Så oprandt da dagen, hvor DRs generaldirektør Kenneth Plummer trak sig fra sin stilling efter afsløringen af en rent ud sagt vanvittig adfærd. Den del af historien er nu kendt i detaljer. Mindre kendt er derimod en række forhold omkring den beslutningsproces, der i sin tid førte Kenneth Plummer frem til stillingen som generaldirektør.

Tre ting blev straks besluttet af bestyrelsen: at opslå stillingen officielt, at hyre headhunterfirmaet Amrop Hever til at forestå processen og at nedsætte et internt ansættelsesudvalg, der kom til at bestå af formanden, næstformanden og bestyrelsens tidligere formand.

Først blev alle bestyrelsesmedlemmer (dengang ti) hver især indgående interviewet af Amrop Hever om egen baggrund, om synet på DR og om forventningerne til en ny generaldirektør. Derefter gik Amrop Hever i gang, dels med selv at scanne markedet for alle tænkelige kandidater (bestyrelsesmedlemmerne kunne komme med forslag), dels med at tage sig af dem, som ikke havde søgt officielt, men henvendte sig personligt for at være sikker på diskretion.

Stillingsannoncen gav cirka en snes ansøgninger fra folk, som karrieremæssigt måtte forventes at søge stillingen - her var der ingen overraskelser, men flere umiddelbart kvalificeret - og rene lykkeriddere, spøgefugle eller bare vildt forhåbningsfulde. Ingen af dem var kvalificeret.

Disse ansøgninger kunne bestyrelsesmedlemmerne få lov at læse ved personligt fremmøde på 12. sal i TV-byen. Der måtte ikke tages kopier.

Det blev siden oplyst, at Amrop Hever havde været ude i selv de fjerneste afkroge af mediemarkedet i såvel indland som udland for at finde egnede emner. Alt i alt havde op imod 80 navne været i spil. Nogle havde takket nej straks, fordi de ganske enkelt ikke var interesseret. Andre havde selv trukket sig eller var af den ene eller anden årsag blevet strøget af listen efter de indledende samtaler.

Tilbage var cirka en snes navne, som blev indkaldt til flere, dybtgående interview og omfattende personligheds- og kompetencetest, som gav yderligere frafald. Da man nåede frem til dagen, hvor DRs næste generaldirektør skulle udpeges, var feltet snævret ind til blot en håndfuld. Alle disse kandidater havde forinden været til samtale med bestyrelsens ansættelsesudvalg.

De syv menige bestyrelsesmedlemmer vidste derimod ikke (så vidt vides), hvem kandidaterne var, da de mødte op på selve dagen, ligesom de aldrig fik oplyst navn på en eneste af de øvrige 50-60 kandidater, der havde været i spil.

De syv menige bestyrelsesmedlemmer havde derfor heller ikke en jordisk chance for at forholde sig til de kriterier, som headhunterfirmaet og/eller ansættelsesudvalget/bestyrelsesformanden havde anvendt, når en kandidat var blevet sorteret fra.

Alt dette kan muligvis ikke gøres anderledes. Diskretionshensynet over for kandidater, der f.eks. sidder i uopsagte stillinger, må under alle forhold veje meget tungt. Men for de menige bestyrelsesmedlemmer fremstod processen som uigennemskuelig, og det beslutningsgrundlag, som blev serveret for dem på afgørelsens dag, var tygget mad.

Det afgørende møde blev afholdt på et hemmeligt sted - som såmænd var et separat lokale på første sal i Royal Hotel i København. Her blev bestyrelsen placeret omkring et stort konferencebord, og hver deltager fik en times tid til at gennemlæse en sagsmappe for hver af kandidaterne, som først og fremmest indeholdt deres ganske omfangsrige, personlige ansøgninger.

Materialet måtte ikke bringes ud af lokalet og blev efter endt læsning - ganske som alt andet materiale i løbet af dagen - indsamlet igen og omhyggeligt optalt, før det gik til makulering. Derudover blev der givet en detaljeret redegørelse for resultaterne af de meget omfattende test, som kandidaterne havde været igennem for at afdække deres færdigheder og evner til at træffe vanskelige og belastende beslutninger i komplicerede sager under stort pres.

Resultaterne blev fremlagt i et utal af skemaer og talkolonner med flittigt brug af powerpoint og virkede nærmest som en forelæsning over et par kapitler af Statistisk Årbog. Selv om der naturligvis var indbyrdes forskelle mellem kandidaternes resultater, kunne de dog alle betragtes som egnet.Endelig mødtes bestyrelsen personligt med hver enkelt af kandidaterne. Halvanden time var der afsat til hver.

Delinkventerne blev anbragt for enden af det store konferencebord med ti par intenst iagttagende øjne rettet mod sig på passende afstand omkring den anden ende af bordet. Først tre kvarter eller en lille time, hvor kandidaten berettede om sig selv og egne fortræffeligheder og redegjorde for sit syn på DR, og hvorfor han/hun fandt sig selv egnet som generaldirektør.

Derefter en halv time eller i bedste fald tre kvarter til en lidt friere samtale under 22 øjne. Denne del af seancen deltog dog i praksis kun de syv menige bestyrelsesmedlemmer i, da bestyrelsens ansættelsesudvalg som nævnt allerede havde haft møder med kandidaterne. Til slut: »Tak fordi du kom, tak for i dag, kom godt hjem, du hører fra os.«

Samtlige kandidater i denne sidste runde kendte jeg i forvejen, enten fra medierne og offentligheden eller personligt, men ikke privat. Undtagen én: Kenneth Plummer. Ham havde jeg aldrig hørt om før.

Efter bestyrelsens første voteringsrunde sidst på dagen kunne jeg konstatere, at jeg stod helt alene med mit førstevalg til ny generaldirektør, og det var ikke Kenneth Plummer. Samtidig kunne jeg konstatere, at der allerede var bred tilslutning (omend ikke enighed) rundt om bordet og i formandskabet om netop Kenneth Plummer. Det ville på den baggrund have været udsigtsløst at stå fast på mit valg af kandidat. Desuden havde jeg Kenneth Plummer som min anden prioritet. Hans kvalifikationer og papirer var fuldt så gode som de øvriges, og han havde under de halvanden times alt andet end afslappede samvær på 11-mands hånd gjort et lige så udmærket indtryk som de øvrige.

På den baggrund stillede jeg mig bag udpegningen af Kenneth Plummer til DRs generaldirektør. Det ansvar står jeg ved. Men allerede inden, at jeg forlod DRs bestyrelse med udgangen af 2006, var min skepsis vokset betragteligt, for hvem var den mand egentlig? Hvad rummede han?

Hvad der er sket efter 2006, har jeg til gengæld kun andenhånds viden om, så det tæller ikke. Derimod er der grund til at spørge: Er den udvælgelsesproces, der her blev brugt, og som kostede millioner af kroner, virkelig det bedste, vi har?

Hvorfor opfangede prøverne ikke det menneske, der som skildret i den netop udgivne »biografi« kunne lade sig drive ud i magtmisbrug, grov illoyalitet, tilsvining af kolleger og brud på tavshedspligten af sin egen hæmningsløse forfængelighed?

Afdækker de mange prøver og personlighedstest, skabt og udført af sociologer, erhvervspsykologer og andre fagfolk, kun kandidaternes faglige kvalifikationer? Forsøger de overhovedet ikke at finde ind til kandidaternes menneskelige egenskaber, deres karakter så at sige? Eller er man ganske enkelt farveblinde, hvad den slags angår, i det ellers så gennemprofessionaliserede erhvervsmiljø?

At skulle udpege et komplet ukendt menneske til en af landets højeste poster på basis af halvanden times akavet, kollektivt samvær under omstændigheder, der minder om et forhør, er i hvert fald - for nu at sige det pænt - alt andet end optimalt. Hvad de seneste dages begivenheder til fulde har dokumenteret.