Knud er død - igen

Morten Lassen: Hvem husker Knud Rasmussen i dag? I en tid hvor forskere får ph.d.-stipendier i emner som reality-TV, er det vel ikke fordi man er for fin til at beskæftige sig med en litteratur, som i sin tid sprængte alle bestsellerlister?

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

I år er det 100 år siden at Knud Rasmussen spændte hundene for slæden til den første Thule-ekspedition, den første af seks, som skulle give ham international berømmelse og en plads i nationalheltenes Pantheon. Men hvem husker Knud Rasmussen i dag? Jo, kajakroerne i Øresund navigerer efter statuen af den spejdende Knud på Strandvejen, men hvilken skoleelev kan nikke genkendende til titler som Den store slæderejse, Nye mennesker eller Festens gave? Hvornår har en af hans bøger sidst ligget under et juletræ eller er blevet pakket ud til en konfirmation? Jeg spørger hvert år mine HF-klasser om de kender ham, og bortset fra at en eller to har hørt navnet, så bliver de lige så blanke i øjnene som en isbræ.

»Den store troldmand er død« skrev Tom Kristensen i sit berømte digt over den afdøde polarhelt Knud Rasmussen Det er Knud, som er død (1933). I mellemkrigstiden krævede navnet Knud Rasmussen ingen nærmere præsentation, hans bøger var fast pensum på alle drengeværelser og hans liv og gerninger stod hugget i granit i befolkningens erindring. Det var dengang skibene var af træ og mændene af jern. Og ingen nåede Knud Rasmussen til kamikkerne: Hårdfør som få nedlagde han isbjørne i hobetal, han foretog farefulde slæderejser i de mest menneskefjendske egne på kloden, han gjorde Grønland til en del af danskernes bevidsthed og alle stod i kø for at spise af hans hånd: konger, præsidenter og statsministre flokkedes om inkarnationen af selve ideen om en nationalhelt. At Joseph Goebbels også sørgede over polarforskerens død og sendte et kondolencetelegram er et kuriøst vidnesbyrd om Knud Rasmussens internationale berømmelse.

»Alle skulle de vækkes. Sorgen er knap begyndt« skriver Tom Kristensen i digtet - og ja, folk skulle vækkes, for Knud Rasmussen var ikke bare en mand af en særlig støbning, opdagelsesrejsende og etnologisk indsamler af grønlandske sagn og myter. Han var også en stor forfatter. Hvem tænker i dag på, at Knud Rasmussen i 1929 blev indstillet til Nobelprisen i litteratur (af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab)? Professor i antropologi Kirsten Hastrup spørger i sin på alle måder fremragende monografi om Knud Rasmussen, Vinterens hjerte (2010), om, hvorfor Knud Rasmussen blev stående, mens så mange andre polarforskere forsvandt fra scenen? Og svaret er: forfattertalentet. De videnskabelige bedrifter og store slæderejser, de mange kulturmøder og fantastiske historier ville alle være forsvundet som boblerne i bækken, havde det ikke været for Knud Rasmussens sproglige tæft, der rent faktisk ikke har sin lige på dansk.

Det er på tide at Knud Rasmussen indskrives i den danske litteraturhistorie som en fremragende fortæller med et stof, der ikke bare må skræmme enhver forfatterskoleelev til evig tavshed, men som omsættes til en lyrisk prosa der fortsat slår gnister. Omtales Knud Rasmussen i de sidste 30-40 års danske litteraturhistorie? Gæt selv svaret. Kirsten Hastrup har taget det første skridt til at fokusere på Knud Rasmussen som forfatter, hun gør rede for litterære påvirkninger fra forfattere som Johannes V. Jensen og polarforskere som Fridtjof Nansen, fra tidens vitalisme og forestillingen om viljens kraft. Hastrup fortæller om Knud Rasmussens litterære talent, men hun viser det ikke. Læseren hører andre fortælle, at han var en stor Digter (Stauning, Tom Kristensen og Johannes V. Jensen), og selv om samtlige citater vibrerer, analyseres de ikke. Man kan spørge, hvorfor en antropolog skal være den første til rigtig at tage litterært favntag med mellemkrigstidens nationalskjald, og man kan spørge, hvorfor de litterater, som rent faktisk har skrevet om Knud Rasmussen, primært er optaget af hans splittelse mellem den grønlandske og den europæiske kultur? Litteraten Knud Wentzels psykologiske portræt Thule i hjertet (fra 1990) var den første biografi, som anlagde denne vinkel, og senest kører litteraten Niels Barfoed i biografien Manden bag helten (2011) i samme slædespor. Her handler det hverken om det videnskabelige eller det litterære arbejde, men om det til kryds og slange gennempryglede splittelsesmotiv. Når man ser hvor mange fonde som har støttet dette projekt, hvis eneste berettigelse åbenbart er at påvise at Knud var en charmør og erotiker af rang, bliver man næsten helt trist. Hvorfor endnu en »afslørende bog om vores store nationalhelt, som i virkeligheden også bare var et almindeligt splittet menneske?« Hvorfor ikke en afslørende og oplysende bog om Rasmussens unikke forfatterskab?

Knud Michelsens detaljerede biografi Den unge Knud Rasmussen - belyst gennem breve og andre kilder 1893-1902 (fra 2011) er det tredje store værk om Knud Rasmussen inden for de seneste to år, og igen har vi at gøre med en litterat (Knud Michelsen er lektor i dansk ved Virum Gymnasium), som prioriterer det biografiske frem for det litterære. Bogen adskiller sig imidlertid fra Barfoeds ved sin grundighed og sit detektiviske gravearbejde i arkiverne. Bogens blivende værdi er imidlertid det appendiks af fortællinger og skitser af den helt unge Knud Rasmussen, som Michelsen har fundet frem til. Her træder en synlig Bang-inspireret novelle-forfatter in spe frem med en impressionistisk stil, der senere når sin fuldendelse i rejseberetningerne og dagbøgerne.

Er der indlysende grunde til at ignorere dette forfatterskab? I en tid hvor forskere får ph.d.-stipendier i emner som reality-TV og Melodi Grand Prix’ historie, er det vel ikke fordi man er for fin til at beskæftige sig med en litteratur, som i sin tid sprænger alle bestsellerlister? I en tid hvor vi taler stolpe op og stolpe ned om kulturmøder, om mødet med Den Anden, om civilisationer, om hvad danskhed er, hvorfor så ikke læse Knud Rasmussen, der behandler alle disse emner på yderst overraskende vis i vores egen baghave. Han er både et produkt af sin tid, hvor naturfolk ses som ædle vilde, men han er samtidig i øjenhøjde med eskimoerne og giver dem deres menneskelighed - hinsides samtidens fordomme. I en tid der dyrker Carsten Niebuhrs fantastiske rejse til Arabien, og beundrer hans uhildede syn på fremmede skikke og aldrig »eksotiserer« det fremmedartede, så er der ingen grund til at behandle Knud Rasmussen som en stemme fra en fjern, fjern fortid. Desuden er det elementært spændende at drage ud på de dødsensfarlige ekspeditioner og følge kampen for overlevelse, en form for ekstremsport der giver baghjul til det meste, samt at blive klog på Rigsfællesskabets nordatlantiske folk.

Knud Rasmussen er fast pensum i min danskundervisning, og man skal altså kunne trække et eksamensspørgsmål i Knud Rasmussen, jo man skal så. Man skal kunne se Herman Bang i den impressionistiske skrivestil, man skal kunne høre det folkelige gennembrud i replikkernes virkelighedsgengivelse, man skal kunne perspektivere til Johannes V. Jensen og vitalismen, man skal have blik for symbol-ismens vilje til at genfortrylle verdenen, man skal kunne diskutere forholdet mellem fakta og fiktion, kunne placere værket i forhold til anden rejselitteratur, og sidst men ikke mindst skal man have øje for hans sublime sammenkobling af sprog og natur i en »emotionel topografi« som Kirsten Hastrup benævner den særlige arktiske stemning. Her et eksempel fra Dagbog fra 1. Thule Ekspedition, 24. april 1912:

Trods det barske vejr og bidske snefog kan jeg ikke lade være med Gang paa Gang at lade mig rive hen af Bræens imponerende Storhed. Den overvælder mig med en gribende Mystik - denne mægtige, hvide Bringe, der lader det fine, hvide Snefog koge hen over sig - dette Ocean af Sne og urokkelig Ro - der har sit eget Urfaste Aandredræt - med lugt af gammelt Hedenskab - af sig selv udløser sig af Bevidstheden glemte mytologiske Syner - Ginnunagap! - Nifleheim - Ragnarok!

Men uden om mig hyler Hundene - stundeløse - urolige - sultne

Isens tavse patos

Ginnunagap! Men er det Jætternes land vi oplever?

Min energi fortætter sig - det er en Kraftprøve at byde denne ørken trods. I morgen gaar vi atter ud i stormen og slaar vort Spor i den hvide Sne.

Knud Rasmussens verden eksisterer ikke længere, og hans bedrifter og det videnskabelig arbejde overleveres kun så længe, vi læser om dem. »Frys, som vi andre fryser i Dag uden Ild og Glød, for nu er han død. Det er Knud, som er død. Forstår I?« afslutter Tom Kristensen sit mindedigt. Jo, vi forstår det: Knud er død - igen!