Journalister er (stadig) ikke røde lejesvende

Erik Albæk & David Nicolas Hopmannm: Forrige søndag trak Berlingskes Eva Agnete Selsing en gammel krikke af stalden – journalisterne er røde, og nyhedsfladen derfor venstreorienteret. Problemet er ikke bare, at det ikke passer, men at det overser et væsentligt spørgsmål om, hvordan journalistik udføres.

S-gruppeformand Henrik Sass Larsen taler med journalister inden S-gruppemødet onsdag d. 20 marts 2013 på Christiansborg. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere

I Berlingskes kronik 24. marts argumenterer cand.mag. i filosofi Eva Agnete Selsing for, at mediernes nyhedsflade er venstreorienteret, og at det skyldes, at journalister overvejende er venstreorienterede og derfor ubevidst farver nyhedsdækningen. Påstanden er ikke ny. Diskussionen er heller ikke specielt dansk, den findes i mange lande.

I forskningen er der bred enighed om, at den enkelte journalists overbevisning ikke spiller nogen betydelig rolle for det samlede mediebillede, hverken til venstre eller til højre. Ligeså lidt som man kan påstå, at alle danske regeringers politik er radikal (fordi påfaldende mange embedsmænd stemmer radikalt), giver en så forsimplende påstand om den enkelte journalist mening. Embedsmændene laver det, ministrene ønsker – i et kompliceret system, hvor de skal forholde sig til interesseorganisationer, medier og mange flere aktører. På samme måde er nyhedsproduktionen en kompliceret proces, hvor mange aktører, procedurer og normer spiller en rolle, og hvor journalister arbejder i en nyhedsorganisation med ejere og (chef-)redaktører. Det er ikke de individuelle journalisters politiske holdninger, man skal fokusere på, hvis man vil forstå mediernes måde at dække politik på.

Eller sagt på en anden måde: Påstanden bygger på en præmis om, at journalister ikke har arbejdsgivere og overordnede, som kontrollerer deres arbejde. Som de eneste ansatte medarbejdere i Danmark kan de frit gøre, som de vil. Holder argumentationen, skulle journalistikken ikke kun i DR, men også i Jyllands-Posten og Berlingske have slagside til fordel for rød politik.

Når vi ser nærmere på det indhold, journalister producerer, er der heller intet belæg for argumentet om den røde journalistik. En række analyser dokumenterer, at mediernes dækning af politikere og politiske emner ikke viser en generel partipolitisk eller ideologisk farvning. Men det er ikke det samme som at sige, at mediernes dækning ikke er skævvredet. Lad os derfor se nærmere på to vigtige spørgsmål: Hvorfor hører vi – trods forskningens resultater – igen og igen argumentet, at journalistikken er ideologisk farvet? Og hvis journalistikken trods alt er skævvredet, hvordan ser denne skævvridning ud?

Forskningen i politisk kommunikation har længe beskæftiget sig med, hvorfor diskussioner om mediernes skæv- vridning bliver ved, selv når videnskabelige undersøgelser dokumenterer, at mediernes dækning ikke er generelt ideologisk farvet. Hvorfor ser så mange rødt, når de læser aviser, lytter til radio eller ser fjernsyn? Eller blåt? Fænomenet kaldes »de fjendtlige mediers effekt«. Vi har alle sammen en indbygget tendens til at lægge mærke til det, vi er uenige i. Vi oplever, at det synspunkt, vi selv sympatiserer med, bliver hårdhændet behandlet af medierne, mens der bliver taget med fløjlshandsker på politiske synspunkter, vi ikke selv slutter op om. En rundspørge blandt danske folketingspolitikere, som gennemførtes for få år siden, viste, at blå folketingspolitikere som helhed mener, at såvel DR som TV2 favoriserer rød blok i deres nyhedsdækning. Interessant nok mener røde politikere, at de to kanaler begge favoriserer blå blok.

Begge dele kan ikke være rigtigt på samme tid. Men det er præcis det, »den fjendtlige mediers effekt« forudsiger, folketingspolitikkerne ville svare. Når alt dette er sagt, er der dog ingen tvivl om, at journalister vinkler deres historier på bestemte måder. Selvfølgelig er mediernes nyhedsdækning ikke en tro gengivelse af ’virkeligheden’. Det er en redigeret version af virkeligheden. Selsing kan således have fat i en vigtig pointe, når hun anfører, at journalistik er tilbøjelig til at anlægge en pro-velfærdstatsvinkel.

I statskundskaben findes der en teori, der har forsøgt at forklare, hvorfor velfærdsstaten har en tendens til at blive mere og mere omfattende. Teorien hævder, at den politiske beslutningsproces er kendetegnet ved en såkaldt strukturel asymmetri, hvor de, der har fordele ved en udvidelse af velfærdsstaten, udgør en koncentreret gruppe af borgere, som er lette at mobilisere politisk, mens de, der har fordele ved økonomisk mådehold, udgør en meget spredt gruppe af borgere, som det er svært at mobilisere. Det samme gør sig gældende, hvis der foretages nedskæringer i eksisterende velfærdsordninger.

Politikerne står over for klare og velorganiserede krav om fortsat udvidelse og protest mod nedskæringer, men støtten til mådehold er som oftest temmelig diffus. I den situation bliver man som politiker som regel mest populær ved at lytte til førstnævntes interesser. Hvis der eksempelvis skal ske en skolelukning, er det forholdsvis nemt at mobilisere lærere, børn, forældre, bedsteforældre og andre beboere i nærområdet til en demonstration mod lukningen. Omvendt er det næsten umuligt at mobilisere de skatteborgere i kommunen, som får fordel af et reduceret skattetryk. Det afgørende punkt er, at vi formentlig finder den samme asymmetri i mediernes nyhedsdækning. De almindelige journalistiske nyhedskriterier anvendes nemlig på en tilsvarende asymmetri i interesser.

Når det af den godt fortalte nyhedshistorie kræves, at den inde- holder konflikt,‘human interest’-identifikation og en »case«, så er det ulig lettere at skrive historien om den handicappede, som mister en ydelse, eller de børn, hvis skole lukkes. Det kan man identificere sig med. Det kan illustreres med billeder. Og det virker umiddelbart uretfærdigt for de berørte. Men historien om skatteyderen, der får flere kroner i lommen om måneden som følge af den reducerede ydelse, bliver ikke fortalt. Hvis antagelsen om en sådan asymmetri er korrekt, må vi forvente, at der er en slagside i nyhedsdækningen til fordel forde interesser, der ønsker en bevarelse eller udvidelse af eksisterende velfærdsydelser. Så vidt vi ved, er dette dog aldrig blevet systematisk undersøgt her i Danmark. Men hvis det forholder sig sådan, ville vi finde skævvridningen i DR og TV2 såvel som i Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten.

Det skyldes ikke, at journalisterne personligt har et rødt verdensbillede. Det skyldes derimod, at de professionelle journalistiske nyhedskriterier og den journalistiske fortælleteknik bevirker, at der kommer en strukturel asymmetri i nyhedsdækningen. I denne debat skal man dog også huske, at denne type af skævvridninger ikke per automatik er til fordel for den røde fløj. Tænk blot på »Dovne Robert«. Fordele og ulemper ved offentlig politik knytter sig heller ikke alene til velfærdsordninger. Det samme type skævvridning så vi, da den siddende regering lancerede sine planer om at indføre en betalingsring rundt om København. Nyhedsfladen var fyldt med interviews med trafikanter, for hvem en ring ville betyde væsentlig længere tid til arbejde, når de skulle benytte offentlig transport. Alternativt skulle de betale en meget høj afgift. Vores indtryk er, at der var meget få historier om folk, som ville høste fordele af ringen, eksempelvis de småbørnsforældre, hvis børn ville kunne ånde renere luft under den daglige tur i barnevognen rundt om søerne i indre København.

Selv om sådanne strukturelle skævvridninger i journalistikken ikke bunder i en partipolitisk stillingtagen for og imod bestemte politikker, kan der være god grund til at rette fokus på disse og få en diskussion om, hvorvidt man med de gældende professionelle journalistiske nyhedskriterier får en fair og afbalanceret dækning af politik. Hvis ikke, bør man overveje, om ikke de journalistiske nyhedskriterier og fortælleteknikker bør justeres og videreudvikles.

I stedet for at illustrere politik med håndplukkede ’almindelige’ borgere som »cases«, der er ofre – en fremgangsmåde, som vi ved, skævvrider medieforbrugernes oplevelse af politik – skulle medierne måske fokusere mere på at fortælle den overordnede historie: Er det her en fordel eller en ulempe for hele samfundet?