KL-formand: Lærerdebat på oplyst plan, tak!

Erik Nielsen: Fra KLs side er vi som politikere vant til at blive skudt på og står også gerne model til det. Men debatten om lærernes arbejdstid skal til at foregå på et mere sagligt og oplyst grundlag.

KL tilsviner den samlede lærerstab. KL siger, at lærerne er dovne, og at lærerne skal arbejde mere uden tid til at forberede sig. KL er stikirenddreng for regeringen og nægter at realitetsforhandle. Sådan lyder blot nogle af de anklager, som for tiden rammer mine kolleger og mig.

KLs chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne, Michael Ziegler, blev forleden på fagbladet Folkeskolens hjemmeside kaldt en »økonomi-tænkende teknokrat, der fører en kynisk og visionsløs det-skal-bare-passe-på-bundlinjen-politik«.

Som politikere er vi vant til at blive skudt på, og det står vi gerne model til. Men det ligger mig meget på sinde, at debatten om lærernes arbejdstid foregår på et sagligt og oplyst grundlag.

Lad mig gå i rette med den første påstand: KL tilsviner den samlede lærerstab. Kære kritikere, hvor er det helt præcis, at vi har svinet en lærer til? Hvis I kan give mig ét konkret eksempel, vil jeg gerne se det.

Det er korrekt, at vi har fremført, at lærerne ikke underviser så meget, som Danmarks Lærerforening (DLF) hævder. Det har vi, fordi DLF gentagne gange postulerer, at en lærer i gennemsnit underviser 25-26 lektioner om ugen. Det kan DLF ikke dokumentere af den simple grund, at det ikke er sandt. En kortlægning af 14.800 læreres faktiske arbejdstid viser, at kun tre procent af lærerne underviser 25 eller flere lektioner.

Gennemsnittet er 21,8 lektioner – 16 klokketimer – om ugen, hvis lærerne kun er på arbejde i de 40 uger, hvor eleverne er i skole. I forhold til en 37 timers uge er gennemsnittet 14 klokketimer.

Det er korrekt, at vi har kritiseret, at de ældre lærere har favorable seniorordninger. Det har vi, fordi det er relevant, at lærerne som den eneste faggruppe har en ordning, som desværre betyder, at de ældre lærere ikke underviser så meget som deres yngre kolleger. Det skyldes, at lærerne automatisk får frihed svarende til 4,5 uger, når de fylder 60 år. DLFs argument om, at nedsat arbejdstid blev indført før Første Verdenskrig er ikke et argument for at bevare ordningen. Tværtimod kan de fleste vel forstå, at der i løbet af knap 100 år kan være behov for at tilpasse vilkår, bl.a. fordi danskerne lever længere.

Endelig er det korrekt, at vi har sagt, at vi har behov for en bedre skole. Men vi har samtidig hver gang sagt, at vi allerede har en rigtig god skole i dag, og at lærerne gør et fantastisk arbejde. Men når hver sjette elev forlader folkeskolen uden de basale færdigheder, og når flere og flere elever fravælger folkeskolen, så er vi, der har et politisk ansvar for skolen, nødt til at råbe vagt i gevær. Vi fremlægger jo netop disse fakta som dokumentation for, hvorfor vi ønsker at ændre lærernes arbejdstid.

Den anden påstand: KL siger, at lærerne er dovne, og KL vil have, at lærerne skal arbejde mere og ikke længere forberede sig.

KL har intet sted sagt eller skrevet, at lærerne ikke arbejder tilstrækkeligt eller skal arbejde mere. Vi har alene problematiseret, at lærerne bruger under halvdelen af deres arbejdstid på at undervise, fordi vi gerne vil vende udviklingen, så lærerne i stedet bruger størstedelen af deres arbejdstid sammen med eleverne. Lærerne skal ikke arbejde mere – men kan de arbejde på en bedre måde?

Det medfører »discountundervisning«, hvor læreren ikke længere får mulighed for at forberede sig, hedder det i en storstilet kampagne fra DLF, der kan findes ved hvert eneste busstop. KL har aldrig ytret, at lærerne ikke længere skal forberede sig. Selvfølgelig skal lærerne stadig have mulighed for at forberede, planlægge og efterbehandle undervisningen.

KL ønsker at afskaffe den automatik, som arbejdstidsreglerne dikterer. Som det er i dag, får sløjdlæreren lige så meget tid til at forberede seks sløjdtimer, som dansklæreren får til seks dansktimer. Den erfarne lærer, som udelukkende underviser skolens 9. klasser i dansk og har gjort dette i 25 år, har det samme antal timer til bl.a. at forberede sig som sin unge, relativt nyuddannede kollega, der underviser i både dansk og matematik og på forskellige klassetrin.

Der er alt for meget automatik indbygget i de nuværende arbejdstidsregler, og det forhindrer den enkelte skoleleder i at kunne prioritere arbejdstiden efter behov – lærerens kompetencer, elevernes behov osv.

Tredje påstand: KL er stikirenddreng for regeringen og nægter at realitetsforhandle. Der findes utallige konspirationsteorier om, at staten og kommunerne har rottet sig sammen mod den danske lærerstand og nu forsøger at bane vejen for regeringens folkeskolereform. En kritiker skrev for nylig, at forhandlingsforløbet mellem KL og lærernes fagforening er forberedt af staten og kaldte det usmageligt.

Lad mig gøre det klart: Det er ikke regeringen, der tilbage i 2011 satte et strategiprojekt i gang for at undersøge 14.800 læreres arbejdstid med det formål at skaffe viden om potentialet for at få mere undervisning. Det var KL. Det var heller ikke regeringen, der lagde navn til den kronik, som KLs daværende formand, Jan Trøjborg, skrev i Politiken i januar 2012, hvor han allerede dengang argumenterede for, at vi er nødt til at se på lærernes arbejdstidsregler, så vi kan løfte kvaliteten i folkeskolen. Endelig er det ikke regeringen, der igennem tre måneder har forhandlet intenst med Lærernes Centralorganisation om lærernes arbejdstid.

Til jer, der tror, at KL kun forhandler om lærernes arbejdstidsregler, så regeringens reformprojekt kan gennemføres, må jeg melde hus forbi. Lærerenes arbejdstidsaftale har stort set været hoveddagsordenen for KL ved samtlige overenskomstforhandlinger siden 1993. Så uanset, om regeringen havde fremlagt sit reformudspil eller ej, havde KL stået på kravet om at få moderniseret lærernes arbejdstidsregler.

Vi bliver skudt i skoen, at vi ikke har villet forhandle med Lærernes Centralorganisation (LC). Det passer simpelthen ikke. LC har gennem de seneste tre måneder fået præcise bud på, hvad KL forestiller sig skal være reglerne på arbejdsområdet. Alligevel har Bondo tegnet billedet af, at der kun har ligget en tom arbejdstidsaftale til forhandlingerne.

Sammenbruddet handler ikke om, at KL ikke har villet forhandle. Det handler om, at lærernes fagforening ikke vil opgive sin ret til at bestemme over lærernes tid. Og lige meget hjælper det altså at ville forhandle, hvis den anden part ikke vil tage stilling til de forslag, der stilles.

Jeg respekterer, at det er Danmarks Lærerforenings opgave at kæmpe for sine medlemmers gunstige løn- og arbejdsvilkår. Men så skal lærerne og deres forening også respektere, at det er kommunernes ansvar at kæmpe for rimelig udnyttelse af ressourcer og kæmpe for alle børns læring. Vi vil gerne have, at lærerne bruger mere af deres arbejdstid sammen med eleverne. Så simpelt er det.

Med Septemberforliget fra 1899 anerkendte organisationerne og arbejdsgiverne hinandens ret til at etablere henholdsvis strejke og lockout, hvis der ikke kan nås enighed. Vi har i denne sag været nødt til at tage vores legitime redskab i brug og varsle lockout fra 1. april. Præcis som LC i løbet af de seneste 20 år har varslet konflikt mod KL og kommunerne hele tre gange – nemlig ved overenskomstforhandlingerne i 1995, 1999 og i 2002.

Ingen af disse tre varslede konflikter blev til virkelighed. Det håber vi naturligvis også bliver udfaldet denne gang. Men hvis ikke KL havde varslet lockout, ville den hidtidige overenskomst og tilhørende arbejdstidsregler bare fortsætte. Derfor har vi været nødt til at benytte os af det redskab, der er indbygget i den danske model.

Det er på ingen måde et ønskescenario. Og vi er klar over, at vores beslutning kan medføre praktiske udfordringer for både elever og forældre. Men det er helt afgørende for folkeskolens og børnenes fremtidige udvikling, at vi får ændret arbejdstidsreglerne. Vi ville ikke gøre det, hvis det ikke var fordi, at en fornyelse af lærernes arbejdstidsregler er en helt afgørende forudsætning for, at vi kan give danske skoleelever en ny og bedre skoledag.

Kritikerne kalder det kynisk og visionsløst. Jeg kalder det at tage et politisk ansvar at have visioner for vores folkeskole.