København bliver ikke mere attraktiv eller levende ved at blive forvandlet til en gildesal

For godt ti år siden undergik København noget af en forvandling. Under overskriften »gang i byen« lancerede lokalpolitikerne en ændring, der fik vidtrækkende konsekvenser.

Det skete under borgmestrene Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam. Med sig havde de en helt særlig forestilling om, hvad en levende storby skulle være. Der skulle »gang i byen«, en by som underforstået må have forekommet temmelig kedelig i de to borgmestres optik inden da.

Så de lancerede ideen om, at der skulle mere plads til nattelivet, og spillesteder, værtshuse og restauranter fik med rund hånd tildelt bevillinger, så de kunne holde åbent til ud på morgenen. Ellers ville byen ikke være levende, men minde om en forstad, som Bondam formulerede det. En i mine øjne noget stereotyp opfattelse af såvel København som af, hvad der gør en by levende og attraktiv.

I det kvarter jeg selv boede i, fik vi hurtigt ændringen at føle. Lige overfor åbnede en restaurant/natklub, som fik mulighed for at holde åbent til kl. 5 om morgenen. Det skal jeg så hilse og sige, at de udnyttede.

Resultatet blev høj musik, der selv for lukkede vinduer dunkede basrytmer ind i stuerne, og på gaden underholdt råbende gæster til langt ud på morgenen i weekenderne.

I en – viste det sig – totalt naiv tro på, at bystyret ville lytte til de lokale, blev der lavet en underskriftindsamling, hvor ca. 90 beboere i området blev spurgt, om de ville skrive under. Der var siger og skriver én, som direkte tilkendegav, at hun ikke ønskede at skrive under, da hun ikke selv var generet af støjen, fordi hendes bolig vendte ud mod gården. Resten skrev under. En rimelig høj tilslutning må man sige.

Klynk videre et andet sted

Derfor blev vi noget lam- og nedslåede, da vi afleverede protesterne på rådhuset og fik direkte besked fra embedsdamen om, at vi nok ikke skulle regne med, det havde nogen betydning. Hvilket hun havde helt ret i.

Det var et første signal om, hvad kommunens folk mente om de beboere, der protesterede mod de nye tider. Jeg husker ikke, om begrebet tudekiks var opfundet dengang, men holdningen fra kommunen over for de protesterende var klart i den retning.

Når vi påpegede, at vi havde konstant larm i stuerne selv for lukkede vinduer i weekenderne, blev det mødt med kommentaren, at sådan var det at bo i en storby. Hvilket så var forkert, for sådan behøver det jo ikke at være, men sådan var det blevet.

Som et borgerrepræsentationsmedlem af mit eget parti (de Radikale) skrev, da jeg henvendte mig til dem om problemet: »I byen er der mere støj end på landet.«

Det var simpelthen tæske-arrogant svaret, men helt i tråd med den holdning, vi mødte: Klynk videre et andet sted. »Vi skal være her alle sammen,« sagde Bondam og fik støtte af Venstres Martin Geertsen. Hos dem betød citatet, at fest skal der til, og det må beboerne leve med. At de protesterendes pointe lige netop var, at alle ikke kunne være der, fordi et lille mindretal satte dagsordenen på andres bekostning, trængte ikke ind.

Det var enormt naivt af politikerne at tro, at man kunne lukke op for bevillingerne, uden at det gik galt. Og det var en naiv og ensidig forestilling om, hvad en levende by skal bestå af, som formede holdningen, en holdning, der jo stadig råder i vidt omfang.

Visionerne dengang bestod groft sagt i at åbne flere værtshuse, forlænge åbningstiderne og stille flere højttalere op. Og man ignorerede det forhold, at støj og larm i masser af undersøgelser er påvist som skadeligt.

Det lykkelige København

Nu ser det så omsider ud til, at der er begyndt at blæse lidt andre vinde.

Man er begyndt at indse, at det ikke nødvendigvis er udtryk for klynkeri eller kværulanteri at insistere på en bykultur med andet og mere fantasifuldt indhold end events og lange åbningstider. En by bliver ikke mere attraktiv eller levende ved at blive forvandlet til en gildesal. Og København har så meget potentiale til at blive en endnu mere attraktiv by at bo i.

»Men byen scorer jo højt som en af de bedste byer at leve i,« kan jeg høre nogen sige. Og det er rigtigt, at et tidsskrift – Monocle – for nogle år siden satte København højt på deres liste. Men man undlod så at fortælle, at andre aviser og tidsskrifter, som lavede tilsvarende undersøgelser, slet ikke havde København særligt højt placeret – enkelte nævnte den slet ikke, dengang Monocle havde forelsket sig i byen.

I dag er byen bestemt ikke i front: Den indflydelsesrige og prisvindende internetavis Huffington Post ratede de 11 bedste byer i verden, hvis man ville slå sig ned uden for USA. De europæiske byer på listen fra sidste år havde Valencia på førstepladsen og Antwerpen, Wien og Barcelona blandt de øvrige. København figurerer ikke.

Det gør den heller ikke på listen over de 25 bedste byer at bo i for unge, hvor byer som Prag, Berlin, Edinburgh, Genève, Frankfurt, Oslo, Amsterdam, Zürich og Helsinki er blandt de ratede. Wien topper her med argumentet om, at »drømmenes og musikkens by har næsten alt, hvad unge nok vil sætte pris på i en by, bl.a. kulturen, miljøet og historien.«

En tredje undersøgelse fra sidste år, lavet af firmaet Mercer, havde ifølge CNN også Wien som vinder i sin oversigt »verdens bedste byer« for dem, der ønsker at bo uden for USA. Målt på livskvalitet – og indrømmet, den er svær at måle – er Wien nr. 1. København er nr. 9, placeret efter Genève, Frankfurt, Düsseldorf, München og Zürich.

Så det hele klares åbenbart ikke med åbne barer, technofester og flere cykelstier, tak for dem i øvrigt.

Pas på selvfedmen

Nu vil jeg nødig misforstås. København er en dejlig by på så mange områder. Der er vidunderlige steder, og som indfødt og opvokset på Nørrebro og bortset fra et par år altid bosat i Københavns Kommune er jeg ikke ude efter at smudse egen rede til.

Men byen skal vogte sig for ikke at falde ned i et hul af selvfedme og tro på, at vi bare er verdensmestre, som det ofte fremføres. Det er vi ikke. Og når en by som Wien bonn’er ind som vinder eller højt placeret ud fra argumenter om, at netop den by prioriterer kultur, kunst og alsidig (!) musikudfoldelse, en by som har oaser, hvor man i storbylarmen kan nyde fredeligere forhold, ja, så ville det være snotdumt ikke at tage ved lære af det.

Hvis det virkelig er kommet dertil, at man er ved at indse, at en by ikke bliver mere levende af flere barer og restauranter, men at der skal andet og mere til, kunne det være indgangen til en lidt mere langsigtet fornyelse af byen.

Vi er blevet os selv nok, så der er brug for udblik. Og der er brug for at spørge sig, om det er så kedeligt, hvis der ikke er en event hele tiden.

Er en park kedelig, hvis der ikke er cirkus i den? Er Kurfürstendamm eller Unter den Linden i Berlin kedelig, fordi der ikke er høj musik? Gaderne i Charlottenburg og Prenzlauer Berg ligger ikke øde hen fredag og lørdag, de summer af liv, men der er ikke larm. På Roms piazzaer er der snakken ved bordene til langt ud på aftenen, men der er ingen højttalere placeret, som spiller høj dunkende musik af den enkle grund, at det ville ødelægge den gode stemning.

Det kunne jo være, at man på cafeerne talte om noget spændende. Det kunne være, at charmen ved byen netop var at opleve roen og den mindre hektiske tilstand, som så næste morgen afløses af den trafik, som udgør en del af harmonien i en vital by, som vel at mærke har rolige steder, hvor man kan søge hen, og hvor støjen ikke er fremtrædende.

For en god storby har åndehuller, parker, springvand, legepladser, kunst og skønhed, ikke fordi det pynter, men fordi det er nødvendigt. Det skaber harmoni og inspiration, og det udtrykker menneskeligt og socialt fællesskab.

Det kunne godt være lige netop det, der kunne bringe nyt liv til et af Europas smukkeste cityområder – Københavns.

Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken.