Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kejseren har tøj på

Den kinesiske økonomi bryder ikke sammen, selv om aktiemarkedet styrtdykker, og selv om en svag nedgang i væksten skaber frygt i industrilandene. Kina er i færd med en voldsom omstilling, men med fortsat ekspansion. Problemet for os er, at Kina bliver en endnu stærkere konkurrent

»Levestandarden (i Kina, red.) er blevet tredoblet de seneste ti år, mens den er stagneret i Europa og USA. Det er forbruget, der er drivkraften. Apple forventer, at Kina bliver et større marked end USA om få år,« skriver Hugo Gaarden. Billede fra et shoppingcenter i Hong Kong. Foto: Alex Ogle/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Overalt i verden har der været dommedagsprofetier over Kina og den effekt, som børskrak og økonomisk afmatning kan have på resten af verden. Man skal ikke ignorere de dystre meldinger fra Kina, for landet står over for store omstillinger, men intet tyder på et sammenbrud af hverken kinesisk økonomi eller den kinesiske samfundsmodel. Kina er stadig et lovende marked, og Kina bliver endnu stærkere på den internationale scene.

Derimod oplever vi to voldsomme overdrivelser: 1) Private, kinesiske investorer har i det seneste år købt aktier med hovedet under armen, så indekset på Shanghai-børsen er drønet i vejret med 150 pct. til et uholdbart niveau, efterfulgt af et kursfald på 40-50 pct. 2) I Vesten tror vi, at kursfaldet er udtryk for et sammenbrud i økonomien. Men aktiemarkedet i Kina er snarere en spillebule, og der er ikke samme tætte sammenhæng med realøkonomien som i Vesten.

Børskrakket har haft en negativ virkning på de globale markeder, men først og fremmest har det ramt private, kinesiske investorer, der har været den vigtigste kapitalkilde på den kinesiske børs de seneste år. Det er uforståeligt, at de kinesiske myndigheder har tilladt markedet at stige dramatisk siden sidste sommer, og det barokke er, at det er sket bevidst, nemlig ved at lade borgerne låne til aktiekøb. Der er endnu ikke kommet en forklaring på, hvorfor ledelsen har tilladt en så uansvarlig udvikling.

At ledelsen nu griber ind med alle midler for at styre et kursfald ændrer ikke ved det egentlige problem, og det kan give politisk bagslag, fordi middelklassen kommer til at tvivle på den model, der hidtil har været gældende: Befolkningen accepterer et autoritært styre, så længe styret sikrer økonomisk fremgang og stabilitet.

Problemet kan blive forværret af boligboblen. Boligpriserne er kommet op på et højt niveau – et par millioner kr. for en normal bolig - men boligejerne er ikke så gældsplagede som europæere og amerikanere. Det er normalt med udbetaling på en tredjedel af prisen, og mange boliger købes kontant. Mange køber boliger som opsparing, og det er en væsentlig grund til, at mange står tomme. Kineserne har altså en »buffer«, som private slet ikke har i Europa eller USA. Den totale gæld i Kina er ganske vist ekstrem på 282 pct. af bruttonationalproduktet – højere end i Europa og USA. Men kineserne har til gengæld en vækst, der kan servicere gælden, og kineserne investerer hellere, før behovet er der, end efter, f.eks. i vejbyggeri.

Der er sket en afmatning i økonomien, bl.a. udtrykt i eksporten, men det skjuler det helt afgørende faktum, at Kina er i gang med en gennemgribende omstilling fra en eksport- og investeringsdrevet økonomi til en styrkelse af hjemmemarkedet med en stærk servicesektor, lige fra hospitalssektoren til online-køb. Den aktivitet måles ikke lige så let som eksporten, og op imod halvdelen af det private forbrug registreres slet ikke i statistikken, siger eksperter.

En af de førende kendere af Kinas økonomi, professor Nicholas Lardy, Peterson instituttet i Washington, siger, at omverdenen ikke har forstået virkningen af denne omstilling. Uroen over den meget svage devaluering for nylig er et eksempel. Markedet – og ikke centralbanken eller regeringen – har gennem de seneste seks-otte måneder lagt et pres på valutaen, yuan, og derfor er devalueringen en naturlig reaktion. Den er så lille, at den ikke i sig selv kan stimulere en svækket eksport, men Kina er derimod i færd med at gøre økonomien mere markeds-konform – og ikke det modsatte – og det baner vejen for, at yuan bliver optaget som medlem i den valutakurv, som Den internationale Valutafond, IMF, anvender.

Her nærmer vi os kernen. Kina har længe arbejdet for at gøre yuan til en international valuta på linje med dollaren, og Kina vil have reformeret IMF, så IMF ikke styres af Europa og USA. Det er en af grundene til, at Kina har etableret den asiatiske infrastrukturbank, AIIB, som førende europæiske lande er gået med i trods modstand fra USA. AIIB ventes at ville investere mere end Verdensbanken, primært i Asien og Afrika, f.eks. ved at etablere nutidens nye silkeruter. Vi er altså ved at få et ægte alternativ til de vestlige institutioner. Det vil Kina ikke sætte over styr ved at føre valutakrig. Kina vil have en afgørende rolle i den internationale finansverden.

Mange ser det som et problem, at Kina ikke længere er et billigland, heller ikke for virksomheder. Kineserne hæfter sig derimod ved, at levestandarden er blevet tredoblet de seneste ti år, mens den er stagneret i Europa og USA. Det er forbruget, der er drivkraften. Apple forventer, at Kina bliver et større marked end USA om få år. Omkring halvdelen af Folkevognskoncernens globale indtjening er hidtil kommet fra Kina.

Ingen af de store danske virksomheder har gaflet sig så kraftigt ind på Kina, og de fleste har oplevet en meget lav vækst eller et fald det seneste år. Men det skyldes primært, at de ikke har været hurtige nok til at omstille sig til forbruger- og servicesamfundet. Det skyldes, at ledelserne hjemme i Danmark ikke har kunnet eller villet se de nye vinde, der blæser. Vil man have succes i Kina, må man følge udviklingen tæt, og man må især reagere lynende hurtigt med investeringer, når nye markedsmuligheder dukker op.

De mest dynamiske vestlige virksomheder venter, at Kina også fremover bliver et stort og voksende marked. Men det bliver også hårdere, for de kinesiske virksomheder er tæt på at være lige så kompetente som de vestlige, og de er særdeles ambitiøse. Vestlige virksomheder vil mærke en konkurrence, der er hårdere end nogensinde, men de vil også opleve store muligheder, hvis de vil omstille. Ifølge rådgivningsfirmaet McKinsey er verdens mest dynamiske virksomhed Alibaba, der ikke bare dominerer online-handelen i Kina, og nu går internationalt, men som revolutionerer bankvæsenet ved at bryde bankernes monopol.

Dynamikken i Kina ses f.eks. af, at landet på kun otte år har opbygget et enestående net af hurtigtog, der omfatter 16.000 km. Næste mål er at bygge fly, der kan konkurrere med Boeing og Airbus. Selv ikke USA har kunnet udvikle et moderne samfund så hurtigt. Nu er kinesiske virksomheder i gang med massive investeringer i udlandet og ventes at blive verdens største investor i 2020.

Vi skal snarere vende den aktuelle frygt for et kinesisk sammenbrud på hovedet: Det bliver i endnu højere grad Kina, der kommer til at præge verdens økonomi og finansvæsen. Kina optræder sikkerhedspolitisk mere selvbevidst end nogensinde, og USA synes at acceptere det. Men det store spørgsmål er, om det er foreneligt med et autoritært styre.

Præsident Xi Jinping har samlet endnu mere magt omkring sig, også i forhold til ministerierne. Den politiske topstyring bliver stærkere, bl.a. gennem en nykonstruktion med »små førergrupper.«

Men samtidig vokser markedskræfternes og de private virksomheders rolle gennem reformer. Den klassiske model siden Deng Xiaoping med politisk topstyring og en fri økonomi bliver altså fortsat, tilsyneladende i stigende grad via elitestyring og »formynderskabs-debat«, hvor flere grupper i samfundet inddrages i debat og overvejelser, men ikke i beslutningsprocessen. Det rammer politiske modstandere brutalt, men vil først give bagslag, hvis middelklassen rammes.

Det er langtfra et vestligt demokrati, men det sikrer handlekraft og en vis grad af lydhørhed over for befolkningen i en fase, hvor Kina står over for lige så store forandringer, som da formand Maos blå uniformer blev kasseret til fordel for en spraglet liberalisering. Med de nuværende problemer bliver Kina ikke klædt af, tværtimod. Kejseren har stadig tøj på.