Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kærlighed, klasseskel og kvindeundertrykkelse

Drama. De tre viktorianske Brontë-søstre, der udadtil levede et stilfærdigt liv, skabte lidenskabelige og dramatiske romaner, som stadig taler til os.

»Stormfulde højder« er filmatiseret flere gange. Romanen inspirerede en dengang purung Kate Bush til gennembrudssangen »Wuthering Heights«, der blev et kæmpehit i 1978. Her ses Kate Bush året efter i København ved en af sine sjældne koncerter. Arkivfoto: Torben Chrristensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har De lyst til en rigtig god sensommerlekture, så stift bekendtskab med den håndfuld romaner, der er skrevet af de engelske Brontë-søstre. Kender De dem allerede, så tag en af deres bøger frem igen og genopfrisk bekendtskabet – de tåler alle en genlæsning. For ønskes kvalitetsunderholdning med en spændende handling og masser af livsvisdom og menneskekundskab, så findes intet bedre valg end de tre søstre: Charlotte, Emily og Anne Brontë.

Af disse er nok Charlotte, der i år kan fejre sin 200 års fødselsdag, bedst kendt på grund af hendes roman »Jane Eyre« (1847, da. 1856 og senere), men de to andre søstres bøger er skam også værd at læse og på trods af de mange år, de har på bagen, er disse romaner langt mere moderne og aktuelle, end man umiddelbart skulle tro.

Søstrene blev født og tilbragte deres barndom og ungdom i en præstegård lige op ad kirkegården i den afsidesliggende landsby Haworth i det vestlige Yorkshire, hvor faderen var præst. Fra kirkegården sivede væskerne fra de rådnende lig ind i præstegårdens drikkevand med det resultat, at endnu to søstre, Maria og Elizabeth, døde i en alder af henholdsvis 11 og ti år. Broderen, Patrick Branwell, overlevede frem til sit 31. år, mens Emily i dennes dødsår, 1848, og Anne året efter, døde i en alder af henholdsvis 30 og 29 år.

Kun Charlotte overlevede frem til 1855. Mens broderen ruinerede sit liv med et overforbrug af alkohol og opium, døde Emily, Anne og Charlotte ifølge datidens oplysninger af tuberkulose, hvortil man i nyere tid har tilføjet tyfus – med drikkevandet som smittebærer – som en medvirkende årsag og for Charlottes vedkommende komplikationer i forbindelse med et svangerskab. Som den eneste af søstrene giftede hun sig. Dette skete i 1854 – meget mod faderens vilje – med dennes kapellan. Moderen var allerede død i 1821, mens faderen overlevede alle og først døde i 1861.

De tre søstre og broderen tilbragte deres isolerede opvækst med at fortælle historier, skrive digte og opføre selvskrevne teaterstykker for hinanden i en af dem selv skabt fantasiverden. I løbet af 16 år nedskrev de i alt 150 hefter med egne tekster, hvor vi allerede finder stoffet til de senere romaner. I 1846 offentliggjorde søstrene under et mandligt pseudonym et bind digte, »Poems«, hvoraf der kun blev solgt to eksemplarer. Alle senere værker blev ligeledes udgivet under pseudonym, hvilket ikke var atypisk for den tids kvindelige forfattere. Først i 1899 udkom i New York en udgave af deres romaner under deres virkelige navn.

Søstrenes fremtid lå enten i et ægteskab eller i en stilling som skolelærer eller guvernante, og i første omgang valgte de alle den anden mulighed. Charlotte – den mest udadvendte af de tre – lagde planer om at oprette en søndagsskole i sognet, hvor der også skulle undervises i moderne sprog. Det blev overvejet, om søstrene skulle rejse til Frankrig for her at tilegne sig fransk, men på grund af deres politiske konservatisme, der havde fået dem til at afsky den franske revolution og Napoleon, valgtes i stedet Bruxelles, hvortil de rejste i februar 1842, og hvor de også kunne studere musik og lære sig tysk. En tante skulle finansiere opholdet, men da hun døde samme år, blev rejsen forkortet, og de vendte tilbage til Haworth.

Anne og Emily fik stillinger på forskellige kostskoler, og deres egne skoleplaner blev ikke realiseret. Men i øvrigt udmærker søstrenes levnedsløb sig ved en total mangel på spændende personlige begivenheder, når man ser bort fra deres debut som forfattere.

Den første bog, der tiltrak sig opmærksomhed og hurtigt blev en bestseller, var Charlottes roman »Jane Eyre«, der fortæller om en ung piges ydmygelser, hendes længsel efter kærlighed og anerkendelse og hendes kamp mod samfundets sociale uretfærdighed og især det patriarkalske system med dets undertrykkelse af kvinder. Helt moderne er desuden hendes opgør med den romantiske psykologi, hvor personerne enten er helt gode eller helt onde. Den flotte, rige men hemmelighedsfulde Edward Rochester, hos hvem Jane er ansat, holder sin sindssyge kone fængslet, forsøger ikke desto mindre at gifte sig med Jane og indrømmer at have haft en række elskerinder. Alligevel er han den, som Jane elsker, og efter at han har lovet bod og bedring, gifter hun sig med ham.

Forholdet Rochester-Jane chokerede samtidens læsere. I dag er romanen en klassiker, dramatiseret og tilgængelig i forskellige TV- og filmversioner. Ingen af Charlottes efterfølgende tre romaner nåede nær samme popularitet, selv om »Shirley« (1849; da. 1850), »Villette« (1853; da. 1857) og »The Professor« (udgivet posthumt 1857; »Professoren«, da. 1975) nok er værd at stifte bekendtskab med.

I 1847 udkom ligeledes de to kendteste romaner af Emily og Anne. Førstnævntes »Wuthering Heights« (da. »Stormfulde Højder«, 1919 og senere), Emilys eneste roman, er blevet en bestseller på højde med »Jane Eyre«.

Omkring den dæmoniske og hævntørstige forældreløse Heathcliff, som er midtpunktet i en kompliceret, men uhyre spændende slægtssaga over flere generationer, grupperes et galleri af farverige personer – naturligvis tilsat ikke blot én, men flere lidenskabelige kærlighedshistorier. »Stormfulde Højder« blev af samtiden ligeledes betragtet som kontroversiel. Her skildredes som ingensinde før på baggrund af Yorkshires vilde og utilgængelige natur fysisk og psykisk grusomhed. De victorianske moralforestillinger, inklusive religiøst hykleri, blev skudt i sænk og angrebet rettedes også – som hos Charlotte – mod tidens klasseforskel og kvindeundertrykkelse.

Ligesom »Jane Eyre« er »Stormfulde Højder« blevet filmatiseret. Den berømteste film er fra 1939 med Laurence Olivier og Merle Oberon i hovedrollerne. Både denne og den anden kendte filmversion med Ralph Fiennes og Juliette Binoche fra 1992 forholder sig yderst frit i forhold til romanen. Det samme gælder for spanieren Luis Buñuels bearbejdelse fra 1954, der foregår i Mexico, hvor Heathcliff/Alejandro portrætteres som havende indgået en pagt med selveste satan – en dyster, men genial film.

Som i Charlottes debutværk er titelpersonen i Annes roman »Agnes Grey« guvernante. Handlingen – skildringen af en fattig præstedatter, der som guvernante på grund af sit økonomiske handicap plages gennem livet, indtil hun finder en sen ægteskabelig lykke – bygger for en stor del på forfatterens egne erfaringer. Selv om bogen ikke indeholder så mange spændingsmomenter som søstrenes romaner, er de sociale angreb desto voldsommere. Det er ikke blot guvernanter og kvinder generelt, der behandles nedladende, men også dyr udsættes for en grusom behandling.

Det var ikke mindst beskrivelserne heraf, der i samtiden fremkaldte en storm af indignation og protester. For Anne afspejlede behandlingen af dyr ganske enkelt den pågældende persons karakter.

Af større kunstnerisk værdi er Anne Brontës anden og sidste roman »The Tenant of Wildfell Hall« (1848; da. »Fruen til Wildfell Hall«, 1979). I form af en række breve fra en vis Gilbert Markham til dennes ven og svoger fortælles om begivenhederne, der har ledt frem til mødet med hustruen. En mystisk ung enke ankommer med sin søn til Wildfell Hall, der har stået tomt i mange år. Hun lever her fuldstændig isoleret fra omverdenen under det fingerede navn Helen Graham og udsættes omgående for egnens ondsindede sladder. Dog netop Gilbert Markham, en ung bonde, nægter at tro på denne sladder, forelsker sig i Helen og opdager efterhånden, hvilken dyster fortid hun dækker over.

I sin dagbog fortæller Helen om sin mands både fysiske og moralske nedtur som følge af alkohol og om den verden af grusomhed og udsvævelser, som hun er flygtet fra, ikke mindst efter at hun har opdaget, at ægtemanden har forsøgt at omforme deres søn i sit eget depraverede billede. En række spændende forvekslinger og intriger fører imidlertid frem til en happy end efter mandens død, og de to elskende, Helen og Gilbert, kan forenes.
Lyder handlingsreferatet sentimentalt? Nuvel, en portion sentimentalitet er til stede, men i centrum står et fængslende portræt af en stædig kvindes sejrrige kamp for overlevelse og selvstændighed. »Fruen til Wildfell Hall« betragtes som en af de første konsekvente feministiske romaner. Den var en umiddelbar sensation, og er måske nok den interessanteste af søstrenes romaner. Efter Annes død forbød den chokerede Charlotte et nyt oplag.

Så der er masser af spænding og underholdning at hente i de tre tilsyneladende så stilfærdige victorianske søstre fra præstegården i Haworth. Under overfladen skjuler sig temperament og lidenskab og ikke mindst et ønske om at bekæmpe ondskab og undertrykkelse – et sandt humanistisk budskab tværs gennem århundreder.