Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kære erhvervsliv: Forklar os meningen med de gyldne håndtryk, tak!

»Sådan er det« er ikke en god nok forklaring, hvis man vil forsvare gyldne håndtryk til skadeombruste topchefer. Der må argumenter på banen, hvis erhvervslivets top vil bevare sin legitimitet i befolkningen.

Thomas Borgen ankommer til TV 2 for at medvirke i programmet Lippert. Hans gyldne håndtryk taget i betragtning kan man spørge, hvorfor Borgen skal belønnes så fyrsteligt for at gøre sit arbejde så dårligt, mener Morten Fischer Sivertsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da jeg var barn, var der altid enorm diskussion omkring sengetider. Jeg ville, ligesom de seje drenge i børnehaven, være oppe til klokken 22.00, men min mor ville ikke give sig. »Sådan er det,« sagde hun. Det kunne jeg så ligge til langt ud på natten og skumle over. Dels af harme over denne indskrænkning af min personlige frihed (pardon, mor, jeg må have været et besværligt barn), og dels af forundring over begrundelsen: »Sådan er det.« Jamen, jamen - hvorfor er det sådan?

25 år senere er der stadig uretfærdighed til. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser om hvidvask-sagen i Danske Bank og snart forhenværende direktør Thomas Borgens rolle i det, som mange betegner som den største skandale i bankens historie. For at gøre ondt værre, forlader den detroniserede topchef tilsyneladende banken med et gyldent håndtryk på mindst 13,7 mio. kroner.

Selv om det selvfølgelig er mange penge for at ophøre med at arbejde, befinder vi os historisk set i den lavere ende – der er f.eks. langt op til rekordholderen Kåre Schultz, som fik 72,7 mio. kroner, da han forlod Novo Nordisk til fordel for Lundbeck i 2015.

Morten Fischer Sivertsen Fold sammen
Læs mere

Beløbets størrelse er imidlertid ikke altid udslagsgivende for offentlig debat. Den katalyseres i højere grad af de uretfærdighedsfølelser, som omverdenen forbinder til forholdene ved det gyldne håndtryk. I mit speciale fra 2017 afdækkede jeg netop de forskellige måder, som gyldne håndtryk bliver kritiseret og retfærdiggjort på før, under og efter finanskrisen.

»Pelle Dragsted fra Enhedslisten beskylder Borgens fratrædelsespakke for at være »direkte stødende for retsbevidstheden«, mens Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby kalder det »en skandale af rang««


Kåre Schultz' fratrædelsesgodtgørelse skabte kun mindre debat, mens f.eks. den tidligere bankdirektør Jørgen Brændstrups fratrædelsesgodtgørelse fra Amagerbanken i 2010 fremkaldte kras kritik. Dengang mente man ikke, at Brændstrup skulle belønnes med et tocifret millionbeløb for et stykke arbejde der medvirkede til, at banken krakkede tidligt i 2011.

Lige nu hælder den offentlige modtagelse af Thomas Borgens gyldne håndtryk mest til sidstnævnte tilfælde. Det syder i medierne, og kritikken er haglet ned: Pelle Dragsted fra Enhedslisten beskylder Borgens fratrædelsespakke for at være »direkte stødende for retsbevidstheden«, mens Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby kalder det »en skandale af rang«.

Mindre frembrusende ser det ud med hensyn til at retfærdiggøre det gyldne håndtryk. Faktisk har jeg indtil videre kun fundet denne mildest talt udvandede kommentar fra bankens ledelse: »Thomas Borgen bliver stillet, som det fremgår af hans kontrakt. Der er regler, som regulerer den situation. Det kan man læse om i årsrapporten, hvor både varsler og andre forhold er beskrevet,« lød det fra bestyrelsesformand, Ole Andersen, på pressemødet i onsdags. Og her kunne Ole Andersen vel ligeså godt have udtrykt sig mere direkte ved at citere min kære mor: »Sådan er det!«

Et spørgsmål om moral

Når Ole Andersen her vælger det lidt gråkedelige og vage svar, er det egentlig ikke fordi, der mangler moralsk set substantielle begrundelser for gyldne håndtryk. Typisk ville man retfærdiggøre gyldne håndtryk ved at trække på det ideologiske rige, man kunne kalde markedsverdenen. Den succesrige topchef er her den attråværdige vare, hvis pris reguleres af udbud og efterspørgsel på markedet for topchefer. Vedkommende kan netop erhverves af den virksomhed, som i konkurrence med andre virksomheder tilbyder den bedste kontrakt. Heri indgår det gyldne håndtryk som delelement, der sikrer topchefen, hvis uheldet er ude.

Kort sagt: Jo bedre en leder tager sig ud på markedet, desto flere interesserede firmaer. Dette øger lederens markedsværdi og dermed de løngoder, vedkommende kan forvente. Derfor er denne praksis retfærdig i en moralsk optik baseret på markedsverdenen.

Og omvendt - hvis man i stedet stiller sig over på den kritiske side af åen, kan man se det anderledes: Vægter man f.eks. lighed som princip, kan det gyldne håndtryk eksemplificere en uanstændig forskelsbehandling, idet det kun er i den absolutte top, at en fyreseddel eller opsigelse bliver fulgt af et større millionbeløb i lommeforet. Vægter man meritter og præstation, kan Borgens fratrædelsespakke også synes ude af denne verden; for hvorfor skal man belønnes så fyrsteligt for at gøre sit arbejde så dårligt?

Mit speciale kortlagde de forskellige måder, man i landsdækkende aviser har diskuteret gyldne håndtryk på i den private sektor de sidste 15 år. Tanken var, at et studie af udviklingen af debatter om topchefers aflønningsforhold kunne give en form for indsigt i, hvorvidt borgerne mener, at det dominerende økonomiske system er retfærdigt eller ej.

Kortlægningen fandt frem til, at store, gyldne håndtryk i den private sektor i stigende grad giver anledning til moralsk debat i landsdækkende aviser efter finanskrisen i 2008. Dog er det faktisk kun et fåtal, der retfærdiggør gyldne håndtryk med substantielle moralske argumenter, som f.eks. dem, man kender fra markedsverdenen. I stedet er tendensen, at man blot siger som Ole Andersen og min mor i kor: »Sådan er det!«

Problemet ved den form for retorik er, at vi efterhånden er mange, som føler os forbigået og talt ned til, når det kommer til at forklare logikken af de enorme summer, som erhvervseliten kan stikke i lommerne, samt de ofte bizarre forhold, som de bliver udbetalt under. Og det tærer altså på tålmodigheden og retfærdighedssansen.

Selvsamme Thomas Borgen udtrykte en lignende bekymring på meget rammende vis, da han i september 2016 advarede om at lempe topskatten, som LA foreslog: »Det er åbenlyst, at en lettelse af topskatten er fordelagtigt for økonomien, men hvis danskerne ikke kan se sig selv i skattesystemet og føler, at det er uretfærdigt, splitter du befolkningen. Og så får vi ekstreme holdninger, som ikke fører landet i den rigtige retning.«

Den vigtige retfærdighedsfølelse

Her kunne jeg ikke være mere enig. Hvis borgerne føler, at samfundet fungerer på fundamentalt set uretfærdige principper, så fører det ad gale veje – f.eks. til populisme, Brexit og kaos i Det Hvide Hus. Uretfærdighedsfølelser og institutionel mistillid udgør på denne måde en kæmpe trussel for den velstand, som vores velfærdssamfund bygger på. Det er det bål, som Ole Andersen og andre puster til ved at undlade at forklare os andre, hvorfor disse former for aflønning giver mening.

Så kære jer, der forstår og er fortalere for gyldne håndtryk og andre lignende aflønningsformer blandt erhvervslivets øverste top: Vil I ikke nok - i den demokratiske samtales navn - melde jer ind i den offentlige debat og forklare os andre, hvad meningen dog er? Det ville gavne både os og jer, og det ville mindske den solidaritetsmæssige kløft mellem samfundslag og politiske fløje, som skader os alle sammen. Den retorik kan måske gå an for trætte mødre og påståelige sønner, men det er ganske enkelt for tynd en kop te at servere i den samfundsmæssige debat.