Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kampen for pressefriheden er en kamp for demokratiet

Globalt er pressefriheden under et enormt pres, og i ly af covid-19 har udviklingen taget yderligere fart. Også i Europa kan udviklingen mærkes, hvor vi ser eksempler på både vold og drab mod journalister. Danmark bør gå forrest for at sikre pressens frihed og dermed grundlaget for et stærkt demokrati.

»Endelig er der Ungarn, kongseksemplet på pressefrihedens forfald i Europa. Siden 2013 er landet raslet ned af det globale indeks over pressefrihed fra nummer 56 til 92 i år,« skriver Jesper Højberg og Tine Johansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix

Pressefrihed er uløseligt forbundet med demokratiets tilstand. Adgang til troværdig information er en uomgængelig forudsætning for, at borgere alle steder kan engagere sig i deres samfund, deltage i den offentlige debat og afgive deres stemmer på et oplyst grundlag. Ingen sektor er vigtigere for adgangen til information end pressen, og derfor er det bekymrende, at både demokratiet og pressefriheden i verden står i en historisk krise.

I morgen, 3. maj, er det FNs årlige Verdenspressefrihedsdag, og igen i år sker markeringen på et dystert bagtæppe. Ifølge den amerikanske tænketank Freedom House er verden de seneste 15 år hvert år blevet mindre fri og mindre demokratisk, og covid-19-pandemien har kun forstærket den demokratiske recession. Læg dertil, at magthavere verden over har udnyttet pandemien til at begrænse netop pressefriheden.

Det svenske V-Dem Institute har opgjort, at to tredjedele af verdens lande fra marts til december i 2020 indførte begrænsninger af pressefriheden – en paradoksal udvikling i en situation, hvor historisk mange mennesker har behov for troværdig information om en dødelig sygdom, der foreløbigt har kostet tre millioner mennesker livet. Ser vi på den seneste opgørelse fra Journalister Uden Grænser er vi nu nede på, at det kun er i knap syv procent af verdens lande, at journalister kan arbejde frit og uden restriktioner, hvilket er den lavest andel organisationen har målt siden 2013, hvor de påbegyndte deres nuværende opgørelsesmetode.

Et europæisk problem

Ud fra en dansk og europæisk selvforståelse, hvor demokrati, menneskerettigheder og lighed for loven kan ses som selvfølgeligheder, er det nemt at afskrive den demokratiske krise og skrumpende pressefrihed som et fænomen, der hører til langt fra vores kontinent. Det er desværre bare ikke tilfældet.

Nok er Europa forholdsmæssigt den del af verden, hvor medier og journalister fortsat har de bedste arbejdsbetingelser, men den negative udvikling for medie- og pressefriheden er bestemt ikke gået Europa forbi. Vi ser desværre i disse år hvordan vold, trusler, chikane, søgsmål og bevidst politisk og juridisk undergravning af mediernes uafhængighed, rettigheder og forretningsgrundlag er blevet en del af også europæiske journalister og mediers hverdag, og at anslagene mod pressefriheden sker på alle niveauer af samfundet.

Hvis vi laver en hurtig overflyvning, så viser tal fra Europarådets database over anslag mod pressefriheden, at der er sket en markant stigning i antallet af fysiske angreb på journalister i Europa fra 33 i 2019 til 52 i 2020. I år er der allerede rapporteret 29 angreb.

Og det er alvorlige tilfælde, der bliver rapporteret. To voldsomme eksempler fra april i år tæller blandt andet hvordan en hollandsk pressefotografs bil blev påkørt og væltet om på taget af en traktor, mens fotografen og hans kæreste sad i bilen, samt mordet på den græske kriminalreporter Giorgos Karaivaz, der blev skudt ned foran sit hjem i Athen af to lejemordere. Heldigvis er mord på journalister i Europa en sjældenhed, men den generelle tendens, vi ser i Europa, er bekymrende.

»Det kræver ikke store tiltag fra Christiansborg at rykke Danmark frem forrest i feltet af pressefrihedens forkæmpere.«


Dertil kommer den digitale chikane, der primært rammer kvindelige journalister, og som er taget til det seneste år, samt de økonomiske udfordringer mediesektoren generelt står over for, som selvsagt påvirker selve grundlaget for den journalistiske produktion.

Søgsmål og online chikane

Men ét er, hvad den enkelte journalist fysisk udsættes for. Noget andet er de verbale angreb, som europæiske regeringschefer og andre magthavere sætter ind, og som er med til at opildne til et klima, hvor journalister og medier er mål, der legitimt kan bekæmpes. Det gælder for eksempel, når den slovenske premierminister Janez Janša, sammenligner en tysk ARD-korrespondent med den nazistiske avis Der Stürmer, eller når den tjekkiske præsident Miloš Zeman, til et pressemøde sidder med en AK-47 attrap, hvorpå der står skrevet »til journalister«.

En anden udbredt metode til at begrænse pressen er søgsmål. De politiske ledere i det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), sagsøger eksempelvis den uafhængige avis Gazeta Wyborcza og dens journalister i ét væk for at stoppe deres kritiske journalistik – foreløbigt 60 søgsmål siden 2015 – samtidig med at man systematisk forsøger at overtage landets mediesektor, så man sikrer en såkaldt pro-polsk dækning.

Endelig er der Ungarn, kongseksemplet på pressefrihedens forfald i Europa. Siden 2013 er landet raslet ned af det globale indeks over pressefrihed fra nummer 56 til 92 i år. På under et årti er det lykkedes Viktor Orbán og hans allierede at forvride mediesektoren i landet, så kritiske medier enten er blevet lukket, overtaget eller på anden vis taget ud af spillet, mens et pro-Orbán medieimperium har taget form, i hvad Europarådet beskriver som »en systematisk undergravning af uafhængig og professionel journalistik«.

Et nordisk smørhul med globalt ansvar

Spørgsmålet er så, hvad denne forfaldshistorie om pressefriheden i verden og Europa har med os at gøre her i Danmark? I det store perspektiv har vi i allerhøjeste grad vores på det tørre, og sammen med Norge (1), Finland (2) og Sverige (3) topper vi i Danmark (4) på listen over pressefriheden i verden.

Men pressefriheden i verden har i høj grad relevans for os. Ikke nok med at der faktisk er en dokumenteret positiv sammenhæng mellem pressefrihed og økonomisk vækst – hvilket i det store billede derfor også gavner dansk økonomi – så har vi i Danmark som et demokratisk samfund med en fri presse også et ansvar for at gå foran. Udenrigsminister Jeppe Kofod har proklameret, at dansk udenrigspolitik skal have et »klart værdipolitisk kompas«. For os at se, forpligter sådan en udmelding til, at Danmark aktivt går i en modoffensiv, når pressefriheden er under angreb. Og kampen for pressefriheden i ude verden bør også bakkes op af tiltag på hjemmefronten.

Et oplagt sted at gå foran som det gode eksempel vil være med en kritisk revision af Offentlighedsloven, som efter 2013 har undtaget store mængder væsentlig information fra journalisters aktindsigter. Nok kan den kritiske granskning af administration og magthavere være både tidskrævende og dyr, men for os at se, er det en nødvendig pris at betale for at styrke vores demokrati.

Derudover bør vi også i Danmark følge FNs globale opfordring om at udarbejde og implementere en national handlingsplan for journalisters sikkerhed, som man for eksempel har gjort i England og Sverige. Det vil dels understrege Danmarks dedikation til pressefriheden over for omverden, samt understrege over for danske journalister, at det er en problemstilling, man både politisk og fra relevante myndigheders side ser med stor alvor på – særligt i forhold til digital chikane og trusler, som blandt danske journalister er et stort problem.

Det kræver ikke store tiltag fra Christiansborg at rykke Danmark frem forrest i feltet af pressefrihedens forkæmpere. I en situation som nu, hvor en så fundamental rettighed er under massivt pres i hele verden, vil det være en vigtig understregning af, at kampen for pressefrihed også er et forsvar for demokratiet, og at begge dele er en dansk kernesag.

Jesper Højberg er direktør i IMS (International Media Support) og Tine Johansen er formand for Dansk Journalistforbund