Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kampen om efterlønnen

Regeringens angreb på efterlønnen er hverken sympatisk eller realistisk, skriver Mogens Lykketoft.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efterlønnen er et meget stort dyr i dansk politik. Ordningen har været en enorm succes siden indførelsen i 1979. Den har betydet meget stor livskvalitet for rigtigt mange danskere - og specielt hos de lavere lønnede, der ikke har haft store skattebegunstigede pensionsordninger.Mønsteret er stadig meget klart, og vil formentlig blive endnu mere udpræget i de kommende år:

Efterlønsordningen er først og fremmest brugt af mennesker med kort uddannelse og med et langt arbejdsliv bag sig. Efterlønnerne har typisk et helbred, der er mere skrøbeligt end gennemsnittet, og de lever et par år kortere end andre.

Derfor er der også elementer af gammeldags klassekamp i den strid, statsminister Lars Løkke Rasmussen har åbnet med sin nytårsplan om totalt at afvikle efterlønnen. Dét kommer til at stå i et endnu skarpere lys, når man erindrer, at Konservative og Liberal Alliance gerne vil bruge penge fra sparet efterløn til nye skattelettelser til dem, der tjener mest!

Regeringen begrunder sit efterlønsforslag med, at der bliver brug for flere på arbejdsmarkedet i de kommende år. Socialdemokratiet og SF siger nej til at afskaffe efterlønnen, både fordi vi mener, at begrundelserne er vildledende og virkningerne asociale. Men herom mere nedenfor.

Først lidt om udviklingen i efterlønsordningen.Det er en udbredt historieskrivning, at Nyrup-regeringen brød sine valgløfter ved at gennemføre den første efterlønsreform i 1998. Men for os handlede indgrebet om at sikre efterlønnens fortsatte eksistens. Allerede i marts 1998 var Venstre og Konservative gået til valg på efterlønnens totale afskaffelse, og det var kun et par hundrede færøske stemmer, der skilte partierne fra at få regeringsmagten. Vi ville forligsbinde de borgerlige til at bevare efterlønnen, men til gengæld justere og målrette ordningen, så mennesker med godt helbred og gode pensionsordninger brugte den mindre og senere. Derfor lavede vi modregning for pensionsopsparing, hvis man trak sig tilbage før 62 år, og vi indførte en skattefri præmie på nu næsten 150.000 kr., der modtages, hvis man slet ikke trækker på sin ret til efterløn. Folkepensionsalderen blev nedsat til 65 år. Desuden blev indført et særskilt efterlønskontingent.

Aftalen i 1998 blev indgået mellem den daværende S-regering og Anders Fogh. Det forhindrede ikke Fogh i hæmningsløst at bruge aftalen som argument for, at man ikke kan stole på Socialdemokraterne. Han grundlagde sin kontraktpolitik med løfte om altid nøje kun at gøre efter et valg, hvad han havde lovet før et valg.

Virkeligheden blev ikke helt sådan: I 2006 lagde Fogh-regeringen - uden at have varslet det for vælgerne i 2005 - op til en ny stor efterlønsændring. En ansvarlig opposition gik i forhandling. Det førte til den såkaldte velfærdsreform mellem regeringen, S, RV og DF.

Det væsentligste indhold i velfærdsreformen var, at vi fra 2019 gradvis hæver både efterlønsalderen og folkepensionsalderen i takt med, at danskerne faktisk typisk lever meget længere, end de gjorde i 1979. Man kan spørge, hvorfor vi ikke allerede i 1998 havde dette element med. Svaret er enkelt, det er først de sidste 10-12 år at levealderen i Danmark for alvor er begyndt at stige.

Med aftalen i 2006 sagde alle deltagende partier, at vi havde lavet en langtidsholdbar reform, og vi understregede hvor vigtigt det er at give langt varsel til folk, når man laver store ændringer i noget så grundlæggende som reglerne for deres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Lars Løkkes frontale angreb på efterlønsordningen her fire et halvt senere er i direkte modstrid med de fælles erklæringer fra partierne i 2006.

Da regeringens udspil blev udmøntet, viste det sig i øvrigt, at de største besparelser i starten ikke sker på efterløn, men ved hurtigere forhøjelse af folkepensionsalderen. I 2020 er der 65.000 danskere, der må vente et ekstra år på at få folkepension.Men på den helt korte bane laver regeringens forslag faktisk et kæmpe hul i kassen, fordi man er tvunget til at udbetale 30 mia. i opsparet efterlønskontingent til alle dem i de lidt yngre aldersgrupper, der nu mister retten til efterløn - og fordi man mister indtægten fra efterlønskontingent.

I december fortalte finansministeren Folketinget, at det var helt uacceptabelt i forhold til EU med store underskud i statskassen i 2012-13. Nu siger Kommissionen, at det ikke er noget problem. Det er blot en illustration af, at finansministeren - for at forsvare sin nedskæringspolitik og afvise vore krav om hurtig indsats mod arbejdsløsheden ved at fremrykke offentlige investeringer - forvanskede sandheden i december!

Regeringens mål med angrebet på efterlønnen er hverken sympatisk eller realistisk. Usympatisk, fordi det rammer hårdest blandt dem, der har det længste og hårdeste arbejdsliv og derfor har stor risiko for at dø tidligt. Den kritik søges så imødegået med et forslag om senior-førtidspension, der skulle betyde, at folk over 60 år får lettere adgang til førtidspension. Dette forslag mangler enhver troværdighed. For det første er det urimeligt, at mennesker, der hidtil har haft en ret til tidlig tilbagetrækning, nu skal stå med hatten i hånden og ind en i lang sagsbehandling. Og hvis de faktisk får tilbudt førtidspension, så risikerer de at få en meget lavere ydelse end efterlønnen, fordi deres ægtefælle tjener penge.

Men tilbuddet er i øvrigt uden reelt indhold for de fleste. Det er det allerede, fordi det er kommunerne, der skal tage stilling til, om man er berettiget. De skal ud af deres betrængte økonomi betale 80 procent af regningen, mens efterlønnen i dag er gratis for den kommunale kasse! Værst er det, at regeringens påstande om fremtidens efterlønsmønster formentlig bygger på helt urealistiske forudsætninger: Langt færre vil gå på efterløn om 10 og 20 år - også selv om retten til efterløn ikke anfægtes. Vi ser det allerede nu, fordi de nye generationer af aldersgrupperne over 60 år er sundere og bedre uddannede end for blot få år siden og slet ikke søger efterlønnen så meget og så tidligt som deres forgængere. Desuden er et voksende antal af de yngre slet ikke tilmeldt efterlønnen.

Den anden side af sagen er, at mange af dem, der gerne ville, men efter regeringens udspil ikke får lov til at gå på efterløn, heller ikke i en eventuel højkonjunktur vil få tilbudt arbejde. Det er lettere for arbejdsgiveren at hente en 30-årig arbejdsmand eller tømrer fra Polen end at fastholde en 60-årig, der er lidt nedslidt, men langtfra syg nok til at modtage regeringens tilbud om senior-førtidspension.

Sammenfattende kan man sige, at en meget stor del af det, regeringen ønsker, sker uanset at efterlønnen bevares, og at en anden meget stor del aldrig sker, selv om efterlønnen afskaffes!