Julen bringer håb om, at vi kan overvinde nøden

Folkekirken er både et trossamfund og en kulturinstitution. Det skyldes, at folkekirken alle dage har været bygget på et fundament af frihed, ikke på tvang.

Julen bringer håb om, at vi kan overvinde nøden
Til daglig kommer danskerne sjældent i kirke, men juleaften er en undtagelse. Så myldrer folket ind i bl.a. Roskilde Domkirke for at høre om Jesu fødsel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

FORSVUNDEN er nu al vor nød!

Sådan vil det mange steder, i glædelig forventning, lyde kraftfuldt under hvælvingerne i vore godt 2.300 folkekirker, der juleaften år efter år er fyldt til bristepunktet af højtidsstemte kirkegængere i alle aldre.

Mette Bock Fold sammen
Læs mere

Men ak, nøden forsvinder ikke, og det er heller ikke det, der står i 5. vers af Grundtvigs elskede julesalme »Et barn er født i Betlehem«. Nøden er nemlig et eksistensvilkår i dette menneskeliv.

Nøden er til gengæld forvunden med Jesusbarnets fødsel, som Grundtvig skriver. Det er noget helt andet – og faktisk ikke så ringe endda. Mere herom senere.

Jeg har det privilegium, at jeg har boet i det samme sogn hele mit liv. Som barn sad jeg på kirkebænken mellem mine bedsteforældre, søskende og forældre. Siden har vi taget vore egne børn og børnebørn med i samme kirke, og i juledagene vil vi igen sidde der, fire generationer, inklusive de alleryngste.

Juleaften står det hos os store og små frit for, om man vil gå i kirke. Men juledag er der ingen vej udenom. Jeg forlanger, at alle går i kirke før julefrokost og julehygge med hele bruttofamilien. Præcis som min mor forlangte det før mig og min bedstemor før hende.

Juleaftensdag diskuterer vi intenst, mens juletræet pyntes og anden sættes i ovnen: Hvem vil også med i kirke juleaften, hvor stemningen er så dejlig? Hvilken af gudstjenesterne vil det være sikrest at satse på, hvis man ikke skal komme en time før for at få plads? Hvem napper i år hele striben af julegudstjenester – og hvem nøjes med juledags morgen?

Traditioner og juleritualer

Sådan har mange familier egne traditioner og faste juleritualer. Og ofte indgår folkekirkens julegudstjenester heri.

Men hvorfor myldrer så mange fortsat til kirkerne juleaften i disse sekulariserede tider? Og hvorfor er det fortsat tre ud af fire danskere, altså 75 procent, der er medlem af folkekirken, selv om de sjældent bruger den – ja, hele 86 procent er medlem, hvis man kun ser på den del af befolkningen, hvor mindst en af forældrene er dansk statsborger?

Det skyldes, at folkekirken er både et trossamfund og en kulturinstitution. Og det skyldes, at folkekirken alle dage har været bygget på et fundament af frihed, ikke på tvang.

Julemad 24. december Fold sammen
Læs mere
Foto: Vibeke Toft.

Hvert år, når den årlige kirkestatistik bliver offentliggjort, beretter medierne om, at folkekirken styrtbløder og snart lukker. Det er løgn og latin. For hvert eneste år siden vi med grundloven af 1849 fik en folkekirke baseret på frivilligt medlemskab, er der medlemmer, som har meldt sig ud. Intet nyt under Solen. Hertil kommer, at vi med indvandringen har fået flere andre trossamfund i Danmark. Alligevel findes der intet andet frit land, hvor så mange støtter op om kirken med et medlemskab, der tilmed koster penge. Det er nærmest et mirakel.

Alle ved, at folkekirken er et trossamfund. Men den er også en kulturinstitution, og grænsen er flydende. Der er borgere, som søndag efter søndag sidder på kirkebænken og har gjort det hele livet. Der er borgere, som forsigtigt begynder at besøge kirken lidt oftere, når de bliver ældre eller gennemgår en livskrise. Der er mange, som kun går i kirke juleaften. Og der er borgere, som måske slet ikke er medlem af folkekirken, men alligevel lister ind engang imellem for at høre en prædiken, mærke kirkerummet eller tænke over tilværelsen.

»Alle ved, at folkekirken er et trossamfund. Men den er også en kulturinstitution, og grænsen er flydende.«


Det står alle frit for at deltage, der er ingen kontrol i kirkedøren. Man får lov til at sidde fuldstændig i fred uden at skulle stå til regnskab for præst eller sogn. Det er her, vi kan begynde at tale om folkekirken som ikke blot et trossamfund, men også som kulturinstitution, som langt størstedelen af befolkningen gerne støtter. Der er desuden åbne kirker overalt i landet. Længe efter at både skolen og Brugsen er lukket, lever kirken fortsat. Også i tyndt befolkede områder.

Folkekirkens frihedstradition er også teologisk. Det har været helt afgørende for, at den ikke er blevet opsplittet i mange forskellige frikirker, når store ændringer eller teologiske uenigheder har været til debat. Da den første kvindelige præst blev ordineret i 1948, skete det på et bagtæppe af massiv modstand. 514 præster underskrev en protest, og truslerne om splittelse og løsrivelser føg gennem luften.

En af de protesterende var den senere biskop over Aalborg Stift, Henrik Christiansen. Mange år senere, da hans datter Marianne Christiansen kandiderede til at blive biskop over Ribe Stift, fik jeg, der dengang var chefredaktør på JydskeVestkysten, et brev fra ham. Han fortalte historien om sin ungdommelige modstand mod de kvindelige præster og erkendte, at han senere var blevet klogere – og i øvrigt meget stolt af sine præstedøtre. Marianne Christiansen tabte valget, men blev senere biskop over Haderslev Stift.

Rummelighed og frihed

Kloge lovgivere sørgede i 1940erne for at indsætte en frihedsbestemmelse, så præster, der af teologiske grunde ikke ønskede at gennemføre gudstjenester i samarbejde med en kvindelig præst, kunne blive fritaget herfor. Den rummelighed og frihed betød, at folkekirken ikke blev splittet.

Og i 2012, da vi vedtog loven, der bemyndiger præster til at vie både heteroseksuelle og homoseksuelle med juridisk gyldighed, blev frihedstraditionen igen afgørende. Truslerne om splittelse og udmeldelser rasede. Jeg fik midt i stormen brev fra en præst, der havde bedt mig komme og holde foredrag. Han havde erfaret, at jeg støttede lovforslaget og aflyste nu, med henvisning hertil, vores aftale. Han måtte angiveligt beskytte sin menighed. Jeg svarede, at det naturligvis stod ham frit for, og at jeg i øvrigt støtter præsters frihed til ikke at vie homoseksuelle, selvom vi med den nye lov gav præster, der ønsker det, muligheden.

Igen har det vist sig, at folkekirken har styrken til at forandre sig i takt med udviklingen i samfundet uden at gå på kompromis med muligheden for frit at tolke evangelieteksterne.

Og så tilbage til det glædelige budskab, der ligger i Grundtvigs julesalme »Et barn er født i Betlehem«.

Verset lyder i sin helhed:

Forvunden er nu al vor nød,

os er i dag en frelser fød.

NIKOLAJ FREDERIK SEVERIN GUNDTVIG, 1783-1872. FOTOGRAFERET 27. AUGUST 1872 Fold sammen
Læs mere
Foto: LØNBORG.

Nøden er altså ikke forsvundet, selvom nogle synger det i farten og sikkert også glæder sig over tanken herom. Grundtvig vidste, at nøden er et eksistensvilkår og beder i en anden julesalme, »Velkommen igen, Guds engle små«, Vorherre om at slukke julesorgen. Dén sorg oplever mange, også i juledagene, hvor kontrasten mellem mørke og lys, fortvivlelse og håb, bliver så tydelig.

Til gengæld bliver nøden forvunden med budskabet om Jesu fødsel. Budskabet er, at vi har muligheden for at overkomme og gennemleve nøden med livet og glæden i behold. Vi kan komme igennem nøden, der er altid et håb og et lys.

I folkekirken er alle velkommen, uanset hvor tit – og hvorfor – vi kommer. Her kan vi møde forståelse for den nød, der banker på døren, når hverdagens trakasserier igen melder sig. Og finde trøst og håb om at komme igennem det.

Det budskab forkyndes i folkekirken – uanset om vi betragter den som et trosfællesskab eller som en kulturinstitution. Folkekirken har plads til os alle. Til julegudstjenesterne og til alle andre gudstjenester.

Der er altid plads. Det er godt at vide. Og derfor er opbakningen til folkekirken fortsat massiv.

Glædelig jul.