Kampen om gymnasiet

»Det er givet, at gymnasieelever i dag har en samlet viden og instrumentalt behersker flere platforme end for 30 år siden. Men kernefagligheden er ikke god nok. På en lang række områder er det gået voldsomt tilbage.«

»Det har aldrig været meningen, at bagerjomfruen, den ansatte i supermarkedet eller flyttevognsmedhjælperen skulle have en studentereksamen,« skriver Stig Wørmer. Billedet er fra det daværende Østre Borgerdyd Gymnasium, hvor en 2.G undervises i oldtidskundskab. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Berlingskes fokus på gymnasiet i de forløbne ugers tid afslører den rådvildhed, der gælder for denne skoleforms fremtid på tærsklen til det, der måske bliver et bredt folketingsforlig.

Taget hver for sig illustrerer indlæggene de modsatrettede og splittede holdninger, der gør sig gældende. Kirsten Jakobsen, Erik Prinds og Jarl Damgaards kronik (12. januar) plæderer for at der ikke er noget galt med dygtigheden som sådan, (eleverne har aldrig været dygtigere end i dag!), men at der skal være muligheder for udfoldelse og nytænkning. Marie Krarups kommentar 6. januar går til benet og påpeger påviselige problemer såsom absurde opgaveformer, der favoriserer de privilegerede elever samtidig med, at gymnasiet reelt lider af et årelangt vokseværk, der nu gør ondt.

Læs også: Reformiver eller bedre studenter

Tillad mig med over 30 års erfaring i diverse undervisnings-systemer i Danmark og fire år udenfor landets grænser, fra gymnasium, HF og universitet, at komme med følgende programmatiske erklæring:

For det første: Det er givet, at gymnasieelever i dag har en samlet viden og instrumentalt behersker flere platforme end for 30 år siden. Men kernefagligheden er ikke god nok. På en lang række områder er det gået voldsomt tilbage.

Nabosprogene (svensk og norsk) er reelt helt ude i dag. Vigtige fremmedsprogfag er hårdt ramt: tysk og fransk. Russisk (og det har intet med Putinkrisen at skaffe) er slagtet. Dannelsesfag som latin og oldtidskundskab er ramt under vandlinjen. Dansk litteratur kendes kun 20 år tilbage. Den moderne litteratur, døgnfluerne såvel som de blivende, dominerer det hele. Litteraturhistorisk forståelse er en by i Rusland. Matematik og fysik klager over manglende fundamentale færdigheder hos eleverne. I nævnte Rusland kan en 5. klasse-elev det, en dansk folkeskolelev kan i 7. eller 8. klasse. Tillykke, Danmark!

Læs også: Gymnasiet er blevet for bredt

Folkeskolen har leget hygge-nygge i mange år. Der mangler faste læreplaner og eksaminer. Fra politisk hold anses eksaminer som farlige og asociale.

Nu bilder man befolkningen ind, at det kan klares ved at gøre folkeskolelærerne til fabriksarbejdere og indføre elektroniske stempelkort, selv om eleverne er gået hjem.

For det andet: Al erfaring viser, at det er gennem målrettet og relevant undervisning, at elever fra ikke-boglige miljøer har en chance for at slå sig igennem. Den »sociale arv« har ikke rokket sig det mindste ved mere fokus på alternative undervisningsformer og sjovere skoledag. Det er ikke flere pædagogiske modeller og systemtænkning, det er målrettet undervisning med tilhørende tid og effektiv hjælp fra lærerside, der er brug for.

Det anti-autoritære oprør i 1960ernes slutning, der var behov for, blev udnyttet til at sætte spørgsmålstegn ved læring som sådan. »For så kan man så meget andet«, når man ikke kan det, der er nødvendigt. En fejlagtig pædagogik, hvis konsekvenser langtfra er overvundet i dag, og som stadig gemmer sig, når man ikke tør indrømme, at det er nødvendigt med minimumskrav på mere end 02 for at komme i gymnasiet. Her ihukommer jeg rektor Torben Jacobsens glimrende kronik om, hvordan man praktisk-konkret havde benyttet sig af optagelsesprøver på Odense Katedralskole, når sagen skulle afgøres i praksis

For det tredje: Opportunistiske gymnasierektorer har i flere tiår bevidst lukket øjnene for, at denne skoleform ikke er den eneste saliggørende, og at det ikke er samfundsmæssigt godt nok, at en skoleform blot er »populær« blandt brugerne, specielt ikke hvis det viser sig, at 20 procent af en studenterårgang aldrig får hverken en videregående eller mellemlang uddannelse.

Læs også: Skab ro om gymnasiet

Det har aldrig været meningen, at bagerjomfruen, den ansatte i supermarkedet eller flyttevognsmedhjælperen skulle have en studentereksamen. Det er for dyrt, og man spilder de unges tid. Det er bevist til hudløshed, at et lavt gennemsnitligt niveau i en klasse hiver de dygtige og de potentielt dygtige ned.

For det fjerde: Dansk uddannelsespolitik har været præget af fantasteri. Vi kan alt muligt. Vi kan udbyde 30 studieretninger hvert år og så skrotte dette administrative arbejde bagefter, når kun seks retninger er mulige at gennemføre. Et spild af ressourcer. Men antallet af underledere er vokset eksplosivt.

Reformen er blevet skamredet som en »succes«, men følgerne af vokseværket viser sig nu: Det er for bureaukratisk, der er for mange, der ikke skulle være der, og de andre uddannelsesretninger – især de erhvervsrettede – vansmægter. Det var en gøgeunge, der blev anbragt. Men de ansvarlige og toneangivende var ligeglade.

Vi laver en ny karakterskala, så ser resultaterne bedre ud. 13-skalaen var totalt meget bedre end den nuværende, man kunne have droppet selve 13-karakteren, så var den sikret »internationalt«, mens de nye eksamensformer favoriserer akademikernes børn. Den oplyste enevældes åndelige efterkommere kender vejene i magtens korridorer. Historiefagets 24 timers-eksamen er legaliseret humbug præcis som den skandaløse SRP-opgave i 3. g, som man kan købe sig til, præcis som man købte sig aflad før Reformationen. Ren akademikerklassetænkning.

For det femte: Vi skal ned på jorden og overlade fantasteriet til Hans Egede Schacks roman, som ingen læser mere, da den er gammeldags, »Phantasterne«, der er kendetegnende for et land, som er kommet let til mange ting i forhold til vores mere nøgterne naboer.

Læs også: Et gymnasium der rykker

Hvis man kan tiltrække lærere til folkeskolen ved en forbedret uddannelse, højere løn og mere konkrete læringsmål (også i form af eksaminer), hvis man kan give gymnasiet den størrelse, det skal have og forbedre mulighederne i HF, handelsgymnasier, erhvervsskoler og faglige uddannelser for dem, der naturligt vælger disse ungdomsuddannelser, så er der stadig muligheder for nytænkning. Det ene udelukker ikke det andet. Men forudsætningen er, at kernefagligheden vindes tilbage. Alt andet er fantasteri. Som det er nu, virker det som om, at benene hos de ansvarlige er solidt plantet oppe i den blå luft.

En sidste ting: Før reformen havde man en §25, der handlede om elevmedindflydelse. Den forsvandt øjeblikkeligt som dug for Solen. Men det gjorde de ansattes medindflydelse også. Sådan er udviklingen. Måske kunne man kalde de nye tider for det »udviklede« demokratis tidsalder. Betegnelsen passer lige så godt som Moderniseringsstyrelsens skabeloner over virkeligheden.