Journalisternes røde verdensbillede

Eva Agnete Selsing: Hvorfor skal vi altid høre om velfærdsstaten som et økonomisk mirakel, når den, helt evident, er det modsatte? Hvorfor er det altid synd for den enlige mor til fire på kontanthjælp? Hvorfor er det aldrig bare en lille smule forargeligt, at hun har sat børn i verden, hun ikke kan forsørge? Fordi 80 procent af alle journalister er røde.

Foto: Lars Helsinghof Bæk

DR er ikke rødt og har aldrig været det, og journalisterne ligeså – end ikke i 1970erne. Det var den opsigtsvækkende melding fra DR2s kanalchef, Michael Thouber, som jeg var i TV-debat med forleden. Baggrunden var en klumme, jeg for nylig skrev om den røde journalistik her til lands. Heri var min primære pointe, at nyhedsfladen er venstreorienteret, fordi journalister overvejende er venstreorienterede og ubevidst farver nyhedsdækningen. Det vender jeg tilbage til. Først lidt om forløbet. Jeg havde inden udsendelsen fortalt, at jeg ikke ville diskutere enkeltprogrammer. For det første, fordi min kritik ikke angår den enkelte udsendelse, men selve præmisserne for at lave nyheder og formidle historier. Og for det andet, fordi diskussionen af DRs bias altid strander dér. Det er håbløst at diskutere en rød kanals generelle rødhed ud fra et enkelt eksempel - også selvom antallet af de facto venstreorienterede vinkler, temaer, journalister og udsendelser, er uendeligt meget større end antallet af ditto borgerlige.

Men jeg blev afkrævet et eksempel, og gav et eksempel – hvorefter det blev affejet som netop, ja, et eksempel. Mit egentlige ærinde fik jeg ikke lov at udfolde. Jeg påpeger det faktum, at fire ud fem danske journalister stemmer til venstre for midten, og at denne skæve fordeling rent faktisk er afspejlet i medierne. Ikke ved at borgerlige politikere får mindre medietid, men at journalisterne vælger emner, vinkler og ord i overensstemmelse med deres verdensbillede. Jeg prøvede i debatten at illustrere denne pointe med eksemplet: At journalister stort set kun har kritiseret både den nuværende og den tidligere regering fra venstre, og kun i ringe omfang fra højre. Det er der tilsyneladende nogen, der ikke forstår, så lad mig uddybe.

At en regering bliver ’kritiseret fra venstre’ vil sige, at det normative grundlag er rødt. Eksempelvis at blive kritiseret for at spare på den offentlige sektor. Eller for at ens reformer rammer ’de svage’ og øger uligheden. Og vi kan vist alle umiddelbart konstatere, at både den nuværende og tidligere regering i overvejende grad blev kritiseret journalistisk med netop sådan et udgangspunkt.

De fleste journalister tænker sikkert ikke nævneværdigt over denne prioritering. Måske er de endda helt ubevidste om det borgerlige alternativ til den røde kritik. En kritik, der blandt andet kunne gå på, at politikerne ikke har formået at nedbringe de offentlige udgifter. At de høje overførsler holder mennesker uden for arbejdsmarkedet. At de ikke gør nok for at øge velstanden i Danmark. Og så videre. At journalisterne overvejende valgte og vælger den venstreorienterede vinkel, er særligt bemærkelsesværdigt, når vi tænker på den faktiske udvikling. Selvom der i løbet af de sidste ti år er skrevet titusindvis af historier om offentlige nedskæringer, er den offentlige sektor faktisk vokset ganske markant stort set hvert eneste år.

Når journalisterne har skrevet om den såkaldte ’nedskæringspolitik,’ har de ikke bare valgt en venstreorienteret vinkel, men en decideret venstreorienteret løgnehistorie. Journalisterne påduttede danskerne et falsk verdensbillede, fordi journalisternes eget verdensbillede er rødt. Til gengæld slugte journalisterne uden nævneværdig kritik VK-regeringens usande historie om Danmark som en økonomisk succes. Faktisk oplevede Danmark en relativt lille økonomisk velstandsfremgang. Sammenlignet med omverdenen er vi blevet et fattigere land. Hvorfor skrev næsten ingen journalister om denne dybt bekymrende udvikling? Fordi det først og fremmest er noget, borgerlige mennesker bekymrer sig om.

Og, kære venner: Det er altså blot et par eksempler. Venstreorienteringen gennemsyrer dækningen af stort set alle emner. I retspolitikken, hvor politiet og systemet konsekvent kritiseres for at være for hårde. Men hvad med den store del af befolkningen, der støtter en hårdere retspolitisk kurs? Den bliver ignoreret.

Hvorfor bliver kunstnere og forfattere helt grundlæggende behandlet med større respekt og agtelse end erhvervsfolk, der meget ofte optræder som skurke? I befolkningen er agtelsen og respekten ganske anderledes. Hvorfor hører vi altid historier om verdens mange fattige, mens det nærmest er en offentlig hemmelighed, at global kapitalisme i løbet af 50 år har løftet mere end 1 mia. mennesker ud af fattigdom? Ligesom fattigdommen i Danmark falder hvert eneste år. Skal uligheden virkelig problematiseres dag ud og dag ind, når det er et faktum, at den har været stort set uændret i Danmark siden 1960? I stedet kunne man fortælle den bedrøvelige historie, at Danmark i samme periode er gået fra være blandt verdens fem rigeste lande til at være på vej ud af top 20.

Hvorfor skal vi altid høre om velfærdsstaten som et økonomisk mirakel, når den, helt evident, er det modsatte? Hvorfor er det altid synd for den enlige mor til fire på kontanthjælp, at hun ikke får nok penge af det offentlige? Hvorfor er det aldrig bare en lille smule forargeligt, at hun har sat børn i verden, hun ikke kan forsørge? Hvorfor er det Dansk Folkepartis skyld, at afviste asylansøgere bruger deres børn som politisk pression?

I Danmark er udlændingepolitikken i årtier blevet undertrykt og DF marginaliseret i sådan grad, at DRs nyhedschef har måttet indrømme den urimelige forskelsbehandling. Journalisterne ønsker ganske enkelt ikke at problematisere indvandringen, selvom befolkningen gør. Den tidligere generaldirektør Christian Nissen erklærede endda åbent, at det var DRs pligt at ’dæmme op for højrebølgen.’

Og så er der sproget. Det røde, diskursive hegemoni i nyhedsfladen kommer også til udtryk i de begreber, man anvender til at beskrive borgernes virkelighed. Voldelige venstreekstreme kaldes ’aktivister’ eller ’unge,’ mens fredelige folk på højrefløjen gerne kaldes ’højreekstreme’ og ’kontroversielle.’ Etcetera.

Og hvorfor er det sådan? Hvorfor denne heftige tendens i nyhedsproduktionen? Mit svar er, som i den nævnte klumme, at det er et spørgsmål om verdenssyn. Journalister er ikke i ond tro, når de producerer programmer og indslag med et venstreorienteret udgangspunkt. De er ikke ’røde lejesvende’. Det er snarere et spørgsmål om horisont. Om evner til at transcendere sin egen ideologiske ramme og forsøge at forstå andres. Om mangel på åbenhed over for dem, der tænker anderledes. Og her hersker en klar asymmetri mellem højre og venstre. Borgerlige mennesker forstår godt det venstreorienterede verdensbillede. Vi er vokset op med det, i medier, fra lærere på uddannelsessteder og i den offentlige debat. Vi ved godt, hvad der driver socialisten eller radikaleren. Men det samme gælder ikke med modsat fortegn. Venstreorienterede mennesker har ikke samme forståelse for, hvad der bevæger en borgerlig. For dem er det et spørgsmål om godhed, hvor rød er lig god. Og hvem vil dog ikke være god?

Når medieklassen ikke forstår kritikken af den røde slagside, er det derfor ikke ond vilje, men tunnelsyn, der er årsagen. Inde i ekkokammeret i mediedanmark er man overbevist om, at man formidler den rene og skære, balancerede virkelighed. Og det er derfor,at journalisterne ikke forstår den borgerlige kritik: Der er en epistemisk kløft mellem den nyhedsproducerende klasse og den del af befolkningen, der ikke bebor medierne og ikke stemmer og tænker rødt. Det er, hvad det er.

Men når DR-cheferne end ikke forstår, at der ingen balance er mellem røde og blå produktioner, ja, så har vi i hvert fald to store problemer. Vi har et demokratisk problem, fordi medieklassen laver nyheder til og for sig selv, med udgangspunkt i deres verdenssyn – hvilket bevirker, at i hvert fald halvdelen af Danmark ikke får den virkelighed, de færdes i, repræsenteret i nyhedsfladen.

Men vi har også et licensproblem, fordi de samme mennesker, journalisterne ikke finder det nødvendigt at forsøge at repræsentere, faktisk betaler halvdelen af den fest, DR holder for de tvangsinddrevne licenskroner. Uanset om man kan lide det eller ej, er det en problemstilling, de ansvarlige på statskanalen har en moralsk forpligtelse til at forholde sig fordomsfrit til. Ellers kan de simpelthen ikke tillade sig at tage borgernes penge.