Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kærlighed ved første swipe

»Hvad er det, der føles skamfuldt ved brugen af Tinder? Er det den åbenlyse desperation eller den tabubelagte usikkerhed? Eller er det i virkeligheden den indirekte selverkendelse, der blottes for omgivelserne: 'Jeg kan ikke finde en at elske.'«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er med blandede følelser af skam og desperation, at jeg klikker ind på Appstore for at geninstallere Tinder. Skam fordi, at det nu er tredje gang, jeg installerer app’en efter at have erklæret mig selv som ikke værende en Tinder-tøs. Desperation fordi jeg trænger til seksuel opmærksomhed efter en tør periode.

Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Jeg ved godt, at sandheden er en anden. Jeg ved godt, at det ikke kun er kropslig tilfredsstillelse, som jeg hungrer efter. Det er kærlighed. Og hvor banalt og sørgeligt det end er, så er jeg håbefuldt hoppet med på bølgen igen for at undersøge, om den er at finde på det sociale datingnetværk. Hvor fyrene er anmassende, hvor pigerne er reserverede, hvor pinligt platte scorereplikker florerer i massevis, og hvor sex nu er blevet til den mindst intime handling, der kan finde sted mellem to mennesker. Et offentligt produkt, der domineres af en klassisk udbud- og efterspørgsel-model.

Alligevel finder jeg mig selv »swipende« i sofaen, fuldstændig opslugt. 10-20-30 mathces. Jeg smiler for mig selv, da en besked fra mit seneste match popper op. Jeg tjekker hans profil igennem endnu en gang. Et billede af ham i bar overkrop på et surfbræt. Interesserer sig for sport, musik og mad. Lovende, tænker jeg for mig selv og beslutter mig for at svare ham. Vi skriver sammen hele aftenen. Jeg føler mig ovenpå. Næste morgen vågner jeg med en forkert følelse i maven. Gårsdagens begejstring er blegnet. Næste dag sletter jeg app’en – endnu en gang.

Gemmer vi os bag skærmen?

I nutidens samfund, hvor intet kan gå hurtigt nok, hvor vi ordner indkøb og læser avisen online, hvor multitasking er en kunst, og hvor vi asfalterer vejen, mens vi kører, er Tinder en opfindelse i tidens ånd.

Nu kan man også forelske sig på farten. Ja, det behøver ikke engang at være på farten. Det kan klares hjemme på sofaen. Man slipper for tøjkriser, pålægning af makeup før daten, og ikke mindst slipper man for de første fem minutter på daten, der altid har tendens til at være uhyre akavede.

Men er det smart – eller er det for doven en tilgang i jagten på kærlighed?

Alle ønsker at finde kærlighed. Det er et menneskeligt behov. For mange mennesker er det endda et ideal og parameter for selvværd, lykke og succes. Og det i en moderne verden, hvor traditionen om kernefamilien ellers blot er et levn, og hvor begreber som »solomor« og »fraskilt« har sin opblomstring.

Manglen på livets romantiske forhold fører for mange en længsel med sig, som søges dækket hurtigt og ukompliceret på Tinder. Er vi så desperate, at vi vælger den nemme løsning? Eller er vi bange? Usikre?

Jeg er barn af en curlingkultur, der lærer børn at være forsigtige, og hvor der ikke er plads til fejl og fare, og vi er fra barnsben blevet pakket ind i bobleplast og holdt i hånden af mor og far. Er en app som Tinder et afkom af denne forsigtighed? Gemmer vi os bag skærmen, fordi det gør lidt mindre ondt at blive afvist og tage fejl i en virtuel verden frem for en virkelig?

Eller kan man drage en parallel mellem Tinder og den kulturelle frisættelse, hvor der er sket en frigørelse fra traditionens bånd, og hvor vi har bevæget os fra et skæbnesamfund til et valgsamfund?

Vi vælger selv, og antallet af veje, vi kan vælge at gå, er tilnærmelsesvis uendeligt. Et virtuelt magasin, hvor du vender side efter side i jagten på drømmefyren eller kvinden. Et billede på et utal af valgmuligheder, den ultimative selektion.

I dag er forældre frataget deres rolle som indflydelsesrige autoriteter i forbindelse med valg af ægtemand/kvinde, og det er flere årtier siden, at ens livspartner blev udvalgt på baggrund af økonomisk situation og social status. Det hierarkiske datingsystem er uddødt. Er Tinder dermed et uundgåeligt produkt af tiden, vi lever i?

Der findes succeser

På mit fjerde forsøg på Tinder fanger endnu en sød fyr min interesse. Jeg bliver inviteret på besøg og kører derover en aften, helt høj på mine forventninger.

Jeg parkerer min bil. Han kommer ud og henter mig på parkeringspladsen. Vi ser starten på en film. Vi begynder at kysse. Det gør vi hele aftenen. Klokken bliver mange. Vi aftaler at ses igen. Jeg kører hjem. Vi ses ikke igen. Nu er vi bare venner på Facebook.

Nok får man måske et adrenalinkick ved ikke at vide, hvad man skal vente sig ved første møde, men man kan tage så grueligt fejl, når førstehåndsindtrykket er indtruffet via en skærm, og den potentielle drømmefyrs stemme, duft og personlige udstråling ikke er mulig at bedømme på.

Jeg skal ikke kunne sige, om mit mislykkede forsøg på kærlighed skyldtes mødet gennem Tinder. Det kunne måske have været begyndelsen på noget seriøst. For selvfølgelig findes der også de vellykkede dates, der langsomt tager form som smukke historier om livslang hengivelse og lidenskabelig forelskelse, og hvor det virkelig var kærlighed ved første swipe.

Når jeg dømmer webpages som Tinder og dating.dk er det måske fordi, at jeg i virkeligheden bare gerne vil holde fast i det klassiske glansbillede, som jeg kender fra kærlighedsfilm, hvor mand og kvinde snubler ind i hinanden på gaden og forelsker sig i samme øjeblik, deres øjne mødes. Det er trods alt en mere romantisk historie. For hvad vil man helst sige til veninderne?

»Vi er simpelthen så forelskede. Lige fra første gang han gav mig superlike på Tinder, vidste jeg, at det skulle være ham.«

Eller:

»Vi er simpelthen så forelskede. Lige fra første gang vores hænder mødtes hen over køleren i Føtex, vidste jeg, at det skulle være ham.«

Tinder – et udtryk for desperation?

Jeg har faktisk en kær veninde (efter min målestok absolut ikke Tinder-typen), som har mødt sin kæreste på Tinder. De har været sammen i snart to år, og ikke indtil for et år siden, vidste jeg, at de havde mødt hinanden på den også dengang populære app.

Min veninde skjulte af ren og skær flovhed sandheden om, hvordan de mødte hinanden. Og det er her, at jeg stiller mig selv det spørgsmål, som jeg ikke kan finde svaret på. Hvad er det, der føles skamfuldt ved brugen af Tinder? Er det den åbenlyse desperation eller den tabubelagte usikkerhed? Eller er det i virkeligheden den indirekte selverkendelse, der blottes for omgivelserne: »Jeg kan ikke finde en at elske.«

Jeg ved bare, at jeg føler en form for skam. Er det fordi, jeg skammer mig over at sende et bestemt signal som Tinder-bruger, eller fordi jeg ønsker en god historie? Eller måske er jeg bare en sucker for håbløs og outdated romantik?

Jeg ved det ikke, og jeg skal bestemt ikke gøre mig til dommer over, hvornår kærlighed og forelskelse er rigtig eller forkert, og hvordan man møder hinanden på en romantisk eller uromantisk måde. Men jeg kan gøre mig til dommer over mine egne oplevelser med Tinder, der har indebåret forventninger, der blev til skuffelser, pinlige håb og tå-krummende pick-up lines.

Under alle omstændigheder er Tinder et eksisterende fænomen, vi må forholde os til. For det fortæller en historie om en udvikling. Måske ikke kun om en udvikling i samfundet, men om en udvikling i mennesket, i menneskets relationer og forventninger til hinanden. I vores måde at kommunikere og henvende os til hinanden på. Er »kærlighed ved første blik« blevet »kærlighed ved første swip«?

Lea Felsted Rasmussen blev student i sommer og holder sabbatår.