Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Det må kræve et stenhjerte ikke at blive smittet af fortællerglæden hos Kigge Hvid, når hun i sin kronik (14. august) fortæller om, hvordan erhvervslivet tager klimaudfordringerne alvorligt. Men hun stiller også et spørgsmål der, hvis man tager klimaudfordringerne alvorligt, fortjener et andet svar end det, hun giver. Hvorfor skulle det vare så længe, inden erhvervslederne lyttede til »blomsterbørnene og professorerne«, når de talte om bæredygtighed, spørger hun og antyder dermed, at man burde have lyttet mere.