Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg står i et sted Sydfrankrig, klar til at betale 15 euro for noget lækker ost. I gamle dage ville man tænke, at det da var ren ferie. Det er det også.

Men idet jeg finder de 15 euro frem, tikker et tilbud om en arbejdsopgave ind på smartphonen: Oversæt 120 ord om blæksprutteringe fra spansk til dansk inden for en time. Betaling: 15 euro, sjovt nok. Arbejdstid: ca. 15 minutter.

I mit hoved opstår der fluks to praktiske spørgsmål. Når jeg at løse opgaven? Og kan jeg stole på, at internetforbindelsen holder i de 15 minutter, som det tager at lave opgaven?

Velkommen til internetbaseret arbejde i den såkaldte platformsøkonomi. Det kan ligne daglejerens usikre vilkår, men den rummer også potentialer.

I vores frihedssøgende og individualiserede kultur er denne type arbejde attraktivt. Spørgsmålet er, hvad prisen skal være, og om vilkår og rettigheder skal overlades til den enkelte. Men for at kunne udregne prisen fair skal vi af med noget gammelt tankegods fra industrisamfundet.

Det mest forældede begreb er løn. Hvis vi skal omfavne platformsøkonomien på en fair måde, skal arbejdsmarkedets parter studere værdiskabelse frem for løn. Værdi måles ikke i tid og stillinger, men i produktivitet og effektivitet.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet finder under 1 pct. af den danske arbejdsstyrke arbejdsopgaver på internetplatforme. Alligevel spår ministeren, at den nye platformsøkonomi ikke truer den høje grad af fastansættelse i Danmark (»Danmark er klar til disruption«, Jyllands-Posten 29. januar). Jeg spår, at ingen ved det endnu, når så få bruger platformene.

I Danmark er vi langt fremme digitalt. Men vi er også er langt fremme med regulering af arbejdsmarkedet og langt bagud med fantasi til, hvad et arbejdsmarked bør tilbyde. Det bør tilbyde arbejdsopgaver. Ikke kun arbejdstid, arbejdsløn og arbejdspladser.

Løsarbejde er ikke arbejdsløshed

De fleste kender omdiskuterede forbrugsplatforme som Uber og Airbnb. Debatten den anden vej, den om platforme, der formidler arbejdsopgaver, er knap så fyrig.

På de digitale arbejdsplatforme er der slet ikke tale om et arbejdsgiver/arbejdstager-forhold. Centralt står opgaven og ikke stillingen eller titlen. Uanset hvor små og hvor mange opgaver er der blot tale om en tilknytning. Den kan være mere eller mindre intens, men der bliver aldrig tale om en løn, man kan regne ud, regne på og regne med.

For nogen lyder det af daglejeri og hu-hej-freelanceri. Men hvis der er et godt match, hvis opgaven finder sin opgaveløser til en fair pris og med mange kvalificerede udbydere, skaber det ro og kvalitet.

Det handler ikke om højre og venstre. Også venstrefløjen har talt for platformsøkonomien. Digitale arbejdsplatforme kan være en inkluderende mekanisme med arbejdsfællesskaber, der skærer tung ledelse væk.

Man kan gå sammen om platformene i kooperativer, og der forsvinder en række ledelseslag og dermed klassedeling. Men man kan ikke bare forvente, at rettigheder, sikkerhedsnet og god løn overlever af sig selv. Det er op til os som samfund, hvordan vi passer det ind.

Foreløbig lader vi, som om vores danske model bare absorberer noget hidtil ukendt helt af sig selv. I en global online-virkelighed er vi nødt til at tilpasse pris og konkurrence efter andre lande og deres regler. Ellers ryger opgaverne bare derhen.

Væk fra kultdyrkelsen af arbejdstid

Løn er ikke det eneste begreb, vi skal af med. Hænger vi fast i industrisamfundets begreber som arbejdsmarked, arbejdstid og arbejdsplads, kommer der ikke megen disruption.

Den megen snak om arbejde handler påfaldende lidt om arbejde og påfaldende meget om beskæftigelse og tid, hvad enten det er fuld, halv eller del. Om at være til rådighed. Beskriv hellere indholdet af de opgaver, der forhåbentlig er kernen. Et tidsrum alene siger ikke meget om andet end tidsrummet selv.

»Nåh, man kommer nok til direktørtid.« Det fik en bekendt at vide af sin kollega. Hun kom på kontoret kl. 9. Men ingen lægger mærke til, at hun bliver til kl. 18, for kollegerne går kl. 15. Who cares? Det handler om opgaverne. Så lad os komme væk fra kult-dyrkelse af arbejdstimer og årsværk. Det er svært, men ikke umuligt at måle og beskrive opgaver.

Beskriv arbejdsopgaver

En omstilling kræver, at vi tænker mere i opgaver end i halve og hele stillinger.

Fokus på opgaven sparer tid og ressourcer og gør det nemmere at planlægge arbejdsmængden. Samtidig inviterer det dem ind, der sidder ude på bænken og er »til rådighed«. Flere kan kigge med ind på det forjættede arbejdsmarked og løse enkelte opgaver uden decideret ansættelse.

Med det nuværende overfokus på arbejdstid og underfokus på arbejdsopgaver har ledige ingen reel chance for at byde ind på opgaver. De kan enten gå tiggergang på jobcenteret eller slave hårdt for at få og bevare en fuldtidsstilling. De kan kun drømme om stillinger, men ikke om arbejdsopgaver. Derfor havner de i hønen og ægget, hvor de bliver afvist på grund af den manglende erfaring, de brænder så hårdt for at få.

Jeg ved ikke med smedearbejde eller forskning, men en del kontoropgaver kan, hvis de er velbeskrevet, deles op i bidder og løses til tiden af en mellemting mellem hvem som helst og en specialist. Til en fair pris. Ligesom mit 15 euro-eksempel illustrerer. Hvis ikke jeg tager opgaven, står der forhåbentlig andre på spring. Derfor er prisen, hvad den er.

På det nuværende arbejdsmarked er det sælgeren af ydelser, der famler for at tilpasse sig køberens kodede behov, som et barn, der søger de voksnes opmærksomhed. Og det er ikke kun de jobsøgende, der famler og drømmer. Det gør mange arbejdsgivere også, når de beskriver stillinger abstrakt og ikke opgaver konkret. For udenforstående er arbejdsopgaverne forskanset i bygninger, også kendt som arbejdspladser. Det lyder så voksent, men er det rationelt?

Jeg hører folk få fast (kontor)arbejde og rent faktisk nævne, at de har fået nogle gode opgaver, der passer evner og profil. Jamen, det var da heldigt! Det stod vel i jobopslaget, hvad de skulle lave? Måske ikke.

Ifølge kommunikationskonsulent Andreas Graae er der gået »inflationskommunikation« i den klichéfyldte måde, jobopslag beskrives på (Jobindex 4. januar 2015). »Stift fokus på de mange bolde i luften« og »selvstændighed i teams«. I den dur.

Mange stillingsgivere formulerer ikke egne behov og ønsker, men drømmen om en abstrakt elskerinde, der er klar på hvad som helst. Senest med det skræmmende kodeord »robusthed«. De færreste stillingsgivere kigger indad på deres egne opgaveformuleringer. Den digitale arbejdsplatform forpligter. Den inviterer til præcise opgavebeskrivelser, da den er allergisk over for abstrakt formulerede opgaver. De finder ikke en løser. Hvis ikke ydelsen kan klikkes af i en boks og identificeres med bestemte ord, så er den for kompleks til platformen. Det er både dens styrke og svaghed.

Løst arbejde er det nye fast arbejde

I 1970ernes lediggangs-slang sagde man »fast arbejde« om noget, der var i vinkel, i top, kort sagt fedt. I platformsøkonomien kommer man ud over fastansættelsens enten-eller. Du er aldrig mere inde på arbejdsmarkedet end din seneste opgave og udsigten til den næste.

Lyder det som jungleloven? Der bliver tabt nogle folk på gulvet, givetvis. Men det gør der også nu, hvor de ledige står foran alt eller intet. Selv hvis de får et lille arbejde, får de at vide, at de ikke »optjener årsværk«, eller noget andet grimt.

Jeg stemmer for løsere arbejdsforhold, med tilknytning og selvstændighed. Det, vi bør udnytte, er ikke hyre/fyre-fleksibiliteten i Danmark, men den smarte og digitaliserede virksomhedsstruktur, vi har opbygget. Man kan oprette en enkeltmandsvirksomhed i Danmark på en eftermiddag, hvis man vil. Vi bør slippe det løse arbejde løs. Men det kommer ikke af sig selv, og det kommer til at gøre ondt visse steder.