Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Klimaet mangler politisk lederskab

»Det er sund fornuft, at vi som samfund forebygger klimaforandringerne fremfor at helbrede dem.« Foto: PUNIT PARANJPE Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den franske præsident Macron var i december 2017 vært for et internationalt klimamøde – på to-årsdagen for COP21 klimatopmødet i Paris – hvor en af de helt afgørende politiske forudsætninger for COP21-aftalen blev diskuteret: At fremskaffe 100 mia. dollars årligt i klimahjælp fra de rigeste til de fattigste lande, begyndende i 2020. Her i to-året for Parisaftalen prøver Macron at sætte tempo, at positionere sig som frontløber for det internationale, politiske klimalederskab i modsætning til præsident Trump, som har valgt ikke at forpligte sig til Parisaftalen.

Skal løfterne om klimastøtte og reduktioner i udledte menneskeskabte drivhusgasser til atmosfæren indfries, kræves klimapolitisk lederskab. Noget Macron sandsynligvis har indset. Men Macron og Frankrig alene kan ikke løfte den globale klimaopgave. Med Trump på sidelinjen og med et handlingssvækket EU er det klimapolitiske road map usikkert.

Den globale klimapolitiske proces kører trægt. Der er et gab mellem den klimapolitiske ambition og den klimapolitiske handlingsplan. Et gab, der hurtigt må minimeres, da det forventes, at klodens middeltemperatur frem mod 2100 i betydelig grad vil overstige det politiske mål på to grader før det præindustrielleniveau (før 1880). Med de igangværende temperaturforandringer, vi allerede har set, følger udviklingen langt fra det optimistiske scenario.

En verden i forandring

Tendensen i den globale middeltemperatur viser, at udviklingen fra det præindustrielle niveau til i dag er steget med 1,2 grader.

2017 er vurderet til at blive det næstvarmeste år globalt. Meget tyder endog på, at 2017 vil blive det varmeste år målt, hvor kloden ikke har været påvirket af naturfænomenet El Niño i det tropiske Stillehav.

Hovedårsagen til de temperaturforandringer – enkelte klimaekstremer inklusive – vi ser, er den stigende koncentration af CO2 i atmosfæren. Den globale udledning af menneskeskabt CO2 til atmosfæren stiger igen, efter at udledningen har været stagneret i 2014, 2015 og 2016.

I løbet af 2017 steg den globale CO2-udledning to procent i forhold til 2016. Stigende mængder CO2 sendes ud i atmosfæren, som tilfældet ligeledes var i perioden fra 2000 til 2013 (med undtagelse af 2009) – båret af udslip fra kulkraft, olie og gas.

De globale udledninger ser ligeledes ud til at fortsætte deres stigning i 2018. Det skyldes især forventninger om ret omfattende økonomisk vækst i verden.

Forebyggelse, ikke helbredelse

Klimaforandringerne har og vil få dybtgående konsekvenser for vores samfund. Forandringerne vil række langt ind i dette århundrede, og endda ind i det kommende århundrede – netop fordi, at cirka 20 procent af den CO2, vi udleder, vil forblive i atmosfæren op imod 1.000 år.

Den viden er de fleste nok bekendt med. Men ikke desto mindre opleves det, at der politisk hviles på laurbærrene, blot fordi vi fik en klimaaftale i Paris. En sådan aftale er ikke, hvad der kræves for at minimere gabet mellem den politiske klima-ambition og -handlingsplan.

Opfordringen er derfor, at reduktionsmålene revurderes allerede i år således, at det faktisk diskuteres, hvor stor en reduktion, der er nødvendig over de næste 30–40 år for at opnå det lav-emissionssamfund, der minimerer potentielle klimaskader.

Som det er i dag, skal verden opnå en negativ CO2-emission – en teknisk betegnelse for et større optag end udledninger – i 2050. Og helst inden, hvis vi realistisk skal kunne holde os under to-graders målet. Det er en næsten umulig opgave, og dette bør give anledning til en skærpelse af de politiske mål og midler og til en fornyet diskussion, hvor alle byggestenene i arbejdet mod et lav-emissionssamfund revurderes.

Det er sund fornuft, at vi som samfund forebygger klimaforandringerne fremfor at helbrede dem – i en periode nødvendigvis begge tiltag. Det vil sige, at udledningen reduceres fremfor at der som sædvanlig udledes betydelige mængder CO2, som efterfølgende vil blive forsøgt trukket ud af atmosfæren gennem teknologiske og energiforbrugende tiltag.

Manglende politisk lederskab

På den globale scene har præsident Macron positioneret sig som frontløber for det klimapolitiske lederskab. På den hjemlige scene, derimod, savnes dette politiske lederskab, idet regeringen har svækket CO2-reduktionsmålet for 2020, og den statslige klimarettede bistand er blevet markant mindsket.

Samtidig er der en tendens til, at regeringen i energi- og klimadiskussionerne kun taler om energi og glemmer klima – til trods for, at flere internationale analyser af den danske politik for eksempel fokuserer på den manglende klimaindsats på landbrugs- og transportområdet, hvor det lige nu går den gale vej. Vores allerede eksisterende EU-forpligtelser om at reducere i ikke-kvotesektoren presser os yderligere på disse to områder. Der er ingen tvivl om, at den nuværende regering klimamæssigt er en skygge af sig selv, sammenlignet med den forrige regering, og i forhold til 1990erne.

Klimarådet – der er nedsat af Folketinget – har netop fremlagt et markant udspil, som bør danne grundlag for drøftelserne om det nye energiforlig. Et energiforlig, der er afgørende for klimaindsatsen, men ikke tilstrækkeligt. Foruden en langt mere markant udbygning af vedvarende energi end de 50 pct. i 2030, som regeringen har omtalt, er der behov for øget indsats i for eksempel energieffektiviseringer, lagring og mere intelligent brug af energi.

En brugbar energiplan kan ikke stå alene. Derfor er der ligeledes brug for skærpede klimamål som dele af en ny samlet energi- og klimastrategi. Foruden de »lavthængende frugter«, der kan hentes på landbrugsområdet og ved en 180-graders vending på transportområdet, bør den grønne omstilling tænkes ind i klare klimamål. Her gælder det for eksempel omstillingen til cirkulær økonomi med afviklingsplaner for affaldsforbrænding, til byplanlægning, naturpolitik, massiv forskning og udvikling af lavenergi-teknologier, lagring af energi, samt skatte- og afgiftspolitikken. Skal dette lykkes for Danmark, må vi dels have gang i det klimapolitiske lederskab, dels sørge for at klimapolitikken forankres i den overordnede økonomiske politik (fx i en klimafinanslov), hvad den desværre ikke er i dag.

Ikke kun i Danmark, men også i EU-regi, kører klimapolitikken og -lederskabet trægt. Beklageligt for Danmark, da vores nationale klima- og energipolitik uløseligt hænger sammen med det, der vedtages i fællesskab i EU. EUs beslutninger er afgørende for politisk fremdrift, også i forhold til resten af verden. En sådan EU-træghed er netop set i diskussionen om at øge 2030-målet for vedvarende energi samt at lukke op for et fælles europæisk energimarked, der vil kunne fremme udbredelsen af vedvarende energi. Hvis vi ikke i EU kan finde fælles klimapolitisk lederskab og fodslag, hvordan kan vi så forvente, at verden omkring os kan?

Det kommende årti

Vi opfordrer til et effektivt klimapolitisk lederskab samt til at gøre perioden 2020–2030 til et klima-årti, såvel i Danmark og EU som globalt. Det vil medføre, at man dels bliver bekendt med klimavirkeligheden, dels indser, at der politisk skal meget mere tempo og lederskab til for at løse den igangværende globale klimaudfordring.

Parisaftalen var starten på den kollektive klimaindsats. Ikke afslutningen. I 2018 udkommer en FN-klimarapport (en specialrapport) om de fysiske konsekvenser for kloden ved en opvarmning på 1,5 grader (siden 1880), og i 2021/2022 ligeledes den altomfattende FN-klimarapport (den sjette i rækken). Med dem i hånden vil vi blive forstærket i vores viden om, at klimaforandringerne kun kan bekæmpes ved politisk lederskab, skærpede reduktionskrav og ved et fælles arbejde mod et kommende lav-emissionssamfund.

Sebastian H. Mernild er ph.d. og dr.scient. samt professor i klimaforandringer og administrerende direktør for Nansen Centeret, Bergen. Steen Gade er foredragsholder, tidligere folketingsmedlem for SF samt direktør for Miljøstyrelsen.