjyske. Heldigvis er der jo også nordjyder i København, og det hænder, at man støder ind i en jysk vært i radio og TV. Rart at rigsdansk ikke længere er det samme som københavnsk.

Variation

Det er befriende at se og høre så mange variationer og nuancer mellem folk i lille Danmark. Det er dejligt, at der er forskel på folk.

Jeg kommer aldrig til at tale københavnsk. Det er ikke et valg. Det er bare ikke en knap, jeg kan trykke på.

Folk troede i mine første mange år i København, at jeg sagde, jeg hed Lis. Københavnerne kunne simpelthen ikke høre mit e i Lise, der udtales som ø i Nordjylland. Det ø lå åbenbart for dybt til at komme med i betragtning. Måske troede de, jeg sagde: Lis øhhh.

Nu har jeg fundet ud af, jeg skal sige: Liiiisee. Altså med en masse tryk på både i og e. E går oven i købet opad. Det er jeg ikke vant til i Nordjylland.

Jeg blev derefter et stykke tid påvirket af det lidt anderledes toneleje. Når vi på mit tidligere arbejde havde besøg af folk fra Fyn, fik jeg altid spørgsmålet: Hvor på Fyn kommer du fra? Men det spørgsmål får jeg ikke mere. Jeg har vel fundet mit toneleje.