Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kampen er kun lige begyndt

Det går fremad for de danske krigsveteraner og arbejdet med at forbedre deres forhold. Nu sker der noget!

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsvaret har »fundet« 600 mio. kr. som Arbejdsskadestyrelsen (ASK) nu kan bruge til at udbetale erstatninger for tabt eller nedsat arbejdsevne til skadede veteraner - fedt!

Tirsdag 25/3 stemte et enigt folketing så for at afskaffe den forkætrede »seks-måneders-regel«, som indtil nu har været brugt flittigt af ASK til at afvise erstatningskrav fra skadede veteraner med diagnosen post-traumatisk stress (PTSD) - super!

Så må de da være glade, de der halvskøre gamle mænd med blå baretter og medaljer på blazer-jakkerne, der render rundt med Dannebrog og lægger kranse ved diverse mindesmærker på hver og hver anden helligdag - nej?

For det første, så er de danske krigsveteraner ikke kun repræsentanter fra netop beskrevne stereotyp på en veteran. Aldersmæssigt spænder vi lige fra 20 og til død. Der er over 30.000 af os, de fleste er mænd, der har lagt uniformen på hylden og lever jævnt fordelt i hele kongeriget. Vi kommer fra alle samfundslag og miljøer. For det andet, så er vi da glade, på den der »der-er-spillet-ti-minutter-og-mit-fodboldhold-har-lukket-seks-mål-ind-men-har-lige-reduceret-på-et-straffespark«-agtige måde.

Fint at vi har scoret, men det var godt nok også en grov tackling i knæhøjde, der blev dømt straffe på. Seks-måneders-reglen er jo en fuldstændig grotesk indretning, som bestemmer, at hvis man ikke har fået diagnosticeret PTSD senest seks måneder efter, at den traumatiske påvirkning er afsluttet, så er man ikke berettiget til erstatning. Lad os være enige om, at den aldrig nogensinde skulle være håndhævet af ASK i første omgang. Så er der jo også lige den detalje, at særloven kun gælder for dem som har diagnosen PTSD. »Seks-måneders-reglen« er stadig i fuld kraft for dem som »kun« lider af depression og angst.

I oktober 2011 blev veterancentret (VETC) åbnet i Ringsted, som en enhed under Forsvarskommandoen. Ideen om at have et landsdækkende organ, som kan varetage alle veteraner og pårørendes ve og vel er intet mindre end fantastisk, problemet er bare, at det ikke virker efter hensigten. De gæve mennesker, der er ansat i VETC, kæmper en brav, men ulige kamp, for at løfte en opgave som vokser med samme hastighed som antallet af veteraner.

I januar fik veterancentret fem påbud i en rapport fra arbejdstilsynet, hvor man blandt andet kunne læse: »Flere medarbejdere fortæller, at de føler sig slidt og tæt på sygemelding på grund af presset i arbejdet. Én er begyndt at søge andet job.« Ydermere berettes der om »...ledere, der chikanerer bestemte medarbejdere. Flere mangler støtte i deres arbejde med veteranerne, og nogle oplever at blive dårlige rådgivere for soldaterne, fordi de lukker af for sig selv.« Arbejdstilsynet vurderer på den baggrund at: »Det sætter medarbejderne i risikozonen for at udvikle stress og sygdomme som angst, depression og i de værste tilfælde posttraumatisk stress.« Det er jo intet mindre end tragikomisk, når de, som skal hjælpe de ramte veteraner og pårørende, tilsyneladende er i fare for at få de samme skader som deres klienter.

Et af problemerne er, at VETC hører under forsvaret og således også er på samme budget. Hver en krone, som VETC og dets virke koster, skal groft sagt tages fra operative enheder og personel, som skal bruges til at løse forsvarets kerneopgave, at forsvare Danmark og føre krig ude i den store vide verden.

Således er det ikke uforståeligt, at veterancentret ikke bliver tillagt den store prioritet. Der er da også taget tilløb til effektiviseringer (læs: besparelser), idet man i forbindelse med forsvarsforliget arbejder på at lægge VETC sammen med Forsvarets Personeltjeneste, Forsvarets Sundhedstjeneste (FSU) og Forsvarets Center for Arbejdsmiljø.

Det kommer næppe til at gavne veterancentrets gennemslagskraft, at det ryger længere ned gennem hierarkiet, og det er en tydelig indikator om, at forsvarets øverste ledelse ikke mener, at der er noget galt med forsvarets indsats på veteranområdet. VETCs placering i forsvaret giver også et troværdighedsproblem. Mange fastansatte vægrer sig ved at tage kontakt, da de er urolige for evt. ansættelsesmæssige konsekvenser. De søger i stedet mod de forskellige frivillige støtteorganisationer, der er skudt op de seneste år. Som en tydelig reaktion på de offentlige tilbuds utilstrækkelighed.

En anden vigtig spiller i bevarelsen af soldaternes ve og vel er FSU, der ligeledes beskæres kraftigt og får en tur ned i hierarkiet. Hvilke konsekvenser, det vil få for soldater og pårørende, har den anerkendte overlæge og krigskirurg Finn Warburg beskrevet i et fire-siders langt brev til Folketinget, hvori han udtrykker sine dybeste bekymringer.

(http://www.b.dk/nationalt/beredskabet-for-saarede-soldater-skaeres-ind-t...).

Forsvarets benhårde prioritering mellem operative kapaciteter og ubrugelige soldater, så man allerede for et år siden, da man lukkede og slukkede kamppause-strukturen. En struktur, hvor ansatte i forsvaret med fysiske og/eller psykiske problemer, havde mulighed for en mere fleksibel tjeneste. En tjeneste der gav dem mulighed for at komme til hægterne igen blandt ligestillede kolleger, med samme oplevelser fra krigene primært i Irak og Afghanistan.

De ansatte i kamppause-kompagniet på Antvorskov Kaserne måtte læse om lukningen af deres enhed i de landsdækkende medier, og på forsvarets egen hjemmeside kunne de læse at: »de vil blive håndteret i den eksisterende struktur.« Bare ordlyden om at »håndtere« de skadede ansatte skriger jo til himlen og giver associationer til kvægbrug. I praksis betød det nu, at de skadede soldater blev fordelt ud til forsvarets forskellige enheder og tjenestesteder, hvor de så kunne gå og spejle sig i deres raske og funktionsduelige kolleger og blive bekræftet i, hvor langt de var fra nogensinde at kunne fungere igen. Et iskoldt håndgreb, som pressede de for forsvaret ubrugelige, skadede soldater til selv at søge væk, eller ind i et sygdomsforløb, som kun kunne munde ud i afskedigelse. Forståeligt, men ikke særligt elegant udført.

Når det kommer til forebyggelse, er den offentlige indsats ligeledes utilstrækkelig. VETC udfører forebyggende arbejde, men kun for soldater, der har været udsendt efter 2007. Forståeligt nok, når man tænker på veterancentrets situation og begrænsede ressourcer.

Det skinner dog igennem, at størstedelen af de danske veteraner har været udsendt før 2007. De er, groft sagt, overladt til sig selv, når det kommer til forebyggelse mod evt. psykiske efterreaktioner. Alle med den mindste sygeplejefaglige indsigt ved, at det altid er billigere at forebygge end at helbrede. Dette er ironisk nok understreget ved, at man har afsat de 600 mio. kr. til et »helbredende plaster på såret« for de PTSD-ramte de næste fire år, men tilsyneladende nul kroner på forebyggelse til den største gruppe af danske veteraner.

Vi har brug for et stærkt veterancenter, som har midler til at løse den kæmpeopgave det er at varetage de danske krigsveteraners ve og vel, både når det drejer sig om helbredelse, og især når det drejer sig om forebyggelse. Et selvstændigt veterancenter, befriet fra Forsvarets spareplaner og prioriteter.

Jo, der er bestemt grund til at glæde sig over Folketingets beslutning og det signal om anerkendelse af de skadede veteraners genvordigheder, som resultatet er, men ikke alt for længe. Regningen for de sidste mange års lovpriste, aktivistiske udenrigspolitik er slet ikke betalt endnu. Antallet af veteraner, som får problemer, er stigende og vil blive ved med at stige, hvis vi ikke sætter kraftigt ind. Som nævnt er vi langt bagud og det i en kamp, som hvis man skal tage de politiske udmeldinger om Danmarks fortsatte militære engagement i verden alvorligt, ikke bliver fløjtet til halvleg i den nærmeste fremtid.