Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kastration og kønsarkitektur

Eva Agnete Selsing: Tidens debatter om kønsroller foregår på baggrund af et ideal om kønsneutralitet. Det feministiske prestigeprojekt er indførelsen af det kønsmainstreamede samfund, hvor forskellene kønnene imellem er elimineret til fordel for en gennemfeminiseret arketype.

TEGNING: CLAUS BIGUM Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kampen mod manden er en kamp mod mennesket. Den magtfulde feminisme, der sniger sig ind ad bagvejen hos selv nominelt borgerlige gemytter, indebærer et opgør med den enkeltes ret til at udvikle sig i forlængelse af sine naturlige inklinationer.

De mange debatter om kønsroller, der både dækker emner som legetøj og tøj til små børn, rollefordelingen i familien og henholdsvis moder- og faderskabet, foregår på baggrund af et normativt ideal om kønsneutralitet. Det feministiske prestigeprojekt er nemlig indførelsen af det kønsmainstreamede samfund, hvor forskellene kønnene imellem er elimineret til fordel for en gennemfeminiseret arketype.

Men hvad sker der, når et samfund begynder at udgrænse det maskuline? Hvilke følger har det for den enkelte mand, kvinde, for familien og for børnene? For vores kultur? Det er der grund til at overveje, eftersom universitetsfeminismen har gjort sit tydelige indtog i samfundet og de enkelte borgeres hoveder. Særligt gennem de statslige opdragelsesinstitutioner, der efterhånden følger velfærdsdanskeren fra vugge til grav. Det er kommet så vidt, at vi begynder at så tvivl om kønsidentiteten hos selv helt små børn. Et dramatisk skridt i feministisk retning.

For det kønsneutrale projekt er ikke værdineutralt, som det ellers påstås af dets sælgere. Det er en revolutionær utopi, baseret på en venstreradikal forestilling om mennesket som noget, der skal formes af en bedrevidende elite, der ikke respekterer den gammeldags ’privatsfære’. Hvad disse yderligtgående samfundsingeniører udmærket forstår, er, at kønsidentiteten for langt de fleste mennesker er helt fundamental. På sin vis det skelet, der bærer resten af konstruktionen. For nok er kønsrollerne delvist kulturelt baserede, men de flugter med vores biologi, med vores natur. Derfor har de holdt ved så længe. Fjerner man denne ’naturlige’ kulturelle overbygning i et totalitært forsøg på at skabe det rene, kønsneutrale menneske - en tabula rasa, den nye tidsalders kønsarkitekter kan skrive deres egne tegn på - er det et overgreb på det enkelte menneskes værdighed. På dets ret til at udvikle sig i forlængelse af sine naturlige inklinationer. Men også en nødvendighed, hvis man, som radikalfeminismen og andre venstreorienterede projektmagere, vil omkalfatre samfundet totalt. Mennesket må dekonstrueres for at rekonstrueres i socialingeniørernes eget billede.

Men vi træffer mange, måske de fleste, livsvalg, på baggrund af vores køn. Valg af partner, af uddannelse, af omgangskreds og andre væsentlige beslutninger træffes med kønnet som det naturlige bagtæppe. En grundstruktur i udviklingen af vores personlighed. Hiv det væk, og hvad er der så tilbage? Det er farligt at udrense kønnet. Og desto mere, jo tidligere denne udrensning begynder. Et barn, der er frarøvet adgangen til sit eget køn, er uden adgang til en afgørende del af sin egen psykiske arkitektur - ellers et af de få holdepunkter, vi har i den turbulente udvikling fra barn til voksent menneske. Hvorfor det ikke er lige meget, om det kønsneutrale projekt søges gennemført allerede i barneårene.

Det kønsneutrale menneske er først og fremmest kendetegnet ved ’åbenhed’. Det dømmer ikke, og kan ikke selv dømmes. Det er uden for de forældede identitetskasser og er kun bærer af de markører, det selv vælger. Det anerkender og tolererer alt - undtaget, naturligvis, de forældede kønsroller. Det er (i teorien) empatisk, lyttende og ’frigjort’ fra omverdenens forventninger, fra tradition og historie. Det er belæsset med ’rettigheder’ og har ingen kønsrelateret ansvarsrolle i forhold til rudimenter som familie, ægtefælle og børn. Det er, med andre ord, en moderne akademikerkvinde, som hun gerne vil opfatte sig selv. Og hvis det kønsneutrale menneske er en slags kvinde, er der selvsagt ikke plads til manden i dén utopi.

Den største opgave for det kønsneutrale projekt er derfor at eliminere ham og hans kendetegn. Og tillad mig derfor, for klarhedens skyld, at foreslå en ultrakort, tentativ skitse af det mandige: Mandighed, overordnet forstået, vil blandt andet indebære mod, ridderlighed, rationalitet, æresfølelse, konkurrence- og handlelyst, behovsudsættelse, fædrelandskærlighed, (stats)uafhængighed, stolthed, arbejdsomhed, respekt for autoriteter og for kendsgerninger, pligtfølelse, ambition, kynisme, loyalitet og styrke. Karaktertræk eller dyder, som kan tillægges begge køn, men i højere grad har været forbundet med det maskuline end det feminine. Og træk, som er afhængige af både biologi og kultur. For mange af de mandige dyder gælder det, at den enkelte opdrages til og annammer dem gennem opvæksten som mand. For andre karakteristika vil det være noget, som er indlejret i hans natur, eller som minimum er afhængigt deraf.

Et samfund, hvor disse dyder negligeres, eller ligefrem bekæmpes, vil naturligt ændre kulturelt udseende. Andre værdier kommer i højsædet. I et kønsneutralt samfund vil disse formentlig inkludere tolerance, empati, fokus på fællesskabet over individet, rettigheder, statsafhængighed, kompromissøgning, lighedsidealisme, samtale, anerkendelse, selvrealisering, egenkulturel skamfølelse og rummelighed. Disse begreber er ikke hentet fra den blå luft, men er blandt de mest anvendte i den lejr, hvor man aktivt promoverer det kønsneutrale projekt. Et projekt med et altoverskyggende fokus på det feelgood-klingende, det socialkirurgiske og det statsbårne. Men, vigtigst, en aktiv afvisning af enhver form for aggression og styrkeudøvelse.

Og konsekvenserne på sigt? Nogle af dem kan vi aflæse nu, andre må vi spå mere eller mindre kvalificeret om. Men et samfund, der erstatter ridderlighed med selvrealisering, fædrelandskærlighed med egenkulturel skamfølelse, statsuafhængighed med -afhængighed, kendsgerninger med følelser og pligt med rettighed, er i hvert fald ude på et civilisatorisk skråplan. Sådan et samfund kan ikke forsvare sig selv i en krisetid, hverken mod indre eller ydre fjender. Krig er en umulighed for et land med borgere uden ansvarsfølelse for nationen - en uden tvivl intenderet konsekvens fra de kønsneutrale ideologer, der også har nedbrydelsen af den vestlige civilisa­tion på dagsordenen. Og indadtil: opretholdelse af civilsamfundet er på sigt uladsiggørligt i et land befolket af mennesker, som først og fremmest er bærere af positive rettigheder, som en stærk stat forventes at tilfredsstille. Konsekvensen er mere stat, mere regulering og mindre frihed. Det vil sige mere magt til samfundsingeniørerne - hvilket held for dem! Og i mikroformat: familien som den enhed, det bevisligt er bedst for børn at vokse op i, kan naturligvis ikke opretholdes. I hvert fald ikke af borgere, som ikke anerkender pligter og ansvar, men dyrker egne krav på selvrealisering og forventer anerkendelse for selv de mest egoistiske livsvalg. Surt show for børnene - men godt for mor og far? Ikke rigtig. På hvilket grundlag skal de finde hinanden - og holde sammen, når hverken køn eller pligtfølelse er gangbare holdepunkter?

De færreste bliver lykkelige uden forpligtende forbindelser til andre mennesker. Akademikerkvinden virker ensom i sit store netværk af bekendte. Og den gråd­labile, storvaskende og kønsmainstreamede mand er heller ikke i høj kurs - kvinderne vil ikke rigtig have ham. Han går rundt med små gummisko og er præcis så blød og lyttende, som han er blevet opdraget til at være af pædagogerne i barndomsinstitutionerne. Og alligevel vil damerne kun være venner med ham, eller forlader ham efter føje år. Skal det udvikle sig, finder de sig en mere mandig type - blandt de få, der er tilbage.

Med andre ord: konsekvenserne af det kønsneutrale samfund er grimme. For mænd, for kvinder og for børn. I stedet for de smukke fraser om anerkendelse og rummelighed, har arbejdet hen imod utopien indtil videre medført splittede familier, ensomme mænd og kvinder og svigtede børn. Og konsekvenserne på civilisationsniveau er om muligt endnu værre. Kampen mod manden er en kamp mod mennesket. Mod ham og hende og deres natur. Mod mor, far og barn. Det er ikke ’neutralt’. Det er farligt.