Kan kun en angstneurotiker skrive gysere?

Johannes Møllehave: Jo mere vi går til afspænding, jo mere savner vi spænding. Ingen dansk forfatter har nogensinde opnået et førsteoplag på 80.000. Det oplever thriller-forfatteren Jussi Adler-Olsen nu.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

»Hale vidste, at de havde i sinde at myrde ham, inden han havde været tre timer i Brighton«. Vis mig den læser, som ikke er fanget efter disse få linjer fra Graham Greenes roman Brighton Rock, 1937. Og det bliver ved. Side for side bliver hovedpersonen Fred Hale mere og mere paranoid, og læseren er ude af stand til at slippe bogen. Spændingen stopper ikke med mordet på Hale, for nu er det morderens flugt, vi følger. Greene fortæller i sine erindringer A sort of life, 1971, at han selv havde behov for gys som middel mod kedsomhed. Som ung kedede han sig så uudholdeligt, at han måtte skabe spænding. Han gik ud i en skov, satte en patron i en revolvertromle, drejede tromlen og satte pistolen for tindingen – gysende og befriet hørte han klikket. Nogle dage senere satte han to og siden tre og fire patroner i. Til sidst var der kun ét tomt kammer i revolveren. Da han overlevede dét, var han frelst. Greene spillede resten af sit liv russisk roulette ved at opsøge de farligste steder på kloden og skrive gysere. Ordbogen om gys: »Et tidsafgrænset anfald af skræk og kuldefornemmelse«. Et dobbeltmord i Brighton vakte opsigt, og alle var optaget af, hvem morderen var. Der var bandekrige i forbindelse med væddeløb. Greene bruger det i sin roman. I Brighton Rock er den ene bandes leder jøde og den andens en 17-årig dreng. Det er Greenes fremgangsmåde, at han har fat i et stykke virkelighed og herefter selv frit digter videre. Han har beskrevet, hvordan han flygtede fra London til Brighton for at slippe fri. Politikens krimiekspert Harald Mogensen fortalte mig engang, at kun den angstneurotiske forfatter kan føre sin angst over i læseren. Jeg nævnte, at Anders Bodelsen havde haft sit første hjerteanfald, da han var ung. Netop, sagde han. Det er derfor han kan skrive så gode spændingsbøger. Jeg tænkte nu mere på Graham Greene og ikke mindst Hitchcock. I Fuglene fra 1963 er det instruktørens egen paniske angst for fugle i flok, som forplanter sig til publikum. Greene fortæller også om sin angst for fugle. »Jeg arvede fra min mor en blind rædsel for fugle og flagermus. Den dag i dag kan jeg ikke fordrage at røre ved fjer, og jeg husker hvordan en flagermus en nat i Harston kom ind i mit soveværelse fra et af de store træer på plænen udenfor.«

Greene er født i 1904 og dør i 1991. Hans forfatterskab består af 60 bøger. Han fortæller i sine erindringer: »En selvbiografi er kun en slags liv. Den indeholder måske færre fejl i henseende til kendsgerninger end en biografi .« En erindringsbog kan ikke blive mere end en slags liv, fordi han nu i en alder af 65 indrømmer, at han har levet langt mere intenst med sine opdigtede personer end med virkelige mænd og kvinder. En slags liv udkom på dansk på Gyldendals forlag samme år som den originale titel. Selvom Greene afskyede nøgleromaner, er han her ikke bange for at udlevere et helt bundt nøgler til sine tidligste udgivelser: »Motivet for at nedskrive disse stumper af fortiden, det er noget lignende det motiv, der har gjort mig til romanforfatter: En trang til at reducere et kaos af erfaring til en eller anden slags orden, og en glubende nysgerrighed«. Underligt nok beslutter han sig for kun at skildre perioden med de ti første udgivelser, som alle betød økonomiske tab: »Jeg har foretrukket at skildre de år, præget af fiasko, som fulgte på antagelsen af min første roman. Fiasko er også en slags død: Møblerne solgt, skufferne tømt, flyttevognen holdende for døren som en rustvogn for at bringe én til det billigere bestemmelsessted.« Det siger han efter at have hævdet, at man egentlig ikke kan skrive en persons historie uden at følge ham helt til graven. I En slags liv peger Greene på de vigtigste forudsætninger for, at han blev forfatter: »Om jeg blot havde vist det, må hele fremtiden have ligget dér, i de gader i Berkhamsted hele tiden«. Greenes far var rektor i Berkhamsted, og tidligt blev Greene dobbeltagent, fordi han fortalte sin far, hvad eleverne sagde og gjorde. Og omvendt fortalte han eleverne, hvad faren tænkte og planlagde. En hovednøgle til Greenes fortællinger ligger i dobbeltrollen. En anden nøgle er Greenes svimlende angst for druknedød eller for at styrte eller springe ned i en sluse: »Den dag i dag kan jeg ikke uden angst og bæven kigge ned i en sluse langs lodrette våde vægge, og mange af mine tidlige drømme var om druknedøden, om at drages magnetisk mod vandkanten«. Greene havde en fast ansættelse på Times og altså et fast økonomisk grundlag. Alligevel sagde han op og gik ind på de meget usikre vilkår, det medfører at blive romanforfatter. Det er først med filmen Den tredje mand, 1949, Greene for alvor brager igennem. Mon ikke vi alle sammen husker de frygtelige sidste scener netop nede i kloakkerne? Hale vidste, at de havde i sinde at myrde ham, inden han havde været tre timer i Brighton. De første 20-30 sider af Greenes roman spiller så over Hales sidste tre timer.

Greene understreger i sine erindringer, at han hele tiden øvede sig i at blive en god forfatter, at han undervejs lærte sig det væsentlige. Han tilføjer, at han som faglært håndværker har en intuition, der hele tiden får ham til at lugte, at der er svamp i bjælkerne og han beklager »hvor sjældent (jeg) har modet til at rive hele huset ned og begynde forfra«. Brighton Rock er et bevis på det modsatte. Den stakkels Hale, som ved, han skal myrdes, arbejder for avisen Daily Messengers. Han løber rundt i badebyen og gemmer kort på listige steder. Et kort kan for eksempel være lagt under dugen på en restaurant. Samtidig reklamerer både avisen og en løbeseddel med at den, som finder kortet og opdager, hvem der har lagt det, skal kaldes Kolley Kibber. Hales billede ses dagligt i avisen, så læserne kan genkende ham. Er man den heldige vinder, skal man råbe »Du er Kolley Kibber! Jeg kræver Daily Messengers præmie!« Så stramt er nettet lagt over Hale. Alle kender ham af udseende, fordi de kan se billedet i avisen. Derfor må han ikke skjule sit ansigt eller bære solbriller. Samtidig ved han, at det, at han er synlig for alle, bliver hans skæbne. Han optræder som Pjerrot i en folkemængde. Hvor nemt er det ikke for hans dødsfjender at nakke ham. Hale ved, hvordan det gik en af hans venner: Han blev snigmyrdet. Hales angst smitter i den grad, at man ryster på hænderne, mens man læser. Hale kommer til Brighton med pinse-turisterne og gemmer sig i mængden. Han ved, at hans ærkefjender er på jagt efter ham. Både han og læserne ser dem – især Pinkie, den lille 17-årige forbryder – glimtvis i løbet af de få timer, han har tilbage. Hale er nødt til at markere sig, for at han kan leve op til sit job. Han får penge for at blive genkendt til aviskonkurrencen, men ville give sin højre arm for at kunne skjule sig, fordi han ved, at han vil blive myrdet denne pinse. Brighton Rock har det hele – også had/-kærlighedshistorien: Pinkie forråder og forfører og gør servitricen Rose gravid. Samtidig er han fast besluttet på at skaffe hende af vejen for at redde sit eget liv. Rose er det farligste vidne i mordet på Hale. Konstruktionen er fuldendt. Bogens motto er taget fra Shakespeares Macbeth, hvor en af heksene siger: »This were a fine reign: To do ill and not hear of it again« – frit oversat: Det ville være fint, hvis livet var indrettet sådan, at man kunne myrde uden at blive opdaget. Et kendetegn i Greenes prosa er hans raffinerede humor. Det er ikke kun Greenes personer, som oplever tegn og varsler. Han fortæller, at han selv som 5-årig drømte om et skibsforlis netop den aprilnat i 1912, hvor ’Titanic’ kolliderede med et isbjerg og totalforliste. Enhver, der tænker på at blive forfatter, bør læse Greenes erindringer. Det er da en opmuntring, at en af Europas bedste spændingsforfattere i den grad oplevede sig som fiasko til og med sin 10. bog. Siden blev Greene læst af millioner. Personlig regner jeg både Greenes noveller, Den stilfærdige amerikaner og Den menneskelige faktor, for hans bedste bøger. Vor mand i Havanna og Doktor Fisher i Geneve er vittige i en sådan grad, at man fristes til at kalde ham Greene-bider. Omsider får en dansk krimiforfatter Boghandlernes Laurbær. En dansk spændingsforfatter oplever altså millionoplag før Greene. Jussi Adler-Olsen, som har solgt mere end to millioner bøger, har fortalt at han som lægesøn havde usædvanlige og stærke oplevelser i sin barndom. Han var for eksempel tæt på både sindssyge, døende og døde. Med et førsteoplag på 80.000 eksemplarer oplever Jussi Adler, boghandlerne og forlagene nu, at der også er en forbindelse mellem gysser og gysere. Tillykke med laurbærrene!