Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I en tid hvor stort set alle landets kommuner og regioner sparer og afskediger medarbejdere, kan det lyde bizart, at det offentlige om få år står over for en massiv rekrutteringsopgave. Det er ingen nyhed. Således indtager rekrutteringsudfordringen en førsteplads på tænketanken Mandag Morgens top 5-liste over de mest presserende velfærdsudfordringer. Samfundsforskere og økonomer har da også gennem længere tid efterlyst reformer, som netop kan imødekomme efterspørgslen på arbejdskraft.
At økonomien spiller en rolle, er der ingen tvivl om. Nulvækst i den offentlige sektor gør det ikke lettere at fastholde dygtige medarbejdere og tiltrække nye. Men lad mig slå fast med det samme, at mit ærinde ikke er at opfordre kommunerne til at lægge sig på knæ med hænderne foldet som en lille tiggerskål og bede om flere penge fra regeringen. For det første, fordi det formentlig ikke kommer til at ske. Økonomien taler sit tydelige sprog. For det andet, fordi jeg ikke tror på, at flere penge nødvendigvis er løsningen, når det handler om at gøre den offentlige arbejdsplads mere attraktiv.
Til gengæld tror jeg på, at en stor del af løsningen, hvad angår rekrutteringsudfordringen, handler om at ændre folks opfattelse af, hvad det vil sige at arbejde i det offentlige. Med andre ord styrke det offentliges image.
Nu vil nogle måske spørge: hvorfor skal vi til at klappe kommunerne på skuldrene? De kan ikke overholde deres budgetter, har ry for at være ineffektive, og gang på gang dukker der historier op i medierne, hvor en kommune har forsømt sin pligt, og borgere er blevet klemt i systemet.
Ingen er vist i tvivl om, at landets kommuner er en udskældt race. Og nogle gange er det også helt berettiget. Hjemmehjælpere skal naturligvis ikke handle privat ind, når de skal være hjemme hos en borger, og kommuner skal selvfølgelig gribe ind med det samme, når børn og unge oplever omsorgssvigt og færdes i et utrygt miljø. Men det er utopi at tro, at der ikke begås fejl og findes brodne kar, når kommunerne tilsammen beskæftiger over en halv million ansatte svarende til 20 procent af landets samlede arbejdsstyrke.
Personligt er jeg overbevist om, at størstedelen af de mange kommunalt ansatte er kompetente og professionelle medarbejdere, som udfører et værdifuldt og meningsfyldt arbejde – hver dag. Den historie skal vi holde fast i og blive ved med og bedre til at fortælle, hvis vi vil ændre folks opfattelse af, hvad det vil sige at arbejde i det offentlige.
Jeg forstår godt, at det kan være svært at bevare entusiasmen som hjemmehjælper, når besparelser betyder, at man skal løbe hurtigere, og at regler og krav til dokumentation er lig med mindre tid til service og omsorg hos den enkelte borger. Jeg forstår også godt, at det er frustrerende at være lærer i en tid, hvor man hele tiden bliver slået i hovedet med at være verdens dyreste folkeskole, men at man ikke leverer resultater derefter. Vi skal ikke male et skønmaleri af den kommunale arbejdsplads, for selvfølgelig er der også plads til forbedring. Men besparelser og frustrationer er ikke hele billedet.
Jeg vil påstå, at vi i kommunerne har en tendens til at tage værdien af det, vi arbejder med, for givet. Vi passer børn og uddanner børn og unge. Vi tager os af de ældre og udsatte borgere. Vi hjælper folk tilbage på arbejdsmarkedet, genoptræner folk efter sygdom og passer på miljøet. Blot for at nævne nogle eksempler. Sagt på en anden måde kan kommunerne tilbyde et arbejde, der giver mening, et arbejde hvor man som medarbejder kan gøre en forskel og præge sin omverden. Ovenstående er ingen hemmelighed. Det ved de mange kommunalt ansatte godt.
Når det handler om at brande de kommunale arbejdspladser, har kommunerne gode kort på hånden. Det kommunale arbejde er grundlæggende en rigtig god fortælling. Måske er det på tide, at kommunerne ser sig selv i spejlet og bliver klar over, hvor attraktive de er. Skønhed kommer indefra, og kommunerne bliver aldrig den lækre pige eller fyr i baren, hvis ikke de opfatter sig selv som attraktive.
Lad mig give et eksempel, hvor kommunerne med god samvittighed kunne spille mere offensivt ud. Flere kommuner har den seneste tid ansat kontorelever, og mange har fået rigtig, rigtig mange ansøgere. På spørgsmålet om denne store efterspørgsel på elevpladser i kommunen svarede en leder til et lokalt medie, at det formentlig skyldes den økonomiske krise, og at folk søgte mod det offentlige på grund af tryghed og manglende udbud på det private arbejdsmarked. Hvorfor ikke sige, at de mange ansøgere først og fremmest skyldes, at de unge tilbydes en attraktiv elevplads, hvor de bliver udfordret, og hvor de får gode muligheder for at udvikle sig?
Nogle gange forpasser vi chancen i baren. Vi tager ikke rollen som den lækre. Enten, fordi vi ikke tør, eller fordi kulturen i kommunerne gør, at vi spiller mere forsvar end angreb, og meget nødigt sætter en vis legemsdel i klaskehøjde.
Men hvad nu, hvis vi turde og begyndte at ændre kulturen?
Hvis missionen om at bevare et højt velfærdsniveau skal lykkes, så er der behov for mere end varme hænder. Behovet for kompetente ledere kombineret med dygtige medarbejdere, som kan tænke ud af boksen og være rollemodeller, er i den sammenhæng helt afgørende, da meget tyder på, at den offentlige sektor i langt højere grad skal klare sig gennem effektivisering og innovation i fremtiden. Det handler altså ikke kun om at fastholde medarbejdere og tiltrække nye – det handler i ligeså høj grad om at tiltrække dygtige nye medarbejdere.
Til mine mange kommunale kolleger er min simple opfordring derfor: Ret ryggen og fortæl den gode historie fra din arbejdsplads. Fortæl om smilet hos gamle Inge som ikke længere kan klare sig selv, og har glædet sig hele morgenen, til du kommer. Fortæl om oplevelsen når lille Peter knækker læsekoden, og en helt ny verden åbner sig. Fortæl om glæden og værdien ved at bidrage til det velfærdssamfund, vi alle er brugere af.
Jeg har ingen naiv forestilling om, at solstrålehistorier fra de offentlige arbejdspladser isoleret set kan løse manglen på kvalificeret arbejdskraft. Rekrutteringsudfordringen er først og fremmest en ledelsesmæssig opgave, som skal løses på tværs af politikere, ledere, medarbejdere, uddannelsesinstitutioner og sektorer. Der er på mange måder tale om en kompleks og massiv udfordring, men det betyder ikke, at den enkelte medarbejder ikke kan gøre en forskel. Mit bidrag i denne omgang er at opfordre til, at vi kommunalt ansatte fortæller, hvad vi laver, og hvorfor det bør give anledning til anerkendelse. For jeg er træt af at sidde til middagsselskaber og forsvare kommunernes fremragende arbejde.
