Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Karriere er skakmat for Danmarks kunstdimittender

En kunstdimittends karrieresituation er håbløs, hvilket rammer Danmarks investering i billedkunstnere hårdt. Der er behov for handling fra Folketinget og Regeringens side, mener Jens Otto Hansen, billedkunstner og Cand.phil.

Der er langt fra uddannelse til job inden for billedkunstfaget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Billedkunstdimittenderne fra det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler er en over 250 år gammel statslig investering i en dansk billedkunst. En investering, der på mange måder er lykkedes, både som følge af Kunstakademiets eksistens og som følge af det kunstneriske menneskes trang til at skabe kunst på trods af svære odds.

Odds, der i dag er i så ringe forfatning, at det billedkunstneriske projekt praktisk talt er umuligt for den enkelte kunstdimittend og for Danmarks investering i billedkunstnere.

Billedkunstmarkedet brugt til karrierestart er død
For at starte med hovedproblemet, nemlig billedkunstmarkedet, er det danske billedkunstmarked alt for lille til at støtte den danske billedkunstnerstand, og samtidigt er billedkunstmarkedet det første marked, der gik ned som følge af det økonomiske kollaps i 2008.

Denne realitet betyder, at billedkunstdimittenderne ikke kan bruge billedkunstmarkedet som økonomisk karrieretrin til gennemførelse af starten på deres karriere.

I sådanne situationer falder billedkunstnerne normalt tilbage på det jobmarked, hvor deres kunstneriske uddannelse burde have vægt, eller på jobmarkeder, der ikke kræver uddannelse.

Jobmarkedet for billedkunstneriske kompetencer eksisterer næsten ikke
Jobmarkedet, hvor den billedkunstneriske uddannelse har vægt, er i dagens Danmark stærkt begrænset, for ikke at sige næsten ikke-eksisterende, og samtidig er billedkunstdimittendernes opnåede kompetencer på det smalle billedkunstneriske jobmarked enten ikke kendt eller bliver ligestillet med personer, der har langt lavere billedkunstneriske uddannelser, eller slet ingen billedkunstnerisk uddannelse.

Denne situation, der nærmest kan beskrives som en ren foragt for Kunstakademiets Billedkunstskoler og dets uddannelser, gør, at de uddannede billedkunstnere i en urimelig grad bliver forment adgang til undervisnings- og formidlingsjobs, samt ledelsesstillinger indenfor billedkunstens egne områder. Og derved er endnu et væsentligt trin på billedkunstnernes karrierestige brudt.

Det ufaglærte jobmarked er i dag et urealistisk karrieretrin for billedkunstdimittenderne
Tilbage er så ufaglært arbejde, der ikke er en billedkunstnerisk optimal karrieresituation på grund af tidsforbruget og den manglende fleksibilitet, men som mange billedkunstnere gennem tiderne har brugt til livets opretholdelse, og til at starte den kunstneriske karriere på.

Men selv denne utilstrækkelige karrieremulighed er de sidste 20 år mere eller mindre forsvundet. En af årsagerne er globaliseringen, der har forårsaget, at der er blevet langt færre ufaglærte jobs nu end for 30 år siden, en anden årsag er naturligvis, at der er langt større konkurrence forbundet med at gøre sig gældende på det ufaglærte arbejdsmarked nu end før, en situation der i dagens Danmark yderligere bliver forstærket af østarbejderne og flygtningene ankomst til Danmark.

Billedkunstnernes kompetencer har ingen vægt på det ufaglærte jobmarked
Ufaglært arbejde er altså mere eller mindre forsvundet som det sidste lille karriereværktøj i kunstdimittendernes karriereværktøjskasse, en situation, der bliver yderligere forstærket ved nutidens tendens til at fokusere på kompetencer og erfaring, også fra arbejdsgiverne på det ufaglærte arbejdsmarked.

Det gør situationen for kunstdimittenderne endnu værre, da det er sikkert som amen i kirken, at et kunstnerisk CV i jobansøgningen ingen vægt har, og oven i købet har en tendens til at stå i vejen for et eventuelt ufaglært job, hvilket der er masser af billedkunstnere, der kan nikke genkende til.

Nogle kunstdimittender opdager denne tendens og søger ufaglært job uden deres kunstneriske CV, men denne strategi får tit negative følger, da arbejdsgiveren så tror, at han står overfor en mental mindrebemidlet eller en jobansøger, der kommer lige fra et fængselsophold.

Trygheden i A-kassesystemet er for kunstdimittenderne som at tisse i bukserne – det varmer i starten, men..
I de seneste år har kunstdimittenderne haft mulighed for at komme i Journalisternes A-kasse. Men billedkunstnerne passer slet ikke ind i det eksisterende A-kassesystem, som billedkunstnernes tilknytning til Magistrenes A-kasse i sin tid viste.

Billedkunstnerne bliver blot parkeret i A-kassesystemet i en kortere årrække, indtil de efter adskillige kurser og mulige jobrotationer rammer systemets regler vedrørende arbejdsløshedsperiodens længde, for derefter at blive overflyttet til kontanthjælp, hvor den billedkunstneriske tilværelse bliver totalt umulig på grund af aktivering, økonomi og regler om forbud mod faglig aktivitet i kontanthjælpsperioden (se Kunstdimittendundersøgelsen fra A.K.F. eller ”Dimittendundersøgelsen” på hjemmeside www.jensottohansen.dk ) .

Den Kunstneriske frihedstrang kan blive til en karrierefælde, der udelukker dem for mulige jobs
Billedkunstnere, der kommer på kontanthjælp har valget mellem at stoppe deres karriere på grund af de billedkunstfjendtlige regler og forhold på kontanthjælpsområdet, eller at opsige kontanthjælpen og forsøge at klare den kunstneriske og personlige økonomi på det allerede omtalte umulige jobmarked.

Springet fra kontanthjælpen til situationen uden for kontanthjælpen har en afgørende negativ konsekvens, nemlig at billedkunstneren ikke længere er berettiget til opgraderende kurser eller andre ydelser igennem kontanthjælpssystemet, og heller ikke er berettet til at få job igennem jobrotationssystemet. Denne systemfejl rammer den fri billedkunstner ligeså hårdt, som den rammer alle andre, der er røget ud af kontanthjælp og A-kassesystemet.

Kunstdimittendernes karrieresituation er umulig
Som det er umiddelbart indlysende, er kunstdimittends karrieresituation håbløs, og samtidig kan det ikke være rigtigt, at de eneste, der har en chance for at udnytte den kunstneriske uddannelse i en kunstnerisk karriere, er personer, der er rige, eller har en rig familie, der kan og vil støtte dem.

Og kunstdimittenderne står ikke alene med problemet, problemet er lige så alvorlig for Danmarks investering i billedkunstnere, der, som det ser ud lige nu, går tabt i en mangel på politisk forståelse for den kunstneriske eksistens og en ikke gennemtænkt karrieresituation på et ikke gennemtænkt billedkunstmarked.

Regeringen og Folketinget må træde i karakter
Det må være på tide, at den siddende regering og Folketinget tager deres ansvar alvorligt og sætter sig sammen med billedkunstens institutioner og de kunstpolitiske aktører, der er aktive i debatten om billedkunstens forhold, og sammen med dem finder en model for billedkunstnernes eksistens i det danske samfund, der gør investeringen i billedkunstdimittender til en positiv investering for samfundet, og ikke som nu, hvor investeringen bliver ødelagt, så snart den er klar til at blive brugt.