Journalisterne spinner!

Søren Lauridsen: Tror man, at det kun er spindoktorer, der spinner, tager man fejl. Journalister har markant indflydelse på politik. Tidligere spindoktor Søren Lauridsen fremhæver nogle powertools i journalistens værktøjskasse.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Har du set Borgen, eller følger du med i nyhederne om, hvad der i virkeligheden foregår bag facaden, eller har du netop læst, at den nye regering massivt opruster antallet af spindoktorer, så har du hørt debatten om spindoktorernes magt. Om det farlige ved at de øvrige aktører danser efter spindoktorens usynlige taktstok. Fin debat, men måske er det på tide, at vi også retter et kritisk lys mod dem, der suverænt afgør, hvem og hvad der opnår omtale. Dem, der lever skjult for den offentlige debat: penneførerne og mikrofonholderne.

Med ni år på Christiansborg, heraf to et halvt år som pressechef for Venstre og ca. to år som særlig rådgiver i to ministerier, er jeg i manges øjne en utroværdig afsender på budskabet. Overvej selv argumenterne, men mange - rigtig mange - der arbejder med journalistkontakt, vil kunne nikke genkendende. Jeg dømmer ikke. Jeg siger bare, at journalister spinner og har indflydelse på politik. Lad mig bare fremhæve et par powertools i journalistens værktøjskasse.

Retorikforslag. Nyhedskriterierne udgør den indiskutable formel for, hvad der kan opnå omtale og dermed adgang til den offentlige debat. Det er spillereglerne for alle, der vil blande sig i den offentlige debat, herunder erhvervsliv, borgere og universitetseksperter (sidstnævnte tjener endda penge, hver gang de bliver citeret!). Det ved journalisterne og udnytter det dygtigt til at hæve indsatsen i retorikken. Hvem tror du, der opnår omtale, hvis én siger om de kommende S-SF-skatter på sukker, fedt og chokolade: »Det vil alt andet lige virke negativt på industrien«, og en anden siger: »Det er vanvittigt, over 1.000 danske arbejdspladser går tabt inden jul«? Hvis jeg havde en krone, for hver gang en journalist har spurgt mig: »Vil I ligefrem kalde det idéforladt nonsens (eller tilsvarende)«, så var jeg en rig mand. Især de mere ukendte folketingsmedlemmer har følt sig presset til at skrue op for retorikken for at trænge igennem lydmuren. For de har af bitter erfaring lært, at hver gang de har udtalt sig nuanceret eller loyalt, så har det 20 minutter lange interview ikke ført til omtale. Måske derfor var en transportordfører fra SF i foråret citeret for at kræve transportministerens afgang, fordi en togdør i et DSB-tog ikke havde lukket korrekt. Pressefolk og politikere har lært sig, at der skal skarpvinkles og drejes hårdt på volumenknappen for at opnå adgang. Journalisternes spilleregler reproducerer dermed sig selv hver dag.

Del og hersk. Christiansborg er en landsby. Modsat mange andre lande, så har godt 150 journalister fra Folketingets presseloge deres daglige og frie gang i Folketinget. En meget stor del af journalisterne er gamle rotter, som har opbygget stor viden om - og netværk i - landsbylivet. De kender således politikernes ambitioner, netværk, avancemuligheder og hvor den enkeltes holdninger adskiller sig fra gruppens. Journalisterne ved også, at det absolut vigtigste parameter for at blive vurderet som en dygtig politiker er evnen til at blive omtalt. Det giver journalisten en nøgleposition til at dele og herske i jagten på to gode og velkendte historier: person­angreb og intern splid. Og det udnyttes. Spørger man rette folk i rette tid om for eksempel arvefølgen i et parti - og skriver historien med anonyme kilder - så er historien der. Journalisten gør sig til katalysator, ikke blot beskriver.

Udlægning af teksten. Tilblivelsen af en avisartikel foregår meget ofte sådan på Christiansborg, at journalisten får et politisk oplæg solo. Det tilføres kommentarer fra eksperter og afsenderne i løbet af dagen, og ud på eftermiddagen foreholdes oplægget til modparten. Meget ofte får man som modpart kun lov at se oplægget kort før interviewet. I den praktiske verden foregår det ved, at journalisten udlægger teksten i en såkaldt »baggrundssnak«, før mikrofonen tændes. Denne snak er journalisten delvis manuskriptforfatter til. Det kan være et retsoplæg, som »udfordrer jeres position som tough on crime«. Samtalen bestyrkes af, at journalisten jo er den eneste, der har talt med afsenderen. Lad den rene kaste den første sten, »baggrundssnak« er klassisk spin og udføres af næsten alle på Christiansborg. Men måske er det nyt for mange, hvor aktivt journalisterne selv deltager. Og selvfølgelig farver det udtalelserne.

Rækkefølge. Journalisten timer også nøje sin opringning til kilder. Meget ofte er hovedpersonen i en artikel det sidste opkald på dagen, når historien er skrevet, modparterne interviewet og vinklen valgt. Hvor ofte har jeg ikke prøvet at få et opkald til ministeriet kl. 17.00-18.00 med beskeden: »Hej, jeg er i besiddelse af spændende dokumenter. En ekspert kalder det ulovligt og oppositionen hykleri. Vil I kommentere? - Jeg har deadline om en time«! Journalisten ved, at »ingen kommentarer« tolkes hos læserne som svaghed eller skyld, så vi skal nok levere. Journalisten ved også, at kort tid reducerer risikoen for modtræk, og at historien punkteres af nye fakta, som er umulige at opdrive, når embedsmændene er gået hjem. Læsere og seere præsenteres derfor ofte for svar, der er fabrikeret i huj og hast, og hvor skylden er placeret, længe inden begge parter er hørt. Den erkendelse er i sig selv en begrundelse for, at angreb er det bedste forsvar.

Kildevalg. Det naturlige er at søge kommentarer hos den relevante ordfører eller ledelsen, hvis man ønsker at kende et partis standpunkt. Men pudsigt nok er de løsgående missiler, som enhver folketingsgruppe er udstyret med, stærkt overrepræsenteret i medierne. Toner og udlægger journalisten teksten tilpas dramatisk hos nøje udvalgte kilder, skriver udtalelserne næsten sig selv. Dette ritual fortsætter, selvom statistikken taler sit utvetydige sprog: De får mere omtale end indflydelse, folketingsgruppen stemmer samlet. Som pressechef kan man indstille sig på en travl dag, men ingen kan helt fjerne en vis tvivl om partilinjen. Lur mig, om ikke hele den 12 mand store gruppe i Enhedslisten fremover dagligt bliver ringet igennem, så vi kan præsenteres for det ene underholdende forslag efter det andet.

Timing. Selvfølgelig tænker politikere og spindoktorer i timing. Tænk bare på regionernes »nedskæringshistorier« op til de årlige økonomiforhandlinger, Dansk Folkepartis udlændingekrav forud for finansloven eller for mit eget vedkommende at forberede og lancere angrebene på flyafgifter kort før valgkampen. Men det gør journalister i den grad også. Husker du sagen om Lene Espersens ferier? Husker du sagen om Helle Thorning, der fik dobbelt fradrag, og hendes mand, der ikke betaler skat? Husker du bilagssagen om Lars Løkke Rasmussen? Det gør du blandt andet, fordi aviserne har designet historien til at vare flere dage. Jeg kan næsten skrive drejebogen for fire dages forsider. Dag 1 = afsløringen. Store billeder og research i faktabokse. Dag 2 = reaktionerne. Fra venner og fjender + en nyhed mere om sagen, så der bliver tale om en egentlig føljeton. Dag 3 = ekspertvurderingerne. Eksperter vurderer reaktioner og nye dokumenter (bemærk, at der aldrig er plads til en lodret uenig ekspert). Dag 4 = dommen. Kommentatorernes dom om sagens alvor, herunder fastlæggelse af øgenavne og offentliggørelse af eventuelle meningsmålinger. Hver af de fire dage koger de elektroniske medier suppe på den seneste udvikling, »på sagen, der bare ikke vil dø«. Og med en dags forsinkelse opsummerer de øvrige aviser historien. Facebook og blogs pumper løs. Pointen er, at journalisterne fra starten tilrettelægger visse historier, så de fylder mest muligt, længst muligt, frem for at dele alt med offentligheden på én gang. Det er spin.

Denne kronik er hverken et skønmaleri af en spindoktors rolle, en bortforklaring af et valgnederlag eller et forsøg på moralisering. Kronikken har alene det stilfærdige budskab, at hvis du vil have et klart udsyn over landsbyen Christiansborg, så tag klappen fra begge kikkertens linser.

Også den linse, som journalisterne meget belejligt både betjener og gemmer sig bag.