Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Job søges til forhenværende partiledere og topministre

Adskillige tidligere toppolitikere som Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen ville kunne gøre gavn som eksempelvis ambassadører. Det ville være godt for Danmark, hvis vi benyttede os af deres viden og erfaring.

»Selvfølgelig kan Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen også kandidere til den slags poster de kommende år – og forhåbentlig vil det ikke komme dem til skade, at de har et aktivt medlemskort i Venstre, som det ikke er kommet Carsten Koch til skade, at han var og er erklæret socialdemokrat,« skriver John Wagner, der foreslår, at tidligere toppolitikere i højere grad bruges til eksempelvis ambassadørposter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Forhenværende partiledere – og tidligere fremtrædende ministre – har altid været, er og bliver et problem for efterfølgerne. Tag bare Lars Løkke Rasmussen og Mogens Lykketoft som de seneste eksempler. Og i hvert fald en del af forklaringen er, at der aldrig er etableret fornuftige »seniorjob« til den slags, og dermed går hele samfundet glip af kompetencer, som kunne gøre os alle rigere.

Derfor bør statsministeren og/eller Folketingets formand bede et sagkyndigt udvalg komme med forslag til beskæftigelse af tidligere toppolitikere – og det mener jeg faktisk, selv om det måske nok i nogles ører vil lyde som en joke. Men også her må gælde, at beskæftigelse er bedre end en rundhåndet overførselsindkomst.

Min pointe er, at vi skylder fhv. mangeårige partiledere, fhv. statsministre, udenrigsministre og finansministre, som har tjent vores land i bedste mening, men som måske i en forholdsvis ung alder fratræder deres hverv, at vi hjælper dem videre. Men ikke nok med det, det er simpelthen spild af politiske ressourcer, hvis vi ikke bruger disse forhenværende politikeres kompetencer og netværk til fordel for fællesskabet. Hvis de altså har lyst, selvfølgelig.

De forhenværende bliver yngre

Problemstillingen var stort set ukendt, dengang statsministre gik på pension i særdeles moden alder, nogle døde endda i embedet (Hans Hedtoft og H.C. Hansen), medens andre kunne trække sig tilbage til deres landbrug (Erik Eriksen).

John Wagner Fold sammen
Læs mere

Senere var en Jens Otto Krag heldig at blive EU-repræsentant i Washington, Poul Hartling blev FNs højkommissær for flygtninge, og både Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen fik kanonvalg til Europa-Parlamentet.

Men med tiden er de fhv. fremtrædende politikere blevet yngre, når de ofte meget pludseligt mister deres embede. Og hvad så? »Det kan da ikke være vores problem,« vil nogen sige. Det gælder imidlertid sjældent efterfølgerne, som ofte må frygte, hvad forgængeren kan finde på at udtale sig om.

Aktuelt må Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, spændt afvente, hvad Lars Løkke Rasmussen siger på sin velbetalte landsturne under overskriften »Befrielsens øjeblik II«, eller hvornår Kristian Jensen lokkes til at skrive sine erindringer i utide.

Og den nu forhenværende socialdemokratiske toppolitiker og kandidat til finansministerposten i to omgange, Henrik Sass Larsen, lagde i Weekendavisen 20. september ikke skjul på, hvad han mener om sin tidligere partileder, Mogens Lykketofts håndtering af »eftertiden«:

»Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned. Hvad lever han for, kan han aldrig få nok? Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge, igen skal han desavouere. Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det.«

SV-regeringens forsøg på en løsning

Tilbage i begyndelsen af 1980erne var det på tale at udnævne tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen (S) og tidligere handelsminister Arne Christiansen (V) til ambassadører i henholdsvis Lissabon og Dublin.

Det blev ondskabsfuldt sagt, at det ville passe Kjeld Olesen godt at komme under varmere himmelstrøg ned til sin gode socialist-ven, Mario Soares, som var portugisisk premierminister 1976-78 og 1983-85. FN og Zimbabwe var vist også på tale. Det første ville Olesen særdeles gerne, men ikke det sidste. Til gengæld ville det passe golfentusiasten Arne Christiansen fint at komme over til flere af verdens bedste linksbaner ved Det Irske Hav.

Under alle omstændigheder havde de sikkert været gode ambassadører, både politisk (Portugal var et spirende demokrati) og for dansk erhvervsliv (Irland havde en spirende økonomi), men Udenrigsministeriets ledelse var diplomatisk udtrykt ikke begejstret og fik forpurret planerne.

En snes år senere udnævnte den konservative udenrigsminister Lene Espersen så fem danske »eksportambassadører« – deriblandt den forgænger, der havde sagt nej til Kjeld Olesen og Arne Christiansen, nemlig Uffe Ellemann-Jensen. Han blev eksportambassadør i forhold til Indien, medens partifællen Marianne Fischer Boel blev det i forhold til Rusland, Ritt Bjerregaard i forhold til Kina, og de Konservatives tidligere finansminister, Henning Dyremose, og tidligere erhvervsminister, Anne Birgitte Lundholt, i forhold til henholdsvis Brasilien og andre nye vækstmarkeder.

Fem måneder senere droppede Helle Thorning-regeringen konstruktionen, angiveligt, fordi udenrigstjenesten (endnu en gang) underminerede modellen, og – ikke mindre – fordi den nye statsminister havde set sig gal på Ritt Bjerregaard.

»Flere tidligere toppolitikere har været og kan blive fremragende kuglestøbere for nødvendige politiske initiativer.«


Retrospektivt er det synd og skam, at modellen med eksportambassadører ikke fik en ærlig chance, for den kunne måske have »aktiveret« mange efterfølgende, fhv. toppolitikere – ingen nævnt, ingen glemt. Alle havde en samfundsindsigt, politisk forståelse og netværk, som burde være kommet os alle til gode i mange år efter, at de var blevet forhenværende.

Alle gode gange tre?

Nødvendigvis skal ikke alle »eksporteres« til ambassader i udlandet eller andre hverv, der bringer dem væk fra dansk politik. Flere tidligere toppolitikere har været og kan blive fremragende kuglestøbere for nødvendige politiske initiativer og håndtering af ledelsesopgaver i mere eller mindre statslige selskaber.

Tag tidligere skatteminister og sundhedsminister i perioden 1994-2000, socialdemokraten Carsten Koch, som eksempel. Han var formand for Skattekommissionen, Beskæftigelsesrådet, Ekspertudvalget om den aktive beskæftigelsesindsats, ligesom han har haft eller stadig har bestyrelsesansvar i By & Havn A/S, Sund & Bælt Holding, Øresundskonsortiet, Femern og Vækstfonden.

Selvfølgelig kan Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen også kandidere til den slags poster de kommende år, og forhåbentlig vil det ikke komme dem til skade, at de har et aktivt medlemskort i Venstre, som det ikke er kommet Carsten Koch til skade, at han var og er erklæret socialdemokrat. Tværtimod vil det tjene statsministeren og Socialdemokratiet til ære, hvis de følger dette gode råd fra tidligere statsminister Poul Schlüter (citeret fra min bog »Schlüters Politiske Testamente«):

»Altid vælge den bedst kvalificerede uden hensyn til, om hun eller han hører til i kredsen af proselytter. Det var min ledetråd, når jeg udpegede ministre, men også ved udnævnelser af anden karakter. Altid den bedste, uanset om det var en socialdemokrat, en SFer eller en borgerlig. Det var der en del i mit eget parti, som ikke rigtigt kunne forstå. Og det var der så sandelig også mange socialdemokrater og Venstre-folk, som var overraskede over – og ikke lagde skjul på, at det ville de ikke have gjort. Men det var altså min stil – og det burde være et alment gældende princip.«

Nu bliver det så spændende at se, hvad der bliver Mette Frederiksens stil. Ikke mindst Lars Løkke Rasmussen må vente med spænding – og formentlig i dag fortryde, at han ikke sikrede sin forgænger en god retrætestilling og på et lidt tidligere tidspunkt meldte ud, at også han ville kæmpe for genvalg af Margrethe Vestager som EU-kommissær. Ikke fordi den ene tjeneste er den anden værd. Men fordi det er godt for Danmark.