Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jyske Lov er ikke en rigslov

Diskussionen, om hvorvidt Valdemar Sejrs Jyske Lov var en lov for hele Danmark, er blusset op igen. Retshistorikeren Ditlev Tamm imødegår ideerne om, at loven var en landsdækkende lov. Det findes der intet afgørende bevis for.

En håndskrift med tekst af Jyske Lov kom sidste år til Danmark fra Sverige: Jyske Lov vender hjem. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af de allermest kendte danske love er formentlig Jyske Lov. Ikke fordi så mange har læst den, men fordi den indledes med de berømte ord: »Med lov skal land bygges«, der opfattes som rigtig god gammel dansk visdom, selv om ordene formentlig stammer fra romerretten. Sådan er det med så meget, at det er anderledes, end vi tror, og en af dem, der gerne vil bidrage til at belære os om det, er direktøren for Det kongelige Bibliotek. Han hedder Erland Kolding Nielsen, og han har i det populærvidenskabelige og ellers udmærkede tidsskrift Skalk under stor opreklamering gjort sig til talsmand for det synspunkt, at Jyske Lov slet ikke bare er Jyske Lov, men en lov for hele Danmark og den første af den slags.

Sådan noget kan man jo sagtens gå og mene og skrive om i Skalk. Ideen om, at den lov, vi kender som Jyske Lov, i virkeligheden er tænkt som en såkaldt rigslov gældende for hele landet er nemlig slet ikke ny. Den går tilbage til 1600-årene, og siden har en lang række retshistorikere diskuteret ideen, herunder jeg selv, og er endt med at konstatere, at muligheden foreligger, men at den ikke kan bevises med nogen grad af sikkerhed. Kort sagt, der er tale om et postulat.

Det særegne ved biblioteksdirektørens fremfærd er, at han, hvor andre er forsigtige, hævder at have bevist, at det er, som han siger, og at han dermed tror at være fremkommet med en sensation, der nærmest må føre til, at danmarkshistorien bør skrives om. Det kunne man jo bare trække på smilebåndet ad og undre sig over, at den store mand behøver at føre sig frem, som om han havde fundet de vises sten, og det ville man vel også have gjort, hvis ikke hans adfærd allerede havde skabt debat, om det nu mon ikke også er, sådan som han siger, og han i denne debat har udvist en sådan arrogance, mangel på forståelse af egen uvidenhed og ydmyghed over for stoffet, at det er naturligt at gå lidt nærmere ind på hans argumentation.

Realiteten i sagen er som sagt, at der ikke er noget som helst nyt i at tro, at Jyske Lov måske var tænkt som en lov for hele landet. Ikke meget tyder dog på det, og det lidet, som biblioteksdirektøren nu mener at kunne fremføre, og som han hævder, er nye beviser, beviser i virkeligheden ikke andet, end at han ikke er særlig vaks i omgangen med historiske kilder. Det ville der heller ikke i hans stilling være noget galt i, hvis han altså bare lod være med at fare frem, som han gør. Det hører nemlig med til historien, at direktøren har indlagt sig stor fortjeneste ved at få tilbyttet et vigtigt håndskrift med en tekst af Jyske Lov, som befandt sig på et bibliotek i Stockholm, og det er tilsyneladende denne succes, der i den grad er steget ham til hovedet, at han nu partout skal bevise, at det, han har fået hjem, er meget mere, end det formentlig er. Det er lidt synd, for hans indsats som direktør fortjener respekt.

Som sagt, han kunne lade være, men nu har han valgt at være markedsskriger for et tyndt produkt, og så må han finde sig i kritik. Han indleder sin artikel i Skalk med at fortælle, at den gamle kong Valdemar Sejr i marts 1241 indkaldte til et »usædvanligt rigsmøde«. Allerede her går det galt. Vi ved ingen ting om, at dette rigsmøde, som vi kender fra fortalen til Jyske Lov, skulle være usædvanligt. Ifølge lovens fortale var det her, Jyske Lov blev givet og vedtaget, men det er i sig selv slet ikke mærkeligt, for Jyske Lov indeholder en lang række bestemmelser om, hvad kongen skal gøre, og det kunne man naturligvis ikke skrive, hvis ikke kongen selv bekræftede loven, og når han ikke sådan lige kunne komme til Viborg, hvor landstinget lå, er der jo ikke noget mærkelig i, at loven bliver vedtaget der, hvor kongen er og holder et »rigsmøde«, som derfor slet ikke behøver at være usædvanligt eller indkaldt særligt med det formål.

Jyske Lov består af en fortale, som handler om kongen og loven og kirken og i fyndige sætninger ridser nogle almene grundsætninger op, som sådan set ikke er specielle for Jylland, men kan betragtes som alment gyldige, ligesom sætningen om, at med lov skal land bygges. Selve loven er inddelt i tre bøger. Den er ikke særlig omfattende og fylder i en moderne trykt udgave ca. 100 sider. Når bortses fra fortalen minder Jyske Lov om tilsvarende love nedskrevet på privat initiativ i Skåne og på Sjælland. Det særlige ved Jyske Lov kommer især frem i forbindelse med processystemet. Allerede i 1228 kendte man i Jylland såkaldte sandemænd udpeget af kongens repræsentant, som skulle dømme i bl.a. drabssager, og også på anden måde giver loven som nævnt kongen en stærkere position end i de andre love, ligesom den i højere grad viser indflydelse fra den kirkelige ret, kanonisk ret. Ingen samtidige kilder fortæller om loven og eventuelle intentioner bag.

Biblioteksdirektøren påberåber sig en række velkendte ældre danske krøniker fra 1300-årene, der omtaler loven. Det drejer sig om den såkaldte Sjællandske Krønike og Ribeårbogen. I den sidste, der helt åbenbart i sin omtale af loven bygger på Jyske Lovs fortale, står på latin om kongen under 1241, at han udstedte danernes love, »leges Danorum«. Dette udsagn, der jo ikke fortæller noget som hest andet, end at kongen gav en række love til danerne eller måske snarere på dansk, mistolkes af direktøren som et udtryk for, at netop Jyske lov skulle være en sådan dansk rigslov, selv om lovene altså udtrykkeligt omtales i flertal. En kendt passus i en levnedsbeskrivelse af Viborgbispen Gunnar, der om bispen fortæller, at han var til stede i Vordingborg, da en lov, der omtales som »librum legis Daniee« blev udstedt, nævnes også, men det forbigås, at det tydeligt fremgår af sammenhængen, at forfatterens kilde også her er fortalen til Jyske Lov, og så kommer vi jo ikke sagen nærmere.

Vi mangler simpelthen selvstændige kilder, der kan oplyse om intentionen ved Jyske Lovs givelse i 1241. Helt patetisk bliver det, når direktøren tolker en anden meget velkendt kilde, den såkaldte »Erik Glippings håndfæstning« fra 1282, der helt generelt taler om »kongen Valdemars love« som en »klar henvisning til Jyske Lov« uden at nævne, at retshistorikere i tre århundreder har forkastet en sådan tolkning, som jo heller ikke har megen sandsynlighed for sig, da der netop tales om love i flertal.

I lovhåndskrifter finder vi både betegnelsen danernes lov og jyske lov, og så er vi igen lige vidt. Vi har ingen som helst vidnesbyrd heller om, at Jyske Lov i 1200-årene skulle have været anvendt uden for Jylland og Fyn, tværtimod viser de kilder, vi har, at hvert af de tre såkaldte »lande« holdt på sin ret.

I sin artikel påberåber direktøren sig endnu upubliceret forskning af middelalderhistorikeren Thomas Riis, der mener at kunne identificere skriverhænder i et håndskrift, der også rummer Jyske Lov. Ret beset kan ikke andet sluttes heraf, end at det er muligt, at håndskriftets tekst af Jyske Lov er skrevet før 1276. Direktøren forledes heraf til at hævde, at vi måske står med Jyske Lovs original, som altså er en lov for hele landet, uden at dette dog på sandsynliggøres med andet, end at dette håndskrift lige som andre taler om »Danernes lov«, der som allerede flere gange nævnt er en betegnelse, der benyttes i flæng med Jyske Lov og derfor ikke kan afgive noget afgørende bevis.

Direktørens håndskriftsstudier er i sig selv interessante, og havde han med forsigtighed fremført sin tese støttet på gisninger om håndskriftets alder, ville man med interesse have læst, hvad han havde at sige. I stedet fører han sig frem på en uvidenskabelig måde, der må fremkalde øjeblikkelig afstandtagen fra dem, der kender til dansk middelalderlovgivning og ved, hvor vanskeligt det er at nå til sikre slutninger.