Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg anklager

De selvretfærdige kulturradikale i politik, presse og positioner nægtede at se virkeligheden i øjnene og var således faste tilhængere af den nye virkelighed, der forvandlede Danmark til et multietnisk indvandrerland.

Søren Krarup, DF Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu er der grund til at anklage de Radikale for deres onde gerninger i indvandrerpolitikken,« sagde min kloge veninde til mig efter terrorattentatet, udøvet af den dansk/palæstinensiske terrorist.

»Du har ganske ret,« svarede jeg, »men du kan også være sikker på, at hele den radikale fløj eller hele kulturradikalismen, som er årsagen til indvandrerpolitikken, vil være dybt forarget over en sådan kritik.« Jeg fik naturligvis ret. Jeg ser endnu den unge og i mine øjne umodne Morten Østergaard, nuværende politisk leder af det radikale parti, udbryde med største patos i anledning af en sådan begyndede kritik: Det er absurd!

Ja, det er absurd, at radikalismen holdes fast på sine gerninger. Det synes både Det Radikale Venstre og hele den kulturradikalisme, der samles omkring dagbladet Politiken og Danmarks Radio, og som ved sig ganske uskyldig, når regnskabet for den indvandrerpolitik, der blev skabt med udlændingeloven af 1983, skal gøres op. De er ganske uskyldige. De aner ikke, hvad de har gjort. Men de har bidraget til at ødelægge Danmark. De har med den udlændingelov af 1983, der har Hans Gammeltoft-Hansen som den juridiske pennefører og hele kulturradikalismen med Bernhard Baunsgaard som politisk anfører, forvandlet Danmark fra at være en nationalstat, danskernes fædreland, til et indvandrerland, i hvilket såkaldte flygtninge ligestilles med danskerne, hvorfor det danske folk er i færd med at blive blot én folkegruppe blandt flere i det, der før var danskernes land.

Den palæstinensiske terror har en årsag. Det har alt sammen været til at forudse. Det ligger alt sammen i den udlændingelov, som kulturradikalismen skabte i 1983, og som vi var nogle stykker, der tidligt kaldte til opgør med.

Men ikke fra begyndelsen. Jeg var i 1983 ikke opmærksom på den nationale katastrofe, der fandt sted. I dag siger jeg, at udlændingeloven af 1983 sammen med 9. april 1940 er den store katastrofe i det 20. århundredes danmarkshistorie – og naturligvis større end 9. april, fordi der dengang kom en befrielse, mens indvandringen vil fortsætte og fortsætte og ende med at slå Danmark endeligt i stykker. Katastrofalt. Men i 1983 var jeg ikke opmærksom på katastrofen. Jeg mødte Hans Gammeltoft-Hansen i juni 1984. Jeg var mødeleder på Tidehvervs sommermøde, der blev afholdt på Krabbesholm Højskole, og hvor vi havde inviteret Gammeltoft-Hansen til diskutere lov og ret med Johs. Horstmann, hvem han havde drøftet samme emne med vinteren forinden. Diskussionen forekom mig temmelig abstrakt og kedsommelig, men Gammeltoft-Hansen var taknemmelig for den fredsommelige tone, og vi sluttede med at blive dus og sige pænt farvel til hinanden.

Først et halvt år senere begyndte det at gå op for mig, hvad han som formand for Dansk Flygtningehjælp og som indflydelsesrigt medlem af udvalget vedrørende en ny udlændingelov havde bidraget til. Det var daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg, der i en kronik i Jyllands-Posten havde irettesat nogle danskere, der protesterede mod at få placeret et stort antal flygtninge i deres landsby, og hvem indenrigsministeren formanede til at udvise »en positiv holdning«, så at der kunne finde en integration sted.

Men hvorfor skal flygtninge »integreres«, spurgte jeg mig selv. Flygtninge skal have hjælp og et fristed, indtil de kan komme tilbage til deres hjemland – men integration handler om indvandrere. Der var et eller andet afgørende forkert. Og så begyndte jeg at forske i den udlændingelovgivning, der var blevet vedtaget 3. juni 1983, og som nu åbenbart var i færd med at gøre dele af Danmark fremmed for danskerne selv. Og jeg kom til at forstå, at denne udlændingelov slet og ret nedlagde Danmarks grænse, idet den udstedte retsgarantier til enhver flygtning verden over, der stillede på den danske grænse og krævede asyl. Der var ca. 20 millioner flygtninge i verden. De havde alle fået danske retsgarantier, hvis de rejste til Danmark, og når de i kraft af disse retsgarantier fik adgang til landet, havde de danske myndigheder to år til at undersøge deres forhold.

Hvis disse to år blev overskredet – og hvordan skulle danske myndigheder kunne undersøge og gennemskue fjerne, fremmede forhold – så havde de såkaldte flygtninge fået ret til permanent ophold i Danmark, og når de havde permanent ophold, havde de dermed også fået ret til familiesammenføring.

Det svimlede for mig. Den nye udlændingelov lagde op til en ubegrænset indvandring i Danmark, hvor i virkeligheden et uendeligt antal fremmede fra hele verden – der var som bekendt en folkevandring i gang fra den tredje verden – kunne kræve ophold som hjemmehørende borgere i Danmark.

Landet og folket ville blive slået i stykker.

Da den virkelighed, som udlændingeloven indførte, gik op for mig, blev jeg rystet og begyndte at tage offentligt til orde, men her blev jeg mødt af den ideologi, der havde lavet loven. Den totale »humanisme«. Den fundamentalistiske »næstekærlighed«. Den uendelige »godhed«, som ikke ville vide af Danmark som nationalstat og af danske borgere som de eneste, der var undergivet dansk ret og havde danske rettigheder.

Ak, jeg kendte jo ideologien – den fromme selvgodhed og abstrakte idealisme, der havde tyranniseret Danmark siden 1968, og som var kulturradikalismens væsen og grundlag. Som evangelisk-luthersk præst og medarbejder i Tidehverv havde jeg gjort op med denne falske idealisme i allerede adskillige år. Jeg havde skrevet flere bøger, »Demokratisme« i 1968 og »Om at ofre sig for menneskeheden og ofre Menneskene« i 1969, der tog den kulturradikale idealisme til kritisk behandling og gjorde opmærksom på, at dens væsen var menneskeforagt under dække af ubegrænset godhed og absolut »næstekærlighed«, og nu mødte jeg fænomenet i den lovgivning, som et overvældende flertal i Folketinget havde vedtaget.

Det var de arme danskere, der blev ofre for den falske fromhed. Det var det danske folk, der måtte se sin ret til Danmark og sit danske hjem ophævet af deres valgte repræsentanter i Folketinget. Jeg læste folketingsdebatterne og genkendte den kulturradikale dogmatik – tydeligst hos Bernhard Baunsgaard fra Det Radikale Venstre, der ved afslutningsdebatten havde beklaget, at udlændingeloven ikke var blevet endnu mere »humanistisk«, men også Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne gik ind for forræderiet af det danske folk samt – Gud bedre det – en borgerlig regering, der ikke havde kunnet få sit eget hæderligere lovforslag vedtaget, og som derfor sluttede med at stemme for denne nationale katastrofe.

Ak, ak, ak. Jeg blev rystet ved at opdage virkeligheden og brugte nu mine kræfter, min tid og min mulighed for at komme til orde i Jyllands-Posten og Berlingske Tidende til at råbe alarm. Men naturligvis med en massiv forargelse fra kulturradikalismen og den totalitære pænhed som eneste resultat. Og da jeg i efteråret 1986 kaldte til offentlig modstand mod ødelæggelsen af Danmark og det danske folk, var forargelsen fra den herskende klasse i politik og presse endeløs, og skældsordene føg mig og mine medarbejdere om ørene. Fra den menige befolkning mødte vi massiv, men også tavs støtte. Det var den, der mærkede følgerne af det nationale forræderi. De velbjergede, selvretfærdige kulturradikale i politik, presse og positioner nægtede at se virkeligheden i øjnene og var således faste tilhængere af den nye virkelighed, som forvandlede Danmark fra at være danskernes fædreland til at være et multietnisk indvandrerland. Som naturligvis vil ende med at opbygge en indvandrerbefolkning, der kan gribe til vold og våben for at få sin vilje. Som vi oplevede det ved terrorhandlingen for nylig.

Jo, kære veninde, du har ganske ret i dine ord om, at nu er der grund til at anklage de Radikale. Jeg mindes f.eks. endnu en gang min debat på Århus Universitet med Bernhard Baunsgaard 23. september 1989. Endeløs selvretfærdighed og demonstrativ fromhed – naturligvis assisteret af voldelige aktivister fra venstrefløjen. Kulturberigelse kaldte denne radikale politiker ødelæggelsen af Danmark. Det svarer til hans ord ved vedtagelsen af udlændingeloven 3. juni 1983. Der er ikke grund til at skjule den sørgelige sandhed – slet ikke nu, hvor virkeligheden er gået op for de Radikale eller kulturradikale, der så spiller uskyldige og forarges over sandheden.

Din anklage er sand og berettiget og kan forhåbentlig føre til en offentlig strid, som vil kunne råde en smule bod på ulykken.

Ja, jeg anklager.