Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kina tvinger NATO til at tænke nyt

Kina kommer til at betyde langt mere i det geostrategiske spil i fremtiden. Derfor må NATO tilpasse sin rolle og definere nye opgaver og interesser.

»Den opstigende supermagt i øst er på vej til at blive verdens største økonomi, og Kinas ekspansive rolle i verdenspolitikken har slået døren ind i NATO, som hidtil har forbigået landet i stilhed.« / AFP PHOTO / Nicolas ASFOURI Fold sammen
Læs mere
Foto: NICOLAS ASFOURI

Når NATOs stats- og regeringsledere mødes i London 3.-4. december for at fejre alliancens 70 år, kan de muligvis sætte en ny kurs for alliancen. Det handler om Kina.

Den opstigende supermagt i øst er på vej til at blive verdens største økonomi, og Kinas ekspansive rolle i verdenspolitikken har slået døren ind i NATO, som hidtil har forbigået landet i stilhed. Men nu har alliancen udarbejdet en fortrolig rapport om Kina – »Understanding China Better« – og London-sluterklæringen vil kort, men tydeligt, sætte Kina på NATOs fremtidige dagsorden. Det er både nyt og banebrydende.

Man vil i sluterklæringen fra mødet se, at referencen til Kina er både kort og pakket ind i en balancegang mellem udfordringer og muligheder for engagement. Men bag denne næsten skødesløse henvisning ligger en fortrolig rapport om Kina, som NATOs udenrigsministre vedtog 20. november, og som indlejrer Kina i NATOs vurdering af mulige sikkerhedsudfordringer. Vi skal imidlertid mindst et par år tilbage for at forstå, at NATO kunne komme hertil.

Det handler først og fremmest om et pres fra USA, som i efterhånden mange år har forsøgt at stille skarpt på Kina som fremtidig rival, men som også har været bundet af krige og konflikter i Afghanistan og Mellemøsten.

Sten Rynning Fold sammen
Læs mere

Trump-administrationen skar imidlertid igennem fra starten af 2017. Forsvarsminister Mattis var den første til i februar 2017 på et uformelt møde i NATO-hovedkvarteret – og til europæernes store overraskelse – at nævne Kina som en allieret hovedudfordring (sammen med Rusland og international terrorisme), og langsomt blev problematikken udfoldet i den »Indo-Pacific Strategy«, som han og altså USA parallelt arbejdede på.

Jens Ringsmose Fold sammen
Læs mere

NATO-gryden blev for alvor bragt i kog i efteråret 2018. Kinesiske Huawei og 5G-teknologi blev af amerikanerne defineret som trusler mod ikke bare vestlige samfund, men også konkret mod vores militære evne til at kommunikere sikkert hjemme såvel som ude i verden. Det gik gradvis op for europæerne, at problematikken var sejlivet, og i det tidlige forår 2019 satte udenrigsminister Pompeo trumf på ved officielt at sætte temaet på NATOs dagsorden. I april 2019 vedtog NATOs udenrigsministre, at emnet var et studie værd.

Det førte i første omgang til, at en række arbejdsgrupper bød ind med perspektiver på forskellige emner relateret til NATOs fremtidige relation til Kina – fra våbenkontrol til ny teknologi og investeringer. I anden omgang blev det vanskeligere. De svære diskussioner begyndte således i oktober-november, da en samlet vurdering af Kinas nye rolle skulle forhandles på plads, så stats- og regeringslederne i London kunne velsigne dokumentet.

Det lykkedes, men det holdt også hårdt. Ingen var i tvivl om, at USA var den dagsordensættende og drivende kraft, men hvor langt skulle europæerne gå for at imødekomme Washington i vurderingen af Kina som en sikkerhedspolitisk udfordring og rival? Forbeholdet over for den amerikansk-initierede dagsorden gjaldt også Tyrkiet, som på vanlig vis har stukket en kniv ind i samarbejdet mellem NATO og EU (som Tyrkiet ikke er medlem af) – et samarbejde som ellers giver god mening i forhold til at engagere Kina på en hensigtsmæssig måde.

Men i hus kom NATO-landene, og i London står alliancen med en konsensus om Kinas vigtighed for alliancen. Det er måske kun et startskud, men det rejser spørgsmålet om Kinas tyngde og betydning for NATO fremadrettet. Hvilke implikationer får Kinas opstigen for NATO?

Som minimum må man konstatere, at alliancen, som ellers har været præget af politisk splid de seneste år, har sat det vel nok største strategiske pejlemærke – Kina – på sin dagsorden. Men betydningen heraf er til debat.

Vi kan umiddelbart skyde tre forestillinger ned. Først og fremmest: Dette er ikke et amerikansk diktat, som alle andre allierede strider mod. Nok er der i alliancen forskellige syn på, hvordan man skal håndtere den nye udfordring, men der er i løbet af de seneste par år opstået en bred accept af, at Kina bør være en fælles NATO-dagsorden.

»Dette er ikke et hjernedødt NATO – som Frankrigs præsident Macron har udtrykt det – hvor ting opstår tilfældigt og kaotisk.«


Dernæst: Det nye punkt på dagsordenen handler ikke om, at Europa skal påbegynde et militært engagement i Asien eller i det Sydkinesiske Hav. I hvert fald ikke på kort og mellemlang sigt. Det handler snarere om, at Kina nu er globalt til stede, og at det er rettidig omhu at forholde sig til Kinas voksende globale indflydelse (som en NATO-embedsmand for nylig beskrev det for os: »Det kan godt være, at vi ikke er interesseret i Kina, men Kina er interesseret i os«).

Endelig: Dette er ikke et hjernedødt NATO – som Frankrigs præsident Macron har udtrykt det – hvor ting opstår tilfældigt og kaotisk. Det er et politisk-strategisk valg at sætte Kina på dagsordenen, og alliancens nye fokus vil vare ved.

Set fra oven er vi først og fremmest vidner til begyndelsen på et langt og kompliceret forhold, der allerede rummer mange dimensioner, facetter og modsatrettede tendenser. I en rapport offentliggjort i foråret 2019 beskrev EU meget præcist Kina som Europas »partner«, »konkurrent« og »systemiske rival«. På én gang vel at mærke.

Det er den selvsamme kompleksitet, NATO kommer til at skulle håndtere i den voksende interaktion med Riget i Midten.

På kort sigt handler alliancens italesættelse af Kina som en potentiel sikkerhedspolitisk udfordring i stort omfang om teknologi og infrastruktur. Og det er også i den kontekst, at slutdeklarationen fra Leaders Meeting i London kommer til at sætte ord på det kinesiske engagement i Europa. I løbet af det seneste års tid er det således gået op for de allierede, at blandt andet kinesisk 5G-teknologi, havnedrift i Grækenland og levering af elektroniske komponenter til europæiske teleselskaber ikke bare er uskyldig samhandel og økonomisk samkvem. Det er i høj grad et udtryk for øget kinesisk indflydelse og en tiltagende europæisk sårbarhed over for Kinas mange dokumenterede forsøg på efterretningsindhentning og industrispionage.

»Hvis NATO fortsat skal være en relevant sikkerhedspolitisk aktør, må alliancen derfor – endnu engang – tilpasse sin rolle og definere nye opgaver og interesser«


I det store strategiske perspektiv er NATOs nyfundne interesse for Kina imidlertid også et udtryk for en global sikkerhedspolitisk dagsorden, der er under opbrud. Efter mange års tilløb zoomer USA nu for alvor ind på Kina som dén sikkerhedspolitiske udfordring. Dermed kommer hovedaksen i det store geostrategiske spil også til at gå mellem Beijing og Washington.

Hvis NATO fortsat skal være en relevant sikkerhedspolitisk aktør, må alliancen derfor – endnu en gang – tilpasse sin rolle og definere nye opgaver og interesser i lyset af de globale magtforskydninger.

Internt i alliancen kommer det store hovedbrud til at handle om, hvordan man finder et kompromis, der tilgodeser USAs oplevelse af Kina som »en udfordring« og en række europæiske landes betoning af, at Kinas indtog på den internationale scene også er »en mulighed«. Arbejdet med »Understanding China Better« gav en forsmag på, hvordan rollefordelingen formentlig kommer til at blive. USA – flankeret af Canada og Storbritannien – vil presse på for et stærkt sprogbrug, når det gælder Kina, mens især Frankrig og Tyskland – bakket op af nogle af de NATO-lande, hvor kinesiske firmaer har investeret mest i de seneste årtier – vil arbejde for en mere balanceret og multifacetteret tilgang til Beijing.

Som antydet er én ting imidlertid sikker: Når det gælder NATOs engagement med Kina, er London-mødet kun et startskud. I de kommende år vil alliancens Kina-politik gradvis udvikle sig, og ekspertisen i NATO-hovedkvarteret vil blive styrket markant. Tilpasningen bliver især vanskelig for europæerne, der vil blive tvunget til at skulle finde deres ben i en supermagtskonkurrence, der ikke primært handler om Europa. I den forstand handler tilpasningen også om, at Europa i stigende omfang bliver et »side-show« i den globale sikkerhedspolitik – og ikke dens epicenter som under Den Kolde Krig.

Sten Rynning er professor, prodekan for forskning, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, SDU, og Jens Ringsmose er professor (MSO), dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, SDU.