Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Journalistikkens skæg og blå briller

Jens Otto Kjær Hansen: Troværdighed. Det er ikke så underligt, at medieforbrugere i stigende grad føler, at journalistikken er ved at udvikle sig til en lækagebåren luskhandel. Fremtidens medier bør bære præg af langt større transparens og adgang til mellemregninger.

Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS BIGUM

Er journalistikken ved at udvikle SIG til en form for luskhandel, der lever af lækager, mens diverse luskepetere beskyttes af hellige principper i medierne?

Det er forståeligt, hvis nogle læsere, lyttere eller seere spørger sådan. Nu har vi igen en sag, hvor personer med skumle hensigter har givet fortroligt materiale videre. Denne gang lidt mere kompleks, fordi den fortrolige historie for længst er ude, så det i stedet er skandalen ved overhovedet at forsøge at lække skandalen, der er emnet.

Historien er da også slem nok. Hvis alting er, som det umiddelbart ser ud, er en fhv. spindoktor og en fhv. minister fuldt fortjent meget forhenværende i den slags jobs resten af deres offentlige liv.

Da historien også rører ved et af mediernes hæderkronede principper om kildebeskyttelse, har mange medier været oppe på det helt store tandhjul med overskrifter og hele sider om kildebeskyttelse.

Princippet heri er - og var - meget enkelt: Personer, der med løfte om fortrolighed har afgivet oplysninger til medierne, har kildebeskyttelse. Ingen og intet kan få journalisten til at røbe sin kilde.

Det princip gælder så ikke længere Ekstra Bladet, der i fremtiden gerne afslører bladets kilder, hvis de er ude på et forkert ærinde - dem kalder vi spindoktorer, og det er de onde - men dækker over det, hvis det er mennesker, der ved at give oplysninger er ude i et godt ærinde - dem kalder vi whistleblowers, og de er gode.

Så næste gang, en person henvender sig i fortrolighed til Ekstra Bladet, vil bladet efterfølgende vurdere, om det er en god eller en ond. Hvis bladet vurderer, at det er en af de gode, fører kontakten til en historie. Hvis kilden er en af de onde, bliver historien så i stedet til historien om denne ondes onde hensigt.

Det må vise sig, hvor langt køen vil blive af potentielle kilder, der har lyst til at lade sig motivvurdere ved en sådan journalistisk domstol.

Bare for god ordens skyld: Dette er absolut ikke et forsvar for spindoktorers forsøg på magtmisbrug og ulovligheder. Sådant fortjener afsløring i samme sekund, man kan påvise, at det er sket.

Men det er op til medierne at sætte grænsen på forkant. Ingen behøver at lytte til en spindoktor - eller en politiker - der ikke vil stå frem som kilde. Om man vil lytte - og siden beskytte kilden - er en beslutning, man skal tage, før man har kigget den tilbudte vare efter i sømmene.

Journalister beklager sig gerne over de mange spindoktorer og informationsmedarbejdere, der er aktive overalt i samfundet i dag. Det er der ingen grund til. Disse mennesker udfører en lige så legitim og velbegrundet rolle i samfundet som journalister. De skal naturligvis agere etisk ordentligt og straffes, hvis de bryder landets love.

Men tilbage til udgangspunktet: Er journalistik først og fremmest en slags luskhandel, hvor journalisten viderebringer informationer, som andre har givet dem for en eller anden slags egen vindings skyld?

Heldigvis ikke. Meget indhold i medierne er ganske vist baseret på, at nogen kommer med informationer til journalister, der bringer en historie frem til offentligheden, hvis sagen har almen interesse. Det sker efter at have tjekket informationernes holdbarhed og oftest også at have perspektiveret dem ved at undersøge, hvor meget der kan generaliseres, indhente kommentarer, finde andre eksempler osv.

Det er en helt naturlig og nødvendig proces. Journalister kan ikke vide noget om alt, hvad der foregår i samfundet, og en mængde relevante historier ville aldrig nå offentligheden, hvis vi alene skulle nøjes med, hvad en journalist selv kan støve op.

I langt de fleste tilfælde er det helt problemfrit. De fleste kilder står gerne frem, og deres hensigt er tydelig, hvad enten det er en borger i oprigtig forargelse over en eller anden oplevet urimelighed eller en interesseorganisation, der forsøger at få positiv omtale af sine gerninger.

Når en kilde oplever et påtrængende behov for anonymitet, f.eks. ud fra angsten for at miste sit job, vil journalisten af al magt søge at finde frem til en anden kilde, der kan bekræfte det, sagen nu står om, og som vil stå frem.

Ordentlige journalister og redaktører baserer helst indhold på åbne kilder og bruger kun anonyme kilder, når det er den absolut eneste måde at få en samfundsmæssigt vigtig historie ud.

Spørgsmålet er så, om alle journalister og redaktører er ordentlige - og svaret er desværre nej. Det sker, at sunde grundregler omkring journalistik brydes for at komme før konkurrenterne, eller for midt i en bred mediedækning at være den, der kan komme med de mest opsigtsvækkende nye oplysninger.

Begge motiver er en del af det grundlæggende journalistiske DNA. Det journalistiske rummer derfor ofte en afvejning af, hvornår en historie er så godt dokumenteret, at det er nok til at kunne publiceres først eller skabe mest opsigt. Det kræver en moral og en rygrad, der ikke altid er til stede i tilstrækkelig grad.

Måske bliver denne del af DNAet også forældet i en moderne medieverden, hvor vi næsten alle bruger mange medier. Måske er det kun journalister, der for alvor går op i - og overhovedet lægger mærke til - hvilket specifikt medie, der kom først med en ny historie eller fandt den mest opsigtsvækkende vinkel.

Jeg tror, at mediebrugerne på den lange bane er mere optaget af, om de nu kan forlade sig på, at deres foretrukne medier er grundlæggende troværdige, så man som bruger føler sig vejledt mere end vildledt. Så for betalingsmedier er det livsvigtigt at sikre, at man leverer sine købere den forventede troværdighed.

Kollektivt kan summen af de gange, hvor mediehistorier viser sig svagt underbyggede, overdrevne eller direkte forkerte, være af stor generel skade for medierne. En analyse tidligere på året placerede journalister i bunden af troværdighedsskalaen. Det er ikke det bedste udgangspunkt til en fremtid, hvor betalt kvalitetsjournalistik i stadig større grad skal konkurrere med en syndflod af gratis information via nettet.

De enkelte mediers omdømme har historisk været det fundament, journalistikken forventes at bygge på. Mediebrugeren har et generelt billede af sine foretrukne mediers niveau i troværdighed og måden at beskrive verden på. Det har virket fint, både for medier, der kun ved en fejl kan komme for skade at fordreje eller manipulere, og for medier, hvor man som regel kan trække det halve fra, men tager dette med på grund af en høj underholdningsværdi.

I en mangfoldig medieverden er det måske ikke længere tilstrækkeligt. Den hastighed, hvormed historier udvikler sig og i lyntempo springer fra medie til medie, øger risikoen for, at halve vinde blæses yderligere op. Hertil kommer tidens stadig større vægt på politik som spil og spin samt den i det hele taget mere person- end sagsfokuserede tilgang i forhold til alle slags samfundsmæssige emner.

Kritiske mediebrugere bør informeres bedre om, hvad der egentlig er grundlaget for de udlægninger af samfundets store og små begivenheder, de giver deres brugere. Jeg tror, at fremtidens journalister og redaktører kommer til at skabe langt større transparens og give brugerne adgang til mellemregningerne.

Stadig mere veluddannede borgere vil have forventning om, at de får nok at vide til at kunne vurdere en histories kontekst. Hvem er kilderne, hvad er researchet, hvad sagde en kilde i det telefoninterview, der er brugt et par linjer eller sekunder fra, hvad sagde kilder, hvis kommentarer man valgte ikke at bruge? Med moderne teknologi kan en sådan dokumentation nemt gøres tilgængelig uden at fylde i mediefladen eller ulejlige dem, der er ligeglade.

Det vil øge troværdigheden markant og vil sikkert også hindre en og anden historie, hvor det kniber noget med underbyggelsen, i at komme frem. Tanken vil muligvis forekomme helt urimelig for mange journalister, som synes, de er rigeligt pressede i det daglige arbejde med at skabe nyt til alle medieplatforme.

Det kan også være, at tiden ikke er moden. Men jeg tror, det vil komme. Med den stadig stigende rolle, journalistik spiller i et samfund med kommunikation som omdrejningspunkt, vil det på den lange bane næppe være holdbart at stille mindre krav om transparens til journalistik end til forskning.