J. C. Hostrup var først en berømt og elsket komedieforfatter, der på et tidspunkt fandt ud af, at han ikke kunne forene digterrollen med præstegerningen. Han var præst i bl.a. Hillerød og Herløv, som det hed. Han beklagede sig meget over Herløv, fordi ingen gik i kirke, selvom han var berømt. Han mente, det skyldtes lærerne. De var uddannet på Jonstrup Seminarium, der var kendt for sin rationalisme. Hostrup var kritisk over for udviklingen i København. Han fandt, at den var blevet til en »en almeneuropæisk by«, og at det derfor handlede om med våben om nødvendigt at kæmpe for Danmark og danskheden imod internationalismen. Han var national. Hans forfatterskab er vel litteraturhistoriens mest ægte danske. Han var også liberal, og så var han grundtvigsk og folkelig samt påvirket af Søren Kierkegaard.

J.C. Hostrup skrev kun få salmer. »Julebudet til dem, der bygge« er den eneste af ham, der er med i Den danske Salmebog. Den blev trykt i 1881, året efter at han og hans kone, Carsten Hauchs datter, havde fejret sølvbryllup. Det er jo ikke, fordi han ikke kunne skrive vers, sange og digte. Dét kunne han, men ikke salmer. Det er der en forklaring på. Grundtvig havde skrevet så mange og så gode, at det ikke var til at overgå mesteren. Hostrup vidste, at hvis han skrev en julesalme, ville den blive en dårlig efterligning af Grundtvigs eller Kingos. Men han har skrevet denne ene fantastiske julesalme, der oftest først synges 2. juledag, hvor mørket igen har sænket sig, og lysene er gået ud. Dens storhed skyldes nu også J.P.E. Hartmanns skønne melodi med et g til slut, der skal holdes en hel takt.

Det er svært at skrive en original julesalme, men det lykkedes. Han ville ikke være epigon. Han varierer over ordet »bud«, der også forekommer i »Fra Himlen højt kom budskab her«, »Nu kom der bud fra englekor« og »Julen har bragt velsignet bud.« I den sidstnævnte, skrevet af Ingemann, er julebudet det samme som glæden eller »juleglæden.« Næsten alle julesalmer har et metafysisk verdensbillede, hvor verden er delt i to. Der er et deroppe og et hernede. Bevægelsen i dem er vertikal. Gud er kommet herned til os. Det vil sige, at alle julesalmer billedligt beskriver inkarnationen, og kristendommen er jo »the religion of incarnation«, som anglikanerne ynder at sige. Det er det, der er så svært at fatte, for de fleste vil helst have, at Gud er noget abstrakt, et princip, en energi, og ikke et barn.

Gud var først et barn, og det er en fantastisk tanke, at barn-Jesus er Ordet, der ikke er i stand til at sige et ord. Ordet som umælende barn. Verbum infans kaldte en engelsk teolog det. Det er noget lignende med julebudet hos Hostrup. Det er, som om det ikke siger noget. Og det er heller ikke let at vide, om julebudet er en person, en metafor eller et budskab. Vi hører intet om, hvad julebudet siger, kun om, hvad det gør. Der er noget engleagtigt over julebudet, for engle bringer bud, men man kan heller ikke lade være at tænke dansk jul her. Vi associerer med »postbudet«, der kommer med et julekort. Julebudet er et julekort adresseret til »dem, der bygge.« Underligt, at det ikke er direkte henvendt til os, men til dem, der bygger i mørket og dødens skygge. Er det andre end dem, der sidder i den oplyste kirke og hører bud fra englekor i form af kirkekor? Nej, det er nok os alle, der har bygget huse i dødens skygge.

Juleaften går vi fra storm og kulde ind i et rum med lys, hvor vi hører julebudet. Så løfter vi hovedet og går glade hjem og takker for livet, som vi ikke selv har bygget.

Julebudet gør som sagt noget. Det er med et fint ord »performativt«, og det samme er teksten. Den er selv det julebud, som den taler om, og som virker i det øjeblik, man synger det. Vi får et julebud i eftermiddag, som man fik i 1880’erne, og som vi har fået siden den første jul. Udenfor kirken er gravene på kirkegården forandrede, for nu er lyset dér »mildeligt.« Vi skal dog ind i kirkens fysiske rum for at få julebudet, for det findes ikke i lysene i forretninger, fjernsyn eller iPhone. Disse ting er fortsat i dødens skygge.

Der er i salmen tale om en helt anden verden end i Ingemans sukkersøde »Dejlig er jorden.« Jorden er ikke dejlig her, men en kirkegård med grave. Hvorfor beskrev Hostrup verden på denne måde? Jeg tror, det skyldes stemningen i landet fra tiden efter 1864, men dette er fremstillet billedligt som en metafysisk verden i to etager. Vi lever i det lave, for vi er faldet ned i denne verden. Ligesom Danmark havde tabt krigen. Det lader ikke til, at den skabte verden i sig selv er god. Den er gudsforladt.

Men så sker der noget. Verden genskabes. Første strofe er en version af skabelsesberetningen, hvor jorden var øde og tom. Ind i den mørke verden kommer julebudet, der i begyndelsen kun er lyset. Der sker mere. Verden åbnes. Lyset skaber nemlig en »udsigt.« En ganske speciel metafor. Vi kan fra det lave nu se op. Vi får et glimt af den sande verden, hvorfra vi er faldet. Og i løbet af teksten sker der det, at vi langsomt kan rejse os. Vi var faldet ned, og nu kan vi komme op i den sande verden, hvor vi igen er »adelige«, hvor vores adel erkendes, og hvor der er lys, varme og glæde.

Julebudet er en genskabelse af mennesket eller det menneskelige, og det giver det livsmod, der gør, at vi kan kæmpe og vinde. Der er et ekko af Hostrups yndlingssang til slut, nemlig af »Altid frejdig når du går« med sit »kæmp for alt, hvad du har kært«, og så er der et lille budskab til hans gode ven Bjørnstjerne Bjørnson med ordene »løft dit hoved« – du raske gut.

Den metafysiske todelte verden kan læses som en metafor for den historiske virkelighed, nemlig den efterkrigstid, som han og landet levede i efter 1864. Det er også den tid, der beskrives i teksten. Danmark er i dødens skygge. Hostrup er et godt eksempel på det traume, som nederlaget forårsagede: Sårfeberen. Det er, som om salmen har en national undertekst. For der er jo mange ord, der har med krig at gøre. Hvad er »hjertets ret til at kæmpe og vinde«? Over hvem? Som er evig fastslået, trods »hver en fjende.« Hvem er fjenden? Vi skal have fred til at »stride med mod.« Stride mod hvem? Og til at vente på enden god, for denne ende er ikke kun det evige liv, men et nyt Danmark.

Hostrup indledte efter 64 en omfattende foredragsvirksomhed for at »holde Modet oppe i Befolkningen«, som han sagde. Han kæmpede for at vinde indadtil, hvad vi tabte. Han sammenlignede danskerne med piletræet, der kan tåle meget. Julebudet er dermed også en kampsalme, der skulle få danskerne til at løfte hovedet. Vi er nu selv i en slags efterkrigsperiode. Vi trak os tilbage fra Irak og Afghanistan som i sin tid fra Dannevirke. Der er jo ikke fred i verden, men storm, terror og torden. Vi kan godt trænge til et julebud eller to.

»Julebudet« er en julesalme, skønt den ikke nævner Jesus, Betlehem, hyrder, engle eller noget i den stil. Den nævner ikke inkarnationen. Salmens skabelsesteologi findes i kontrasten mellem os, der bygger og Gud, der giver. Vi bygger eller skaber, men hvad? Vi skaber mørke, kulde, krig og sorg. På den måde er vi kreative og skabende. Lyset, varmen, freden og glæden er navne på de fænomener, som vi ikke kan bygge eller skabe. Så salmen handler om, hvad vi har skabt – bygget her – og hvad vi ikke har skabt; det som ifølge salmen »Gud har givet«. Dét er julebudet.