Kronikker

Jeg ser et raseri vokse i den offentlige debat, og det vokser ind i os. Og i mig

På paradoksal vis går tendensen, hvor alt kan siges, hånd i hånd med en tendens, hvor stadig mindre kan siges. Det, at intet kan siges, og det, at alt kan siges, bliver hinandens betingelse. For når intet er legitimt at sige, bliver det normen at svare med råb.

Sjældnere og sjældnere handler den offentlige debat om at bringe nye vinkler eller nuancer til bordet. Det er debatten om en udtalelse fra komikeren Brian Mørk bare ét eksempel på. Niels Ahlmann Olesen

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Engang var et af de fineste karaktertræk ved en god debat mellem mange parter, at den trinvis blev tilført små nuancer. Små puslespilsbrikker, der hele tiden gjorde puslespillet lidt større. Måske prøvede man en brik af, der ikke passede, og lagde den tilbage i kassen, men man gjorde et nysgerrigt forsøg, og tålmodighed var en dyd.

Andre læser også

  • Kommentatorer
    Abonnement
    Intet gør mere ondt, end når det gør ondt dybt inde i ens barn, og du ikke kan gøre noget – sådan har jeg det nu
  • Kronikker
    Abonnement
    Professor: Sådan kunne vi have undgået coronaepidemien
  • Kommentatorer
    Abonnement
    Den grædende mand er ikke et godt tegn