Enhver tekst giver – uanset, hvad teksten ellers har af formål – et portræt af sin afsender. Det gælder også den kronik, som Det Kongelige Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov, skrev i Berlingske søndag 10. januar. Kronikken var en opsang til vort land for at være på vej i fascistisk retning. Opsangen har vakt stor opsigt. Især på grund af sine stærke følelser og ekstreme holdninger. Og så fra en chef i en anset kulturinstitution.

Der er ingen tvivl om, at teksten – udover at udtrykke holdninger – demonstrerer den viden og argumentationsfærdighed, som Kirkskov har. En leder står ikke offentligt frem og lader, som om han ved eller kan mindre, end han faktisk kan. Det ville være ødelæggende for hans omdømme.

Den handling, som Kirkskov argumenterer for, fremgår mest klart af dette stykke:

»… man må først og fremmest gøre sig klart, hvilke værdier man vil udvikle og beskytte, og ikke kun, hvad man vil beskytte sig imod. Man må dyrke det, man holder af, og styrken må man bruge som værn mod det, der truer. Og truslen kommer ikke nødvendigvis udefra.«

Det er ikke særligt præcist, men det søges præciseret i fortsættelsen med dette eksempel:

»Hvad stikker under? Hvorfor kan vi f.eks. ikke følge logikken i at hjælpe de syriske flygtninge, der kommer hertil: De flygter jo fra det samme, som vi frygter. Hvorfor får instinkter og ikke vores medmenneskelighed overtaget?«

Stykket giver kun mening, hvis vi i øjeblikket ikke hjælper de syriske flygtninge, som kommer hertil. Men det ved enhver læser jo er forkert. Den politiske strid i landet handler om, hvor mange vi har råd til at modtage, hjælpe og eventuelt integrere ordentligt. Ved at forringe flygtninges forhold forsøger bl.a. Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at gøre Danmark til et mindre attraktivt land end bl.a. Sverige og Tyskland. Mens partier som Enhedslisten, de Radikale og Alternativet er imod.

Men sådanne konkrete politiske brudlinjer forholder Kirkskov sig ikke til. Han skriver fra et højere overpartipolitisk olympisk punkt, hvorfra alle partier er ét fedt:

»Så længe Venstres lømmelregering hellere vil tabe ansigt end miste stemmer, så længe Liberal Alliance kun ønsker sig billigere biler og lavere skat til jul og støtter regeringen i, at man sagtens kan lave om på Flygtningekonventionen, så længe Socialdemokraterne bare hægter sig på vanviddet, så godt de nu kan, så længe de Konservative lægger sig på alle fire for Dansk Folkeparti, så længe de Radikale stadig vælger den tossegode humanisme, så længe Alternativet afholder sig fra at tale ligeud af posen, fordi de kæmper for en helt ny måde at tale sammen på (hvad jeg ved Gud godt forstår), så længe Enhedslisten gemmer sig i slidte fraser som at tage fra de rige og give til overførselsindkomsterne, så længe SF er gået i vinterhi – så længe må vi erkende, at dumheden er så udbredt, at vi må frygte for, hvad den kan være grobund for.«

Landets grundlæggende problem er ifølge Kirkskov, at vores ledende politikere ikke appellerer til »vores tænkende og følende evner i stedet for at tale til bavianstedet i os.« Politikerne fører befolkningen direkte mod den fascisme, som Kirkskov ser komme:

»Vi er nødt til at indse, at vi er meget lette at forføre. Til dumhed og enkelhed, fordi vores verden let bliver for kompleks. Til had, fordi det er lettere end kærlighed. Til foragt, fordi respekt er en sport, vi for længst er holdt op med at gå til. Især hvis der ikke er nogen, der viser vejen.«

Kronikken udtrykker en klar længsel efter en politisk ledelse, som er hævet over de banale trakasserier, som vi genkender så godt bag kronikkens polemiske ordlyd:

»(…) lederskabet i dansk politik er blevet formindsket til nytårstaler, der taler om »ro og orden« og »skattelettelser« og til i praksis at mørklægge og fordreje sager, makulere afgørende oplysninger om, hvordan vores samfund styres, nedlægge kommissioner og den slags små julelege. Man fremsætter lovforslag for at forhindre noget i at ske, i stedet for at skabe noget nyt og bedre. Det er ikke et lederskab, der peger i retning af fremtiden, det er et lederskab, der er i farezonen for at gentage historien i en ny, farlig, amatøragtig udgave. Det er muligt, at det har noget med en særlig ordentlighed at gøre, men er det anstændigt?«

Kirkskov afviser opfattelsen af vores demokrati som en tæt konkurrence mellem mange partier om at overleve i kampen om vælgerne. Han opfatter ikke demokratiets vælgere som selvstændigt tænkende væsner, men som bevidstløse ofre. Og han opfatter vores partiledere som uanstændige personer, der har magt til at forføre vælgerne så meget, de lyster.

I Kirkskovs demokrati spiller mediekonkurrencen ingen rolle. Det er altså et demokrati, hvor partier ikke konkurrerer hårdt om stemmer, og hvor medier ikke konkurrerer hårdt om at bringe gode historier om politik og politikere. På grund af disse udeladelser i kronikken bliver vælgerne til let manipulérbare, forsvarsløse ofre. Og derfor ligger løsningen i, at manipulatorerne, dvs. de politiske ledere, skal blive mere moralske, dvs. anstændige. Og det skal de så blive bl.a. takket være Kirkskovs kronik. Samtidig skal politikerne støtte kunst mere, fordi kunsten er »en kulturbærende, menneskeligt udviklende, endda helsebringende faktor i et godt samfund.«

Kronikken viser altså, at Kirkskov har en yderst ringe viden om, hvordan demokratiet i praksis fungerer. Han har ikke forstået, at vælgerne har magten, fordi partier konkurrerer om at gøre en god figur i medier, som konkurrerer. Topstyring er umulig i dette system. Og det er jo hele ideen i et velfungerende, vælgerstyret demokrati. Derfor er kronikkens centrale forestilling om, at vores politikere er ved at forføre os topstyret ud i et fascistisk system i virkeligheden nøjagtigt ligeså afsindig, som den umiddelbart lyder.

Men Kirkskov er ikke alene med denne systematisk misforståede kritik af vores system. Det er faktisk ret almindeligt, at folk, som burde vide bedre, jamrer inderligt over politikernes elendighed, fordi de i praksis ikke har forstået, at kernen i det demokratiske system er, at politikere og medier konkurrerer om vælgerne på liv og død. (Læs eventuelt den kronik jeg skrev om dette her i Berlingske 20. juli 2012: »Demokratiets kroniske jammer«.)

Det mest opsigtsvækkende ved Kirkskovs kronik er dens helt ekstreme grad af selvmodsigelser: Her er en højt placeret leder på vores nationalscene, som fuldstændig mangler forståelse for, hvordan det politiske system, han selv agerer i, egentlig virker. Men han fører sig frem i en kronik i et førende dagblad, som om han skal frelse landet fra afgrunden med et manende opråb til politikere og befolkning. Denne form for storhedsvanvid baseret på lille viden, men meget stor lidenskab er det helt almindeligt at finde på Facebook. Sjældent ses det udstillet i kronikformat.

De tragi-komiske selvmodsigelser når klimaks, når man tager i betragtning, at forfatteren er skuespilchef på Det Kongelige Teater. Det er en offentlig institution, som har store problemer med at få betalende tilskuere ind i butikken. Disse betalende tilskuere er nøjagtig de samme vælgere, som i kronikken reduceres til at være bevidstløse ofre for politikernes manipulationer. Men for at få flere tilskuere ind i butikken, er Kirkskov nødt til at trække på nøjagtigt de samme mekanismer, som politikerne hele tiden trækker på, for at få flere vælgere ind i deres butik. Men disse mekanismer har han i kronikken tydeligt demonstreret, at han slet ikke har forstået.

På denne måde bliver kronikken til et paradoks: Kirkskov taler dunder til de bevilgende politikere, beskylder dem for at være uanstændige og truer dem med bål og brand og fascisme. Og undervejs får han groft fornærmet de almindelige tilskuere, hans teater har brug for. Formentlig har Kirkskovs hensigt været den modsatte: både at skaffe flere bevillinger og på sigt flere tilskuere. Udover at redde landet.