Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ja til personligt ansvar, nej til velfærdsjunkier

Benedikte Kiær: Der er brug for en moralsk oprustning, hvor vi igen respekterer det personlige ansvar og tager et opgør med formynderstaten.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En kontanthjælpsmodtagers budget har sat sindene i kog. Med udpenslingen af Carinas månedlige rådighedsbeløb gik det pludselig op for mange danskere, hvor meget velfærdssamfundet spæder til, hvis man er på overførselsindkomst. Et ganske betydeligt beløb som uden megen hovedregning stiller spørgsmålstegn ved, om det altid kan betale sig at arbejde. Et stort problem, som kun bliver endnu større efter nytår, når regeringen blandt andet fjerner kontanthjælpsloftet.

Carinas budget satte gang i en vigtig debat, som ikke kun må begrænses til en diskussion om overførselsindkomster og ulighed. For debatten har potentiale til at stikke adskillige spadestik dybere i en mere grundlæggende og værdibaseret diskussion om velfærdssamfundets rolle. Vi er simpelthen blevet lullet i søvn og har ikke lagt mærke til, hvor mange opgaver, der er taget fra os og puttet ind under statens vidtfavnende vinger. Vi har accepteret det, men har vi virkelig forholdt os til, om vi reelt ønsker mindre indflydelse i eget liv og mere lagt over til staten? Det er gået så vidt, at staten i dag vil vække vores teenagere, så de kommer i skole, og dikterer, om vores ældre skal drikke vand eller rød saftevand til frokost. Er det virkelig det, vi vil? Ønsker vi virkelig et samfund, hvor »det offentlige« træder til, uanset hvilke bump vi møder i livet? Jeg tror det ikke – og derfor er det vigtigt, at vi får gang i debatten.

Efter min mening bør velfærdssamfundets ypperste opgave være at hjælpe udsatte borgere på ret køl, og give dem, som på ingen måde kan klare sig selv, et værdigt liv. Men velfærdssamfundets liste af opgaver er blevet alenlang, og alt for mange får tildelt ydelser, de reelt set ikke har brug for. Det bliver til en ond spiral, for i takt med at borgerne modtager mere og mere, synes kravene og forventningerne fortsat at stige. En tendens jeg desværre fik bekræftet forleden til et julearrangement, hvor en – efter min mening – særdeles velfungerende kvinde i 40erne ytrede, at hun gerne ville betale mere i skat for til gengæld selv at få flere goder og mere velfærd fra staten. Og hun er bestemt ikke den eneste. Vi ser ofte meningsmålinger, hvor mange gerne vil betale mere i skat for endnu mere offentligt velfærd.

Her mener jeg, at vi har at gøre med et af de store problemer i vores velfærdssamfund: opfattelsen af, at velfærden bedst varetages af det offentlige, og at det personlige ansvar pantsættes i skattebilletten. Dette synes at være krydret med forestillingen om, at vi kan få mere fra staten end det, vi betaler i skat. Denne anskuelse er gift for vores velfærdssamfund og landet som sådan. For samtidig med, at velfærdssamfundet ikke kan leve op til det stigende forventningspres, trækker det rekordhøje offentlige forbrug konkurrencekraften ud af Danmark.

Det er derfor nødvendigt med en værdikamp om vores forventninger til velfærdssamfundet, og hvad staten skal tage sig af.

Jeg mener, at vi bør slå et slag for det personlige ansvar. Vi skal stoppe udliciteringen af det personlige ansvar til staten. I stedet bør det altid være vores mål som borgere, at vi kan forsørge os selv og vores familie. Men det kræver, at det personlige ansvar igen bliver in.

Det er dybt provokerende, når personer som kontanthjælpsmodtageren Carina mener, at hun skal have flere penge fra staten, fordi 5.000 kr. i rådighedsbeløb ikke er nok til hende og sønnen – selv efter, at smøger, gæld og hund er betalt. Og det provokerer mig endnu mere, når jeg i Berlingske 12. december kan læse, at langt færre danskere i dag tager skarpt afstand fra socialt bedrageri end for 30 år siden, hvor 92 procent af danskerne klart sagde fra. I dag er tallet helt nede på 75 procent. Danskere ser altså nu mildere på socialt bedrageri. Det er et moralsk skred, som er dyrt for det danske samfund. En ny undersøgelse viser, at danskerne desværre snyder velfærdssamfundet for mellem 7 og 12 mia. kr. hvert år.

Der er således brug for en moralsk oprustning, hvor vi igen respekterer det personlige ansvar og tager et opgør med formynderstaten. Staten skal rulles tilbage, og ansvaret skal igen varetages af den enkelte i samspil med familien og netværket.

Lad mig komme med nogle eksempler. Det er vores opgave som forældre at opdrage vores børn til, at man som udgangspunkt selvfølgelig skal klare sig selv. Man skal derfor møde til tiden i skolen og være velforberedt. Straks kommer de velmenende venstrefløjspolitikere på banen med hjælp til alle de forældre, som ikke kan få deres poder ud af sengen og i skole. De vil påstå, at der er brug for projekter som »Op, lille Hans«, hvor en kommune har ansat en vækkekonsulent, der hjælper skoleeleverne op om morgenen. Men det er jo det rene galimatias. Det er forældrenes ansvar, ligesom det er deres ansvar at lære børnene at spise med kniv og gaffel, binde snørebånd og cykle.

Der er også eksemplet med børn og mad. Nogle børn får ikke fornuftige madpakker med i børnehaven og skolen. Reaktionen er, at alle andre forældre skal fratages deres mulighed for at smøre madpakke til deres børn. Jeg taler selvfølgelig om den udskældte madordning, hvor den tidligere borgerlige regering desværre støttede og adopterede et forslag fra Ny Alliance om madordning i alle daginstitutioner.

Heldigvis blev ordningen blødt op – men der blev spildt mange penge, ligesom det illustrerer et stort problem. Nemlig, at politikernes misforståede godhed æder af det personlige ansvar og den enkelte families råderum.

Skal det personlige ansvar blomstre, er der behov for, at politikerne holder sig i ro med udviklingen af nye velfærdsgoder – og lader være med konstant at love mere af det samme. Der er brug for at stoppe op. For vi er godt på vej til at skabe et samfund med en grænseløs offentlig sektor, hvor der ikke er tillid til, at vi som borgere evner at tage vare på vores eget liv. Vi skal derfor gå den modsatte vej ved at reducere det offentlige forbrug og rulle staten tilbage på en række områder, så den enkelte igen får mere ansvar, samtidig med at råderummet øges.

Vi må også have et opgør med opfattelsen af, at staten er forsørgeren og bør have monopol på at udbyde velfærd. Denne tilgang, som venstrefløjen er fortaler for, indeholder flere problemer. For det første skaber tilgangen et monopol, og monopoler har det med at degenerere – de bliver ineffektive og glemmer, hvem de er til for. Dernæst er velfærd meget mere og andet end det, staten kan tilbyde. Velfærd er også at indrette sig, som man nu finder bedst for sig selv og familien. For staten ved ikke, hvad der er bedst for os – det ved vi faktisk bedst selv.

Vi skal derfor stoppe monopoliseringen af velfærd. Det offentlige er ikke nødvendigvis altid den bedste til at forebygge og løse f.eks. sociale problemer. Derudover kan velfærdssamfundet ikke overleve uden det private initiativ, de nære relationer i familien, de mange frivillige samt vores lyst og vilje til at yde vores og lidt til – ikke for statens skyld, men for vores egen, vores familie og de fællesskaber, der former vores samfund.

Vil vi fremme det personlige ansvar, ophæve det offentliges monopol samt styrke moralen og fællesskabsfølelsen, er der brug for en værdikamp. Vi skal gøre op med dogmet om, at staten klarer alle bump på vejen, og at vi alle skal have en stor bid af kagen, selvom vi ikke har behov. Velfærdssamfundets fornemmeste opgave er at hjælpe de udsatte – meget gerne i samarbejde med frivillige kræfter. Normen i samfundet bør være, at vi klarer os selv og hjælper dem, som har behov. Staten skal trække sig tilbage og give mere plads til, at hver enkelt har et større økonomisk og ansvarsmæssigt råderum. Hvis ikke, så ender vi som umyndiggjorte velfærdsjunkier – og det er på lånt tid.