Kathrine Lilleør: Borgerlig er man, når man har indset de politiske og religiøse utopiers forførende farlighed

Hvornår blev jeg borgerlig? Det har jeg altid været. Selvom jeg ikke vidste det. For borgerlig er man, når man har indset de politiske og religiøse utopiers forførende farlighed.

 

Blev jeg borgerlig, da jeg af en feminist-veninde i gymnasiet blev hånet for mine højhælede sandaler? Eller var det, da Muren faldt? Eller da Kvinfo ikke protesterede over, at Hitzb ut-Tahrir holdt kønsopdelte stormøder? Jeg har tænkt over det, siden Chefredaktør Jensen ringede, og i anledning af Fonsmarkspris-indstillingen bad mig skrive en kronik om, hvornår jeg blev borgerlig.

Jeg er opvokset i en anti-borgerlig tid. Det var mildest talt dubiøst at være borgerlig i Virum i 70erne. Borgerlig stod for gamle mænd, plisserede nederdele og bordskik. Rend os i traditionerne, fremtiden tilhørte i 70erne venstrefløjens progressive, de bondske Venstre-typer fattede intet. De fleste af dem boede også i Jylland. Som 15-årig i 1979 havde jeg læst al kvindelitteratur fra Bente Clod over Erica Jong til Suzanne Brøgger. Mine erotiske indsigter tog et tigerspring ind i en meget voksen verden, der harmonerede dårligt med min flade barm, men bevidstheden om urimeligheden i den kulturelt betingede kvindeundertrykkelse satte sig livslangt i mig. Kvindekamp er klassekamp, lærte vi, og da jeg kom på Øregård Gymnasium, var jeg SFer. Absolut.

Sognepræst Kathrine Lilleør er sammen med cheføkonom og vicedirektør i CEPOS, Mads Lundby Hansen, og fhv. minister og folketingsmedlem for de Konservative, Per Stig Møller, nomineret af Den Berlingske Fonds bestyrelse til Fonsmark-prisen 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Undtagen, når jeg ikke var det. For min gren af familien Lilleør bærer en indsigt, der er gået i arv fra min tipoldefar på strandfogedgården, til min oldefar, der overtog gård og titel, til min bedstefar og videre til min far, der begge blev præster, som jeg selv er blevet det. Den indsigt er nemlig, at ondskab findes i os alle, men med særlig stor styrke dér, hvor man bygger et fællesskab, der hviler på, at man har fundet vejen, sandheden og godheden.

For strandfogeden på strandfogedgården »Gl. Lilleøre« ved Harboøre i slutningen af 1800-tallet var det Indre Mission, der havde annekteret godheden. I Harboøre Kirke forkyndtes enkle måder, hvorpå man kunne dømme hinanden inde eller ude fra Guds paradis både i denne verden og i den næste. Slægten delte sig. Nogle søgte Missionshuset og slog hånden af dem, der ikke gik med. Min tipoldefar og oldefar blev hjemme. Da redningsbåden »Lilleøre« kæntrede ved en redningsaktion, og min tipoldefar mistede to sønner, skal hans sidste ord ved den ene søns båre have været »tak, fordi du aldrig fordømte din far«. Det var ellers netop, hvad de hellige gjorde. Fordømte.

»Så dyrebar var utopien om et samfund, hvor arbejderen var ligeså velstillet som direktøren, at førende danske intellektuelle ligefrem løj om forholdene i Sovjet, for det var for svært at slippe drømmen.«


Min bedstefar blev sendt til København for at læse til ingeniør, så han kunne vende tilbage og kystsikre mod det bølgende Vesterhav, men han valgte bag sin fars ryg teologien for at sikre små sjæle mod trusler om Guds frådende vrede. Aldrig gik han på prædikestolen uden at forkynde mod missionen. Ikke kun fordi det var hans personlige anliggende, men fordi han i evangelierne fandt det ene argument mod de hellige efter det andet. Det samme gjorde min far.

Op gennem 70erne og ind i 80erne og 90erne havde andre hellige taget over. Kommunismens totalitære ideologi var en gennemgående front i min fars prædikener. Nu var det »de progressive«, der prædikede omvendelse og truede med fordømmelse, båret af troen på det gode ikke bare i mennesket, men i det store fællesskab. Da jeg på det teologiske hovedstudie begyndte at læse Søren Kierkegaard, havde jeg således gode forudsætninger for at forstå hans betænkeligheder ved demokratiet som en bedre styreform end en enevældig monark. Fyrsten kan man vælte, det er vanskeligere at vælte en hel befolkning, der er blevet forført af egen godheds-utopi. Historien har vist, at selvom man foretrækker demokratiet, fik Kierkegaard desværre mere end ret. Ikke bare da Hitler kom til magten i 1933, Øhavet Gulag talte siden sit eget tydelige sprog, men ikke alle ville lytte.

»Hvornår blev jeg borgerlig? Det har jeg altid været. Selvom jeg ikke vidste det.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Jeg blev voksen i skyggen af stalinismens fascination. Så dyrebar var utopien om et samfund, hvor arbejderen var ligeså velstillet som direktøren, at førende danske intellektuelle ligefrem løj om forholdene i Sovjet, for det var for svært at slippe drømmen. Som bekendt demaskeredes Østblokken gradvis, og Poul Schlüter kom som en naturlig følge deraf til magten i 1982 med sin borgerlige firkløverregering. Schlüter, der sagde, »jeg er ikke så borgerlig, at det gør noget«. Et tankevækkende udsagn. Ikke mindst i denne tid, hvor der spørges efter, hvad det borgerlige er. Schlüters udsagn var politisk klogt, for det appellerede til de mange borgelige socialdemokrater. Men også tidstypisk. Det borgerlige var godt nok begyndt at afspejle sig i yuppie-moden, slipset og spadseredragten, men mentalt forblev vi i 70erne, og det er et åbent spørgsmål, om vi de seneste 50 år er blevet stående dér. For, der er nu ikke noget så skønt som at tro. Tro godheden her og nu, når bare vi står sammen.

I juni 1983 blev jeg student, og i september blev jeg indskrevet på Det Teologiske Fakultet. Ikke fordi jeg ville være præst, men det er en anden historie. Her blev mit møde med Martin Luther afgørende for mit tilværelsessyn. Intet mindre. Luthers »Om et kristent menneskes frihed« blev afsæt for såvel mit teologiske som samfundskritiske anliggende. Her fandt jeg nøglen til at forstå min slægts indædte opgør med både den religiøse og den politiske utopi. Her forstod jeg, hvordan forholdet mellem Gud og stat skal udmøntes for at forhindre, at utopierne får magt, som de har agt.

»Alle er vi forpligtede på at vedgå vores fejl, men det er også det, der sætter os frie til at være mennesker på godt – og ondt.«


Det kan siges langt, men også kort: Luther deler tilværelsen op i to »regimenter«. Det ene er privat, det andet er offentligt. Det ene er troens, det andet er samfundets. De to sfærer bærer vi alle i os, men de må aldrig i samfund og lovgivning sammenblandes. »Giv kejseren, hvad kejserens er – og Guds, hvad Guds er«, som Kristus siger. Kejseren eller Folkestyret har ikke guddommelig autoritet, men skal herske i respekt for hvert enkelt menneskes frihed til at tro, tale og tænke, som det vil. Gud eller det, vi tror på, er et hjerteanliggende, som staten skal sikre os frihed til at udøve. Dog med den begrænsning, at vi ikke alene med henvisning til vores tro kan diktere, hvad andre skal – eller ikke skal. Denne skelnen mellem, hvad der hører det private til, og hvad der hører samfundet til, skal lutherske teologer i særlig grad vogte. Vi skal prædike om søndagen, og om mandagen skal vi dyrke vores marker som alle andre samtidig med, at vi holder øje med, at magthaverne ikke tiltager sig en guddommelig autoritet i deres magtudøvelse. Den guddommelige autoritet behøver ikke alene være, at kejseren eller regeringen opfatter sig særlig tæt på Gud. Det kan også være, at magthaverne opfatter sig selv kærligere end de fleste andre. Som det godes tjenere.

I »Om et kristent menneskes frihed« forklarer Luther i et modsvar til tidens store humanist Erasmus af Rotterdam, at det kristne menneskes frihed er, at det er frit for at skulle være lige så god som Gud. Det kan indrømme sine fejl uden at frygte Guds dom, for han har tilgivet os på forhånd. »Synd tappert«, siger Luther ligefrem. Vi skal tro os tilgivet, så vi tør indrømme og vedgå vores fejl. Det har den skønne konsekvens, at ingen andre end dommere i retssale har ret til at dømme, hverken moralsk eller på Guds vegne. Alle er vi forpligtet på at vedgå vores fejl, men det er også det, der sætter os fri til at være mennesker på godt – og ondt. Det er denne egentlig simple nøgle, jeg samlede op i 1985, og har anvendt lige siden til at perspektivere tidens trends og politisk magtudøvelse, ikke mindst her i Berlingskes spalter.

Hvornår blev jeg borgerlig? Det har jeg altid været. Selvom jeg ikke vidste det. For borgerlig er man, når man har indset de politiske og religiøse utopiers forførende farlighed. Borgerlig er at være jorden tro. Uden på forhånd fastlåste holdninger. Men med et årvågent blik for magthaveres forsøg på at omgå de demokratiske frihedsidealer i den gode hensigts navn, for da er der altid små mennesker, det går ud over. Den gode borger kan derfor ikke nøjes med at passe sin have, men må engagere sig i samfundsanliggender. Livsopgaven er at give landet, sproget og sangene, som vi fik for ingenting, videre til vores sønner og døtre, mens vi nynner »slægt skal følge slægters gang«.

Borgerlighed forpligter.

Kathrine Lilleør er sognepræst og ph.d.